Politiken fører kampagne mod folkekirken . Politiken skyr hverken fordrejninger, overdrivelser eller utroværdige undersøgelser i sin kamp for at komme folkekirken til livs. Sådan lyder en situationsrapport baseret på mail til Politikens journalist Anne M. Sørensen, til Læsernes Redaktør og – ikke mindst – Dansk Kirketidende og Præsteforeningens Blad. Det er ikke sikkert, alle læsere kan huske det, men kirkefolkets vrede og bekymring er udløst af en serie artikler om kvindelige præsters forhold. Så for en sikkerheds skyld repeterer vi lige nogle hovedtal: Politiken spurgte i december 2007 929 kvindelige præster, og 470 svarede. Det giver en svarprocent på 51. 40,3 procent af de kvindelige præster havde flere gange hørt en mandlig kollega give udtryk for, at kvinder ikke bør være præster. 18,2 procent havde kun hørt det en enkelt gang. I alt 58,5 procent. Undersøgelsen viste også, at 17,7 procent ikke mener, at der er reel ligestilling i folkekirken . De 17,7 procent føler sig diskrimineret af mandlige kolleger, menighedsråd eller af andre ansatte. Ideen til undersøgelsen og artikelserien blev født under folketingsvalget, da Enhedslistens kandidat Asmaa Abdol-Hamid blev voldsomt kritiseret, fordi hun ikke ville give mænd hånden. Nå, tænkte et redaktionsmøde. Sådan er det da vist også i den danske folkekirke. Er der ikke noget med, at mandlige præster ikke behøver give kvindelige kolleger hånden ved ordination i Viborg Stift? Politikens artikler gav genlyd i medierne og i kirken, og landets biskopper besluttede 3. januar at foretage deres egen undersøgelse af problemet med kønsdiskriminering. Inden havde Viborgs biskop, Karsten Nissen, dog sendt en mail til sine ni kolleger, hvor han havde fået tallene fra Politikens undersøgelse galt i halsen. Som biskoppen udlagde tallene, var det ikke 17,7 procent af de kvindelige præster, der følte sig diskrimineret, men derimod 60 procent af 17,7 procent. Den kreative udlægning af undersøgelsen, hvor Politiken naturligvis straks stillede nøgletallene til hans rådighed, spøger stadig. På Roskilde Stifts hjemmeside skrev sognepræst Helle Poulsen 14. januar, at »Politiken har siden indrømmet, at de 60 procent var skudt over målet. Det var 60 procent af 17 procent, der havde mødt det synspunkt – ikke kun hos præster, men også hos andre – at deres køn måske var en hindring«. Cand.theol. Knud W. Skov har klaget til Pressenævnet og skrev bl.a. til Politiken: »Det angivne tal bruges til at sværte modstandere af kvindelige præster blandt mandlige præster til. Ikke desto mindre er undersøgelsen dels baseret på anonyme kilder og anonyme hændelser, dels er der intet gjort for at underbygge de særdeles negative og ’ry og rygte’-skadende udsagn«. I Præsteforeningens Blad 25. januar skriver sognepræst Else Hviid om »den slet skjulte hensigt, nemlig at bruge artikelserien som argument for en adskillelse af stat og kirke«. I februarnummeret af Præsteforeningens Blad fortsætter sognepræst Anne-Mette Gravgaard: »Skulle nogen være i tvivl, så se avisens opfølgende, nøje udvalgte, beskårne og problematiserende læserbreve og chefredaktørens leder, der konkluderede, at med et sådan roderi i egne rækker måtte kirke og stat skilles ad«. Flere præster mener, at Politikens journalister blot gør det ’beskidte arbejde’ for chefredaktør Tøger Seidenfaden. Anne M. Sørensen skrev 5. januar en lille nyhedsanalyse, og det fik straks Jens Bach Pedersen til at skrive en mail med kopi til Læsernes Redaktør: »Jeg kan ikke lade være at spørge mig selv, om din nyhedsanalyse i lørdags var skrevet med ført hånd af chefredaktøren«. Henrik Højlund meldte i en mail, at »jeg vil vædde en månedsløn på, at uendelig lidt af det (chikanen, red.) har hold i virkeligheden«. I Dansk Kirketidende skriver universitetslektor Hans Hauge, at »jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor bisper og præster, i stedet for at tage kampen op mod ateismen, er hoppet på den kampagne, som ’Politiken’ har sat i gang om mobning af præster«. »Når ’Politiken’ har lavet den historie om mobning af præster, er det jo ikke af hensyn til præsterne. Det er alene for at få folkekirken nedlagt«. Se, det er jo en alvorlig anklage. Når Politikens journalister afdækker et eller andet misforhold i samfundet, er de ligeglade med de mennesker, det går ud over. De er sendt i byen, så chefredaktør Tøger Seidenfaden kan få argumenter til sine ledere – her om at adskille stat og kirke. Tilskyndet af de mange vrede breve har jeg fulgt artikelserien nøje. Den er udsprunget af en ide på indlandsredaktionen, undersøgelsen er lavet ordentligt, og der blev gjort grundigt rede for metoder og tal den dag, den første artikel blev bragt. Selv om Tøger Seidenfaden er ansvarshavende og administrerende chefredaktør, har han, så vidt jeg kan finde ud af, hverken set eller hørt om undersøgelsen, før den stod på forsiden 27. december. På den måde er satsningen typisk. En eller flere journalister får en idé, bringer den op på et redaktionsmøde, hvor den godkendes – og så går journalist, research, fotograf og andre implicerede i gang. Så, nej, det er ikke et komplot anstiftet af chefredaktøren. Jeg kan heller ikke se, hvorfor folkekirken ikke selv skulle kunne løse det konkrete problem med mobning af kvindelige præster, artiklerne påpegede. Er det virkelig liv eller død for den kristne forkyndelse i en protestantisk dansk folkekirke? Derimod kan jeg se, at grundig og ordentlig journalistik er ubekvem. Sådan bør det også være.