Det er en hel del år siden. En eftermiddag på Aarhuus Stiftstidendes oplandsredaktion. Tonelejet var ikke til at tage fejl af. Redaktionssekretær Bjarne Fristed havde en klager i telefonen, og klageren havde meget på hjerte. Vi havde stavet den tidligere britiske premierminister Winston Churchill forkert på bagsiden. Det var sådan set ikke til at komme uden om. Men manden ville ikke nøjes med at få ret. Heller ikke med et løfte om en rettelse. »Sig mig, hvad laver De egentlig«, afbrød Fristed ham efter nogle højrøstede minutter. »Nå, De er teglværksejer. Jamen, så laver De vel kun førsteklasses sten?« »20 procent sekundavarer. 20 procent – og så klager De over en fejl i avisen. Farvel«. Og smækkede røret på. Jeg kom til at tænke på episoden, da jeg her i efteråret overvejede mit nye job som Læsernes Redaktør. Holdningen til at rette fejl er i dag helt, helt anderledes på danske aviser. Heldigvis. Men aviser, radio og tv er stadig den eneste branche, der laver fejl i fuld offentlighed. Alle kan se de fejl, vi laver. Alle. Teglværker og andre fabrikker har mulighed for at sortere halv- og heldårlige produkter fra og sende dem på udsalg. Det har fotografer, tegnere, layoutere, nyhedsgrafikere, journalister, redaktionssekretærer, korrekturlæsere og redaktører på Politiken ikke. Lige til nytår arbejdede jeg som jourhavende på udlandsredaktionen i redaktionssekretariatet, der bedst kan beskrives som bladets maskinrum. Tegninger, fotografier og artikler bestilles herfra, de redigeres her og de sendes ud til læserne herfra. Jeg skal hilse at sige, at der i redaktionssekretariatet faktisk gøres en intensiv indsats for at undgå fejl. Bare rolig, jeg er godt klar over, at jeg nu er Læsernes Redaktør og skal se meget kritisk på resultatet af mine kollegers indsats. Alligevel vil jeg godt forklare lidt om, hvordan fejl opstår – hvad der sker i maskinrummet. Det kan starte med kilderne. Forleden skrev vi for eksempel i en artikel om en kriminalsag, at de eftersøgte nok talte ’jugoslavisk’. Nu er jugoslavisk ikke et sprog – man kan sige serbokroatisk eller sydslavisk. Ikke jugoslavisk. Andre aviser havde talt med den samme politikilde, der kaldte de eftersøgtes sprog ’østeuropæisk’. Ikke graverende, men meget upræcist og symptomatisk for det vi kalder ’ afsmitning fra kilderne’. Journalister får deres oplysninger fra kilder. De kan – uden selv at være klar over det – også være årsag til langt værre fejl. Så er der en særligt farlig kilde: tidligere artikler. De lagres elektronisk i Infomedia, hvor der kan graves meget guld frem. Samt en del fejl. Slår journalisten op her, kommer maskinfabrikken F.L. Smidth for eksempel frem 12 gange ved den forkerte stavemåde F.L. Schmidth – endda i troværdige, velresearchede artikler skrevet af en af bladets bedste erhvervsreportere. Den radikale politiker Simon Emil Amnitzbøll savner i Infomedia også tit det sidste l i sit efternavn. Problemet med arkiver som Infomedia er, at de dokumenterer artiklerne, som de blev trykt. Med fejl. Jamen hvorfor staver journalisterne ikke bedre? Har de da ikke stavekontrol? Kan de ikke regne? o, der er stavekontrol, og Politiken har også sin egen skrivestandard. Et lille blåt hæfte på 42 sider. Her er bl.a. regler om noget af det, der ustandseligt går galt: Translitterering af russiske navne. Den verdensberømte våbensmed staves for eksempel Kalasjnikov og ikke – som på engelsk – Kalashnikov. Men det er faktisk svært at lave et perfekt – fejlfrit – manuskript. Meget få kan, og jo tættere på deadline, jo sværere. Både i redaktionssekretariatet og korrekturen slår vi en masse navne op. Der er ofte ’bid’ i den forstand, at der skal rettes. Vi prøver at huske at regne tal efter. Når der står 24 procent, er det så 24 procent? Igen, jo tættere på deadline, jo sværere. En klassiker på Politiken er arealangivelser. Vi skriver om et område som om, det er stort, men opgiver tallet i kvadratmeter og ikke kvadratkilometer. Eller omvendt for den sags skyld. Vi har et talproblem på Politiken. Et par af de første fejl, jeg måtte rette, var netop talfejl. Det sker også, at de sidste sider først kan afleveres til trykkeriet lige på eller lige efter deadline. Så ryger de uden om korrekturen, og har først fået denne sidste finish i 2. udgaven. (På forsiden oppe til højre under datoen, kan De se, om De holder en 1., 2. eller 3. udgave i hånden). Redaktionssekretærerne eller områderedaktørerne diskuterer som hovedregel indholdet – herunder vinklingen – af artiklerne igennem med journalisterne. Af og til så grundigt at de bliver ’fejlblinde’: En tilfældigt forbipasserende kollega ser straks en slåfejl i en overskrift, som to eller tre har puslet med i flere minutter. Uden at se fejlen. JAMEN, DET HER handler jo kun om mindre fejl. Hvad med de store? Læserundersøgelser viser, at læserne irriteres over stavefejl, regnefejl og unøjagtigheder, der skyldes ringe almen viden – som for eksempel at gøre Istanbul til hovedstad i Tyrkiet, når nu enhver kan huske fra sin skoletid, at tyrkernes hovedstad er Ankara. Derfor skal de rettes. Jeg vil de næste to år også medvirke til at forbedre de interne arbejdsgange på redaktionen, så der bliver færre fejl. Helt udryddes kan de ikke. Hvis jeg skulle forfalde til mismod, kan jeg bare finde et rettelsesark til Den Store Danske Encyklopædi, der er skrevet og redigeret af en hel bataljon af professorer og andre forskere. Med bind 16 fulgte et ark med 49 rettelser. PS: De store fejl vender jeg tilbage til.