Den kryptiske overskrift hed ’Folk kan godt huske påstanden om lort i fløden, selv om den senere blev dementeret’ og stod på forsiden af kultursektionen 14. juni i år. Man skulle dog ikke ret langt ned i artiklen, før det blev klart, at den ikke handlede om fødevarehygiejne, men om et andet område, hvor man sagtens kan støde på snavs: journalistfagets etik. Overskriften var et citat fra bestyrelsesformanden på det nordsjællandske mejeri Øllingegaard. Hans virksomhed vandt en af de tre sager, i hvilke en og samme journalist på B.T. blev klapset af i Pressenævnet sidste år. Journalisten havde skrevet i sin avis, at fødevarekontrollen havde fundet afføring i mejeriets fløde. Det havde man bare ikke. Man havde fundet såkaldte coliforme bakterier, som findes stort set overalt, og dem havde journalisten forvekslet med de colibakterier, der findes i afføring. Det udløste den eneste kendelse det år, hvor Pressenævnet ikke blot udtalte kritik, men alvorlig kritik. Nævnet påpegede – uden tvivl fuldt korrekt – at det er overordentlig skadeligt for et mejeri at blive hængt ud, som det var sket, og pegede på, at journalisten derfor burde have tjekket sine oplysninger ekstra grundigt. Da det gik op for mig, at artiklen handlede om presseetik snarere end mejeridrift, læste jeg den med stor interesse. Og så var det, jeg undrede mig. For journalisten stod efter min mening i artiklen som eksponent for samtlige dårligdomme, journalistikken slås med: sjusk, unøjagtigheder, bevidst fordrejning – bliv selv ved. Desuden var der ingen tvivl om adressen, da en advokat sagde, at »ethvert fag har sine skiderikker«. Alligevel var han ikke blevet hørt. Vi skrev heller ikke, at vi havde forsøgt at få fat i ham – hvilket vi havde – som det ellers er foreskrevet i vores interne regler. Vores journalist forklarede, hvordan han havde kontaktet de ansvarlige i B.T.s chefredaktion for at få deres kommentarer og desuden gennem nogle dage ihærdigt, men forgæves, havde forsøgt at få fat i B.T.-journalisten. Han var enig i, at der burde have stået, at B.T.-journalisten ikke havde kunnet træffes. Bedst som vi talte, fik jeg en mail fra B.T.-journalisten, som var vred over, at han ikke var kommet til orde. Han havde været på ferie i Spanien og havde fået et chok, da han kom hjem og så sig selv omtalt så forbavsende grimt i vores avis. Han havde ikke fået vores beskeder, hævdede han. Så er det, man skal til at veje for og imod. Selvfølgelig skal folk have lov til at komme til orde, når de kritiseres. Det er et af de fornemste principper i journalistik. Omvendt skal man selvfølgelig ikke kunne lægge en artikel død ved at lade være med at svare – en taktik, som kilder ikke så sjældent forsøger sig med. Hvornår kan en avis offentliggøre en artikel, selv om man ikke har kunnet få fat i den angrebne part? Det er der ikke nogen faste grænser for. Jeg anlagde et skøn, og det lød på, at vi burde have ventet med at trykke artiklen. Set i lyset af den meget voldsomme helsideskritik af en bestemt person – plus mere inde i avisen – og set i forhold til, at der ikke var tale om en nyhedsartikel, som det hastede med at bringe, ville det efter min mening have klædt os at vente eller at have anonymiseret vedkommende. Det skrev jeg dagen efter i ’Fejl og fakta’. Jeg mener stadig, at vi burde have ventet, men Pressenævnet udtalte i denne uge, at Politiken gjorde tilstrækkeligt for at få den angrebne part i tale, og at offentliggørelsen derfor var i orden. Avisen overholdt de presseetiske regler til punkt og prikke, afgjorde nævnet i en sag, hvor B.T.-journalisten for en gangs skyld var i klagerens rolle. En særdeles tilfredsstillende afgørelse for vores avis. Da jeg fik nævnets afgørelse, skrev jeg med det samme til vores journalist på artiklen, at jeg tydeligvis havde været for flink ved B.T.-journalisten. Det er slet ikke til diskussion, at vores journalist havde gjort præcis, som han skulle. Det ligger også fast, at Politikens chefredaktion havde ret, da den bakkede ham op. Desuden siger det sig selv, at Politikens journalister og redaktionen i øvrigt skal rette sig efter de presseetiske regler og vores interne bestemmelser, og at de ikke skal styre efter Læsernes Redaktørs meninger om etik og hans subjektive vurderinger. På den anden side er det min pligt at anlægge et skøn, uafhængigt af mine tidligere kolleger og af chefredaktionen, og det gjorde jeg. Jeg vil oven i købet gå længere og hævde, at vi bør skærpe vores interne regler, så vi på endnu et område går videre, end de presseetiske regler kræver. Vi bør i særlige tilfælde vente med artikler, hvor vi endnu ikke har talt med den angrebne part. Vi har allerede strammere regler på nogle områder – for eksempel, når det gælder at nævne navne på sigtede, tiltalte og dømte, hvor vi er langt mere tilbageholdende, end de officielle presseetiske regler kræver. Det er umuligt at definere, hvornår det trods alt er tid til at trykke en artikel, men spørger man mig, kunne vi sagtens have en regel, som siger, at vi i helt særlige sager, hvor en enkelt person angribes i meget hårde vendinger, hvor vi ikke har fuld sikkerhed for, at vedkommende er klar over, at han eller hun bliver kritiseret, og hvor artiklen ikke er af hastende karakter – da klapper vi hesten i længere tid end normalt. Hvor længe det er, aner jeg ikke. Jeg ved godt, at mit forslag vil få mange på redaktionen til at mene, at jeg må have drukket fløde med bæ – eller noget stærkere. Men det er nu engang Læsernes Redaktørs pligt at være et etisk pylrehoved. bjarne.schilling@pol.dkPressenævnets kendelse i klagesagen mod Politiken findes på www.pressenaevnet.dk