SOM REGEL er Politiken en del af den fjerde statsmagt: Vi holder øje med Politiets Efterretningstjeneste, brudte løfter om kræftbehandling og S-togenes forsinkelser. Koste hvad det vil. Men det sker, at Politiken eller dele af den koncern, der udgiver avisen, selv er i nyhedsstrømmen. Vel at mærke i andre medier. Så længe det drejer sig om meninger – tag bare Muhammedtegningerne – er der højt til loftet. Kritik og diskussion er velkommen. Chefredaktør Tøger Seidenfaden tager gerne en dyst i spalterne eller tv. Som det også bør være i en avis, der vil være det centrale forum i den danske debat. Men når der fyres journalister eller kommer tv-indslag om avisbudenes løn, ændres spillereglerne. For det første blandt læserne. Jeg tager næppe fejl, når jeg tror, at læserne lægger lidt til eller trækker lidt fra, når Politiken beretter om egne planer eller andre selskaber i koncernen. Læserne regner ikke med, at vi er helt så upartiske som ellers. Helt ude i skoven er det ikke. Når en af koncernens aviser skifter leder, står de første rygter ikke i dem. For det andet blandt journalisterne. Min fornemmelse efter mere end 25 år på avisen er, at alle ord vejes mere omhyggeligt end ellers, når vi skriver om os selv. SOM LÆSERNES Redaktør mener jeg, at vi har – tag for eksempel artiklen 22. februar om uroen i bestyrelsen – forbedret os. Jeg mener også, at vi for at forbedre troværdigheden bør gå et par skridt længere. Politiken har som første danske avis indført selvkritik: Fejl bliver rettet og misforståelser præciseret – uanset hvad de implicerede på redaktionen måtte mene om det. Som regel synes de, det er yderst ubehageligt. Derfor bør Politiken også gå i spidsen med åbenhed, når det drejer sig om sager, avisen med eller uden egen skyld er indblandet i. To vidt forskellige eksempler fra de seneste uger: Fogedforbuddet mod fildelingssitet Pirate Bay og de rumænske avisbude. Politikens redaktion havde hverken noget med Pirate Bay eller budene at gøre. Men når der mumles Politikens Hus eller JP/Politiken, bliver navnet Politiken hængende i folks bevidsthed. Det er et stærkt brand. I begge tilfælde havde ikke bare avisen, men også koncernen – i hvert fald set fra mit skrivebord – rent mel i posen. Spørgsmålet er alligevel, om vi gør nok for troværdigheden. Om det er nemt nok for læserne at gennemskue, hvad der foregår. Først sagen om Pirate Bay. Klikker man sig ind på www.thepiratebay.org, kan man uden videre finde masser af musik og film, som man kan overføre til sin egen computer og spille i hjemmekoncertsalen eller hjemmebiografen. Uden at betale en krone til forfattere, komponister, pladeselskaber, sangere og forlag. Så det er ulovligt. Pirate Bay, der åbent vedkender sig at bryde alle regler om copyright, er meget populær. Millioner og atter millioner har via Pirate Bay lavet deres egne musik- og filmsamlinger. I Danmark er det lykkedes film-, video- og bogbranchen at få nedlagt fogedforbud mod Pirate Bay. Firmaet DMT2 A/S, der gav sine kunder adgang til Pirate Bay, blev 5. februar af Retten på Frederiksberg pålagt at »foretage de nødvendige skridt, der er egnede til at forhindre adgangen for DMT2 A/S’ kunder til Internet-hjemmesiden thepiratebay.org og dertil hørende undersider og subdomæner«. Et af 46 foretagender, der i fogedretten krævede Pirate Bay stoppet, er ifølge dommen JP/Politikens Hus A/S. Det stod der ikke noget om, da politiken.dk skrev om sagen 4. og 5. februar. Det stod der heller ikke noget om i en større baggrundsartikel ’Skal piraterne gå planken ud?’ på kultursiderne fredag 29. februar. Ved begge lejligheder spurgte en læser, hvorfor vi ikke fortalte om Politikens rolle i sagen. Hun havde læst dommen på nettet. NU ER JP/Politikens Hus A/S en koncern med mange datterselskaber. Så det er ikke avisen Politiken, men JP/Politikens Forlagshus A/S, der er med i sagen mod Pirate Bay. Forlaget ønsker at beskytte netudgaverne af sine ordbøger mod piratkopiering. Derfor var det med i sagen. Redaktionen af politiken.dk anede ikke, at JP/Politikens Hus var aktiv part i sagen, og kunne først korrigere en artikel, da den blev opmærksom på det. (I de fleste omtaler af sagen var kun IFPI Danmark – den danske afdeling af den internationale grammofonpladeindustri – nævnt). Journalisten, der skrev baggrundsartiklen, vidste det derimod godt. Han havde læst hele dommen. Men vi burde have nævnt det på samme måde, som det senere skete med røret om de rumænske bladbude, der ifølge et indslag i 21 Søndag på DR 9. marts blev underbetalt. Her var det også et delvis ejet datterselskab, Dansk Avis Omdeling, og det fremgik klart, da sagen blev omtalt. Samme fremgangsmåde bruges af for eksempel ugemagasinet Economist og flere amerikanske aviser. Det synes jeg, redaktionen skal tilstræbe. Når et foretagende i koncernen omtales, bør det fremgå, at Politiken er en del af samme koncern. DET BLIVER vigtigere og vigtigere, fordi mediebranchen selv udbygger med nye områder, og fordi medieforetagender opkøbes af selskaber med mange andre jern i ilden. Et par amerikanske aviser har udvidet denne praksis med aftaler med nogle af deres konkurrenter, så de har ret til at henvise til eller ligefrem bringe konkurrenternes omtale af begivenhederne på deres egne netudgaver. På den måde får deres læsere adgang til – måske – mere upartiske oplysninger, når deres ’egen’ avis er endt i overskrifterne.