Jeg har ledt og ledt – men det er væk. Desværre. Jeg ville ellers have gået rundt og spillet retrosmart på redaktionen med mit gamle bælte fra drengeårene, da jeg var med i FDF. Jeg kan ikke afvise, at min livvidde er vokset en smule, siden vi sad med blåfrosne knæ omkring lejrbålet, men det var heller ikke bæltet, jeg ville bruge: Det var kun spændet. Det bar nemlig den manende opfordring ’Ret ryggen og tal sandhed’. Man er påvirkelig i de unge år, så måske er det bæltespændeteksten, der giver mig et stik af dårlig samvittighed, når jeg udøver en af mine yndlingsbeskæftigelser: at svare forrykt på meningsmålinger på nettet. Typisk bringer en af formiddagsaviserne en historie om, at en bankdirektør har fået 30 millioner kroner udbetalt efter at have kørt banken i sænk, og så bliver man spurgt, om det er rimeligt. Ja, svarer jeg. Helt rimeligt. Eller nogen er blevet ramt af en bil, der kørte 140 kilometer i timen i gågaden, og så skal man svare på, om nogle bilister kører råddent. Nej, lyder mit klare svar. Hvor vil jeg hen med det? Jeg vil påpege, at undersøgelser og meningsmålinger skal tages med store forbehold. Hvis spørgsmålene er mere begavede end de nævnte eksempler, er der ganske vist en større sandsynlighed for sandfærdige svar, men der er altid en risiko for fejl. Når man kombinerer den risiko med mediernes interesse i at vinkle skarpt, har vi pludselig en farlig blanding. Ikke mindst i dette valgår vil jeg opfordre kraftigt til, at vi tænker os godt om, inden vi konkluderer for bastant på meningsmålinger – udsving på få procentpoint kan sagtens bero på tilfældigheder – og at vi i det hele taget nøjes med at opfatte undersøgelser som et udgangspunkt for research. Firmaer og organisationer spyr undersøgelser og analyser ud, så man tror, det er løgn. Som regel har de også skrevet et sammendrag, der pudsigt nok har form af en pressemeddelelse. Det er rystende, så ofte man ser den slags dukke uredigeret op i medierne – men heldigvis sjældent i de mere seriøse af slagsen. Det er ikke kun redaktionerne, der har udviklet et had-kærligheds-forhold til undersøgelser – det har læserne også. For en dels vedkommende med hadet som den dominerende følelse. Forleden bragte vi en række artikler, som viste, at patienterne på landets sygehuse var mere tilfredse sidste år end i 2009. Samtidig var ventetiden på behandling faldet, og dødeligheden var også gået ned. Hvilket må siges at være paradoksalt, når sygehusene har måttet spare og fyre personale. ’Sparerunder giver succes på sygehuse’, hed en af vores friske overskrifter. Der kom forbavsende få klager over artiklerne, men efter nogle dage stod der i et debatindlæg, at patienterne var blevet spurgt, før nedskæringerne overhovedet var gennemført. Desuden var patienterne blevet spurgt om efteråret og ikke om foråret, som man plejede at gøre. Det kunne sagtens give et skævt billede, mente skribenten. Indlægget fik en læser til at sende mig en klage: »Jeg har set det ske igen og igen. Og jeg mener derfor meget alvorligt, at Politiken må gøre noget håndfast ved dette – hvis I vil tages alvorligt som organet for den højeste oplysning. I må opruste redaktionelt! Jeg går ud fra, at der er en eller anden form for redaktionelt tjek, inden en artikel sættes på. I anliggender, der vedrører samfundsforhold, er der imidlertid også behov for et metodetjek. Er analysen troværdig? Giver data overhovedet belæg for konklusionerne? Hvor er de svage punkter?«, skrev læseren. Han havde bestemt en pointe: Vi skal tjekke alle undersøgelser så grundigt, det lader sig gøre. Havde vi gjort det? En hospitalsdirektør oplyste i et andet debatindlæg, at besparelserne for længst var slået igennem, da patienterne blev spurgt. Dermed tillod jeg mig at konkludere, at den side af sagen var i orden. Det materiale, vi henviste til, var en stor, officiel sag: Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, der udarbejdes for regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Og den sammenlignede selv 2010-tallene med resultaterne fra foregående år. Vi havde sandt at sige ikke bemærket, at man var begyndt at spørge patienterne om efteråret i stedet for om foråret – men havde det nogen betydning for resultatet? Jeg spurgte statistikerne bag undersøgelsen. De kunne ikke afvise, at tidspunktet kunne spille ind, men var ikke selv betænkelige ved at sammenligne: »Der er flere faktorer, der kan have indflydelse på sammenligningen. For blot at nævne nogle eksempler: Der kan være strukturændringer på hospitalerne, medierne kan påvirke patienternes forventninger, der kan være sparerunder, strejker, vikarer m.m. Der er således så mange ting, der kan påvirke resultaterne, at vi aldrig vil kunne tage højde for dem alle. Det er et vilkår i samfundsvidenskaben, og vi mener bestemt, at det er forsvarligt rent statistisk, eftersom vi lægger metoden åbent frem og beskriver, hvad det er, vi gør«, lød det. Jeg tillod mig at konkludere, at artiklerne var i orden – også fordi mange flere faktorer end undersøgelsen var inddraget, så researchen var i orden. Når vi selv foretager undersøgelser, skal vi selvfølgelig passe lige så meget på, som når andre leverer tallene. Vi skal altid være åbne om metoderne, være kritiske over for resultaterne, bedrive supplerende research og frem for alt: lade være med at drage for hurtige konklusioner. Og så rette ryggen og tale sandhed. bjarne.schilling@pol.dk