JEG TROEDE ikke mine egne øjne, da jeg forleden aften sad i min sofa og så et politisk drama udspille sig på tv. Jeg troede, at der trods alt eksisterede en vis grad af fairness - at toppolitikere også havde en snert af samvittighed - men det løb mig koldt ned ad ryggen, da det gik op for mig, hvad der er foregået: En regeringschef forsøgte helt bevidst at påføre det største oppositionsparti så stor skade, at det ville tabe det kommende valg. Hvordan kan man lede et land, hvis man har en så anløben moral? Hvis det så endda var foregået i fuld offentlighed, havde det været til at holde ud - så havde den angrebne part i hvert fald kunnet forsvare sig, som vi plejer at gøre i et demokrati. Men det hele skete i det skjulte, og regeringschefen sørgede selvfølgelig for ikke selv at få beskidte hænder. For ikke at blive involveret betjente han sig hele tiden af hjælpere, der tydeligvis var eksperter i politiske svinestreger. Da pressen omsider fik færten af historien og det viste sig, at skandalen trak tråde helt op til regeringschefen, prøvede han at tale udenom for at dække over sagen. Samtidig løj alle de andre implicerede, alt hvad remmer og tøj kunne holde. ' Alle præsidentens mænd' er en fremragende film. JEG KØBTE den på dvd, fordi jeg fik lyst til at se den igen efter at have set filmplakaten hænge i journalisten Katrine Fønsmarks køkken - tror jeg, det var - i tv-serien ' Borgen'. Watergateskandalen i USA er stadig et skoleeksempel på, hvordan man saboterer demokratiet. Efter at have forsøgt at dække over det hele - aflytningen af demokraternes partikontor var langtfra den eneste svinestreg, for man var også leveringsdygtig i valgsabotage, almindelig chikane og bestikkelse - blev præsident Nixon i 1974 tvunget til at træde tilbage, da det trak op til en rigsretssag. Hvorefter han blev benådet af sin efterfølger, Gerald Ford. Lige så anstrengt mit forhold er til den lovlig karikerede Katrine Fønsmark, lige så meget holder jeg af at opleve Robert Redford som Bob Woodward og Dustin Hoffman som kollegaen Carl Bernstein i Alan J. Pakulas film fra 1976. Jason Robards' præstation som deres chefredaktør på The Washington Post, Ben Bradlee, er også i verdensklasse. Han er tydeligvis fra en tid, da redaktører var brøleaber. Det er de ikke længere i virkelighedens verden. I hvert fald ville jeg anbefale Katrine Fønsmarks chef, Torben Friis, at ændre sin stil ganske eftertrykkeligt, hvis han skulle arbejde på Politiken. EFTER AT have fulgt den politiske debat i den forløbne uge, er det dog gået op for mig, hvad der især tiltaler mig ved ' Alle præsidentens mænd': det totale fravær af spindoktorer. Og at man ikke rutter med kildebeskyttelsen, men til gengæld holder den, når den er udstedt. Woodward får oplysninger af en anonym kilde nede i en parkeringskælder, men det er en såkaldt whistleblower, der letter sin samvittighed, og som er anonym for at beskytte sig selv - ikke for at beskytte sin arbejdsgiver. Den hemmelige kilde, ' Deep Throat', viste sig 31 år senere at være den senere FBI-vicedirektør Mark Felt, som selv gik til bekendelse. VI VED IKKE, hvad der er foregået i den danske udgave af Watergateskandalen, skattesagen. Det skal en undersøgelse som bekendt vise, og mens vi venter på den, kan vi glæde os over, at sagen allerede har haft den gavnlige virkning, at spindoktorernes rolle bliver diskuteret, og at vi får en stærkt relevant debat om, hvorvidt de overhovedet skal kunne nyde kildebeskyttelse. Vi journalister bør efter min mening allerede have lært en lektie: Vi skal ikke udstede løfter om kildebeskyttelse rent automatisk. Har vi et forhold til en kilde - en spindoktor - hvor det ligger i luften, at vedkommende nyder ubetinget kildebeskyttelse, bør man overveje, om man ikke er kommet for tæt på hinanden, og sørge for at få rene linjer. Omvendt må man ikke være for fintfølende: Der kommer værdifuld journalistik ud af, at man kan tale til baggrund. Det har man altid kunnet på Christiansborg. Forskellen er, at politikerne i gamle dage selv måtte sværte deres politiske modstandere til - i dag har de folk til det. For professionelle journalister bør det være ren rutine at gennemskue spindoktorernes motiver - den side af sagen er jeg ikke bekymret for. Derimod er jeg blevet endnu mere bekymret over selve det filter, som spindoktorerne udgør, og helt galt bliver det, hvis de selv fører politik. Desuden er det mig en gåde, hvorfor skatteborgerne skal betale en voksende gruppe mennesker toplønninger for at sørge for, at de politikere, befolkningen har valgt, tager sig geniale ud. Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg ved godt, at antallet af medier betyder, at man er nødt til at have en form for ' pressehåndtering' - jeg bryder mig meget lidt om ordet - så alle så vidt muligt kan komme til, men det er vel en sekretæropgave? Apropos ' Borgen' bringer fagbladet Journalisten i sin seneste udgave et interview med Claes Fürstenberg, som har været avisen Sydsvenskans korrespondent i København. Han siger om danske og svenske journalister, at: »Der er én stor forskel. Danske medier er besatte af politik. Der kan være 10 sider om politik i en almindelig udgave af Berlingske, og så udgiver man en hel sektion - Politiko - oveni. Bagefter tager man hjem og slapper af med at se ' Borgen', inden man lige zapper over på TV 2 News for at få det sidste med«. Han minder også om de mange klummer, kommentarer og læserbreve med politisk indhold. Claes Fürstenberg henviser i sit svar til Berlingske, fordi han har haft sit kontor på avisen, men også i Politiken fylder det politiske stof meget - sikkert kolossalt meget efter svensk standard. Men jeg kan ikke mindes at have fået en eneste klage over, at det fylder for meget. Hvilket er glædeligt, for jeg kan allerede nu oplyse, at vores dækning af undersøgelsen af skattesagen kommer til at fylde ikke så lidt. bjarne. schilling@pol.dk