ELLER FOR DEN sags skyld ud af tv, radio og internettet. Amerikanske undersøgelser har i flere år vist, at der er fejl i mellem 40 og 60 procent af alle artikler. Uanset om det er små eller store aviser. Uanset om det er i 1930’erne, 1990’erne eller efter årtusindskiftet. Det er ikke meget bedre i tv. 35 procent af indslagene er behæftet med fejl, viste andre undersøgelser i 2004. Internettet har det nemmere, fordi artikler hurtigere kan rettes og aktualiseres. Til gengæld kan førsteførste udgave af en artikel være mere behæftet med fejl end en almindelig avisartikel. De nævnte undersøgelser er lavet af uafhængige forskere. Mediernes egne undersøgelser viser for samme perioder en fejlprocent omkring de 10. Tallene har jeg fra bogen ’Regret the Error – how Media Mistakes Pollute the Press and Imperil Free Speech’ af den canadiske journalist Craig Silverman. Han har studeret fejl og rettelser og grundlagde for få år siden websitet www.RegretTheError.com. Her kan journalister og redaktører læse om nogle af deres værste fejl og få gode råd om, hvordan de undgår dem. Samt en god latter. Andres fejl er altid underholdende. Som i ’Oh Danmark’ på bagsiden af 1. sektion af Politiken hver søndag. Craig Silvermans grundopfattelse er, at medierne lever af tillid hos deres brugere, og at de mange fejl er en af de vigtigste grunde til, at både journalisters og nyhedsmediers troværdighed er lav og stadigt faldende. NU SIGES DET ofte – jeg hører det også fra læsere, der klager over fejl – i den danske debat, at journalister ville lave færre fejl, hvis de fik en endnu bedre uddannelse. Hus forbi, siger Scott R. Maier, der er professor i journalistik ved University of Oregon og har lavet en del af de nyeste undersøgelser. Antallet af fejl er ikke faldende, selv om amerikanske aviser gør en hel del for at bekæmpe dem, og selv om gennemsnitsjournalisten af i dag har en bedre uddannelse end for 10 år siden. I de amerikanske undersøgelser har medieforskerne – mange af dem selv tidligere journalister – ikke bare selv læst, set eller hørt for at finde de synlige fejl. De har også systematisk henvendt sig til alle artiklernes/indslagenes kilder for at finde ud af, om navne, fakta og citater er rigtige. JEG ANER IKKE, om det står bedre eller værre til i Danmark. Jeg har ikke hørt om tilsvarende grundige danske undersøgelser. Blandt de undersøgte amerikanske aviser er flere med en ’Læsernes Redaktør’ og daglige rettelsess spalter. De laver tilsyneladende lige så mange fejl som de medier, der ikke har en sådan ’news ombudsman’. Men i det mindste fortæller en spalte som ’Fejl og Fakta’, at den pågældende avis gerne både vil korrigere fejl og øge akkuratessen. I teorien burde det forbedre tilliden hos læserne/seerne/lytterne. At dømme efter det kæmpemateriale, Craig Silverman har samlet, er det desværre ikke tilfældet. Samtidig er de trykte aviser nemlig i krise, og mange redaktører sparer også på kvalitetskontrollen for at få budgetterne til at hænge sammen. Der bruges færre kræfter på tekstredigering, på faktakontrol og på korrektur. Dertil kommer det fænomen, at falske oplysninger bl.a. takket være internettet – men ikke udelukkende derfor – rejser hurtigere end nogensinde. Der er større input af fejl. Endelig har mange seriøse uge- og månedsmagasiner, der tidligere havde hele afdelinger til at kontrollere fakta, indskrænket faktakontrollen. Disse magasiner er vigtige kilder for mange journalister. Så Craig Silverman, der må være verdens førende ekspert i fejl i medierne, er alt andet end optimist: »Pressens nuværende fejlniveau er uacceptabelt. Måske endnu vigtigere: de fleste fejl rettes slet ikke«. DER KAN RETTES op på det. Vigtigst er at tænke anderledes. »Det eneste kostbare ved nøjagtighed er det, der sker med journalistikken, når vi ikke tænker på den«, skriver han. Det begynder med en beslutning om at opprioritere kampen mod fejl og fortsætter med retningslinjer, daglige rutiner og tekniske hjælpemidler – som for eksempel stavekontrol. Alle nyansatte på aviserne bør trænes i at bekæmpe fejl. Stavekontrol, der dog alle overser bestemte typer fejl, er obligatoriske på de fleste medier. Men der bør tilføjes en procedure, hvor alle navne, tal og andre konkrete fakta kontrolleres. Først da må manuskriptet afleveres. Funktionen ’Læsernes Redaktør’ skal systematisk kortlægge fejltyper, så de hyppigste og største fejl bekæmpes først. Der findes også efterhånden mange – desværre kostbare – computerprogrammer, der kan identificere afskrift og forskellige typer systematiske fejl. Medierne kan også, skriver Craig Silverman, gå en helt anden vej og kalde internettet og dets brugere til hjælp. Det går ud på åben research, hvor netlæsere bliver bedt om hjælp med kilder, ideer, fakta og vinkler. På den måde kan mange fejl fanges i opløbet. Læsernes Redaktør på Politiken tager faktisk læserne til hjælp. De mailer og ringer. Rettelserne kommer dog først, når avisen er trykt. Ideen er at fange dem inden. Forhåndskontrol i stedet for rettelser. Jeg har dog endnu ikke set et ordentligt bud på, hvordan man kan bede netoffentligheden om hjælp til en solohistorie. Men vi kunne måske trække bedre på kilderne og ikke nøjes med at sende citater til godkendelse. Eventuelt få stablet et panel af ekspertlæsere på benene. I første omgang må vi gøre noget ved rutinerne. Al det fejlpjaskeri må stoppes