Er der ikke det ene, så er der det andet, som kællingen sagde, da hun fik næseblod Gammel talemåde VI FÅR HVER dag kritik - ofte med rette - for artikler i den trykte avis og på netavisen politiken. dk. Det er trist, at vi ikke kan fremstille fejlfri produkter, men når vi begynder hver morgen med blanke sider og har forholdsvis få timer til at fylde dem, kan det muligvis ikke være anderledes. Heldigvis er det som regel enkelt at rette fejlene - og sige undskyld for de værste. Ikke så få klager handler imidlertid om, hvad vi ikke har skrevet, og de kan være vanskeligere at håndtere. Ved domstole i den engelsktalende verden skal vidner sværge at sige ' sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden', og det forekommer også at være et udmærket journalistisk princip. Men eftersom der sjældent er plads til alt i en artikel, består kunsten i at få det meste af sandheden med. For nogen tid siden fik jeg en klage fra en læser, som beskyldte avisen for mikrofonholderi. Vi havde bragt et portræt af en erhvervsleder, der havde skåret organisationen til, som det hedder - fyret mange medarbejdere. Det blev nævnt, hvor mange der havde mistet deres job i den forbindelse, og efter min mening fremstod hovedpersonen som en hård hund. Vi havde opført os helt ukritisk, mente klageren, der selv havde været ansat i virksomheden. Han syntes, at vi burde været gået ind i selve sagen og i detaljer have beskrevet de voldsomme omvæltninger, virksomheden havde været udsat for, efter at den nye direktør kom til. Vi burde også have bragt de fyrede medarbejderes udlægning af forløbet, mente han. Klageren har ret i, at en traditionel nyhedsartikel skal gengive alle parters synspunkter, og det er desværre nemt at finde eksempler i danske medier på erhvervsportrætter, hvor man falder på halen for toplederne. Men jeg er uenig i, at vores artikel tilhørte den kategori. Et portræt er i sagens natur centreret om en person, men journalisten skal have researchet grundigt, så man kan stille de rigtige, kritiske spørgsmål. Om man ligefrem skal have gjort forarbejdet så godt, at man kender alle svarene på forhånd, er måske at stramme den, men hjemmearbejdet skal være i orden. DET VAR DET efter min vurdering også i det aktuelle tilfælde, og det ligger i øvrigt uden for rammerne af et portrætinterview at bore sig ned i en bestemt sag og beskrive den fra alle vinkler. Det er meget muligt, at det bør gøres, og at det er en forsømmelse, hvis avisen ikke har skrevet om en bestemt sag, men det burde i så fald være sket i almindelige nyhedsartikler. Klageren fik selvfølgelig at vide, at vi meget gerne ville rette eventuelle faktuelle fejl. Lad mig nævne et andet eksempel: fødselsdagsportrætter på navnesiderne. For dem gælder der selvfølgelig præcis samme kriterier som for al anden journalistik i avisen: De skal være kritiske og også nævne de sider af karrieren, som fødselsdagsbarnet ikke er så stolt af. Men vi skal også respektere genrerne, og hvis vi kan påvise, at en bankdirektør har taget af kassen, skal den nyhed ikke lanceres i et fødselsdagsportræt. Sagen har forhåbentlig rullet forinden, eller også skal den have sin selvstændige dækning. SIDSTE ÅR blev Politiken ligefrem indklaget for Pressenævnet for noget, vi havde undladt at bringe: Avisen havde afslået en kronik med en alternativ teori om angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Nævnet afviste først kronikørens klage som åbenbart grundløs. Avisen vælger selv, hvad den vil bringe, lød begrundelsen. Hvorefter klageren fik sagen optaget, fordi han mere generelt mente, at »Politiken har undladt at orientere den danske befolkning om vigtige faktuelle forhold omkring sammenstyrtningen af World Trade Center. Sagsforløbet omkring afvisningen af klagers kronik viser, at denne undladelse ikke skyldtes uvidenhed på Politikens redaktion, men et bevidst redaktionelt valg«. Sådan lød klagerens begrundelse ifølge Pressenævnets referat. Avisen pegede til gengæld på, at klagerens synspunkter om katastrofen havde været beskrevet i avisen sammen med andre konspirationsteorier om begivenhederne 11. september. Pressenævnet gav Politiken medhold. Der står ganske vist i de presseetiske regler, at »under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden«, men nævnet mente ikke, at avisen havde holdt vigtige oplysninger tilbage. SKAL JEG til gengæld tage et eksempel, hvor vi efter min opfattelse forsømte at bringe en vigtig oplysning, kan jeg nævne en artikel på politiken. dk i onsdags, hvor vi skrev om de politiske partiers brug af sociale medier. Vi brugte en ekspert, der blev præsenteret som direktør for firmaet Komfo, »der siden 2007 har arbejdet for en række virksomheder og organisationer med at være til stede på Facebook og andre sociale medier«. Han vurderede, at Lars Løkke Rasmussen ( V) er helt upersonlig på Facebook, hvorimod oppositionen gør det virkelig godt. Det er rigtigt, som vi skrev, at Komfo arbejder for en række store virksomheder, og der er næppe tvivl om, at det er kompetente folk. Jeg kan også sagtens forestille mig, at deres analyse, som udnævner oppositionen som bedst på Facebook, er både saglig og nøgtern. Men vi burde afgjort have fortalt læserne, at man blandt de virksomheder og organisationer, Komfo arbejder for, finder - Socialdemokraterne. bjarne.schilling@pol.dk