»Åh, nej. Ikke hende igen«. »Juhu. Tak Politiken«. Artiklen om den amerikanske sanger Britney Spears i Magasinet søndag 13. januar har fået nogle læsere op af stolene – og andre til at rive sig i håret. Nogle kan slet ikke få nok. Andre har for længst fået nok. Magasinets redaktør Julie Bondo Gravesen begrundede artiklen i sin faste klumme: »Vi fortæller historien om Spears’ nedtur, fordi den er lige så typisk for underholdningsbranchen, som den er tragisk«. Politikens redaktionelle princip er, at vi kan fortælle om alt fra rockere til duksedrenge, fra dronninger til poptøser og fra henrettelser til bønnemøder. Det afgørende er måden. Afdækkes der problemer, holder vi etisk tungen lige i munden og sættes tingene i perspektiv? Mere kyniske sjæle i ugepressen vil sige, at Politikens duksedrenge kun tør sælge aviser på de slibrige detaljer om poptøserne, når vi kan citere en magister eller en rapport. Ikke i søndags. I Ole Rasmussens ’Sket i ugen’ kunne man uden skyggen af en magister finde ud af, at Britney Spears inden det sammenbrud, der er årsag til disse ugers mediepostyr, havde kvikket sig op med 20 slankepiller, 18 opkvikkende piller, 18 allergipiller, 12 smertestillende piller, 10 sovepiller, 8 tabletter mod mavesyre, 10 piller mod tømmermænd og seks nervepiller – og skyllet det hele ned med vodka. I Magasinet gik Kim Faber og Jens Lenler sangstjernens liv og karriere grundigt – og af og til skånselsløst – igennem for at finde en forklaring: Hvad er der sket med hende? Britney Spears trænede som ung pige hårdt og målbevidst for at blive popstjerne. Hendes publikum fik noget for billetterne. Da hun brød sammen, var det totalt. Sladderpressens læsere får virkelig noget for pengene. Her er en personlig ulykke, der kan svælges i. Gys. Regnestykket for Politiken i søndags er hurtigt gjort op. Artiklen i Magasinet blev præsenteret på avisens forside med et billede af Britney Spears, da hun var på toppen. Det kunne jeg godt have undværet. Hvis formålet var at få fat i nogle løssalgskøbere, var det forgæves. Rigtige Spears-fans køber ikke Politiken. Det var lidt for meget paparazzi light. Men ellers helt igennem fint arbejde. En læser – selv skuespiller – får ordet: »Hvad angår Britney, så trængte vi til at høre den historie, som vi mest har hørt om i sladderpressen, på en mere dybdegående facon med perspektiv. Det syntes jeg bestemt, jeg fik ud af at læse artiklen«. Den interne efterkritik var ikke helt så venlig: »Er det største, vi kan svinge os op til, et halvhjertet Britney Spears afkog?« . Problemerne med Britney Spears og medierne ligger andre steder: for det første at der er flere fotografer og journalister til at dække hendes gøren og laden end til at holde øje med al korruption i hele Vesteuropa, for det andet at hun ikke kan få lov at gå et øjeblik i fred og for det tredje må vi på Politiken erkende, at vi står på skuldrene af de mest blodsugende sladderreportere. Uden dem ingen Britney i Magasinet. Umiddelbart efter hendes sammenbrud skrev Frank S. Baker, der er souschef for nyhedsbureauet Associated Press’ kontor i Los Angeles et internt ’memo’ Nu og i overskuelig fremtid er så godt som alt om Britney stort. Det betyder ikke, at ethvert rygte skal sendes. Men det betyder, at vi holder øje med, hvad andre skriver, og forsøger at få bekræftet de historier, som VI kan stå inde for. Og når vi beslutter, at vi vil skrive noget, skal vi gøre det hurtigt. AP har også besluttet at udvide antallet af »underholdningsreportere« med 22 i år. De skal stationeres i New York, Los Angeles (Hollywood) og London. AP begrunder udvidelsen af stofområdet med, at der er rasende efterspørgsel efter sladder fra radio, tv og blade jorden over. Der skal satses. Så der er godt nyt både for dem, der ikke kan få nok af Spears og andre på underholdningens Olymp, og for dem, der udnytter pressens manglende opmærksomhed til et par fikse numre. For de 20-30 fotografer og lige så mange reportere, der døgnet rundt holder øje med Britneys privatliv, kan jo ikke samtidig kulegrave amerikanske firmaers lukrative kontrakter i Irak eller præsidentkandidaternes sponsorer. Eller – overført til Danmark – Anders Fogh Rasmussens kvaler med en afstemning om euroen. Politiken må som kvalitetsavis hele tiden sørge for at bruge flest kræfter på de væsentlige samfundsproblemer – de kan såmænd også beskrives så kulørt, at Britneys pilleforbrug blegner – og kun lejlighedsvis gå sladderbladene i bedene – på vor egen seriøse vis, forstås. Vi skal også være klare over, at Britney Spears ikke kommer alene. Den journalistiske dækning af intimsfæren har også bredt sig til politik. Et aktuelt eksempel er de intime detaljer, Cécilia Sarkozy disker op med om sin fraskilte mand, Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, i hele tre bøger. Og så er vi ved privatlivets fred. Gælder den også Spears og Sarkozy? Eller er paparazzierne nutidens svar på middelalderens stening? Et journalistisk tommelfingerregel lyder, at den, der inviterer pressen til bryllup, også må regne med at se os ved skilsmissen. Men der er et stykke herfra og til den aften, da en hel skare fotografer omringede den sanseløse poptøs uden for hospitalet og råbte »Britney, se herhen, Britney, se herhen«. Der er et element af stening, når det går ned ad bakke for Britney Spears, Elizabeth Taylor og Nicolas Sarkozy. Den indre svinehund elsker andres ulykke. Gys.