På nyhedsmedierne, også Politiken, frygter vi højsommeren. Agurketiden kaldes de fire-fem uger, da faconen, længden og smagen på årets agurkehøst er – eller rettere var – landets vigtigste samtaleemne. Naturligvis er det historisk. I vore dage er der friske agurker hele året. Så Nudansk Ordbog går lige til biddet i sin definition af agurketid: »En periode i løbet af sommeren, hvor institutioner, som for eksempel Folketinget, har ferie, og hvor aviserne derfor har sværere ved at finde nyheder at skrive om«. Nu er der, som professor Erling Bjøl engang har påpeget, »nyheder, hvor der er journalister«. Så det er vigtigt at tilføje, at i agurketiden kan der sådan set ske meget. Der er bare ikke nogen til at berette om det. Journalister holder også ferie. Men ellers har ordbogen ret. Der er færre teater- og filmpremierer, der udkommer færre bøger, interesseorganisationerne kører i sommergear og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) holder – i år dog kun næsten – mund hele sin ferie. Læserne, seerne og lytterne har forstået situationen. Alle medier – også de ellers stadigt mere populære netaviser – har et såkaldt sommerdyk. Færre abonnenter, færre seere og færre klikkere. Nogle af gratismedierne har taget den fulde konsekvens og holder sommerlukket. Lige fra Nyhedsavisen til Dagens Medicin. Politiken skærer også ned til en hverdagsavis på 12-14 sider i hver sektion. Men var der så noget at skrive om i sommer? Fik I abonnenter på Politiken noget for jeres penge? Et modtræk mod agurker og feriebemanding er serier. Artikler der er lavet på forhånd og ligger klar. I juli i år skulle der, siger indblikschef Jacob Fuglsang, kun være sommerserier, der også kunne være trykt på andre årstider. De skulle have det, vi kalder en ’journalistisk begrundelse’. Det var serier om Folkekirkens økonomi, kvindehandel, danske udvandrere og om danske strande. Især kirkens penge skabte debat. Men der var også på forsiderne i juli nyheder og tendenser, der udviklede sig til serier i kraft af deres væsentlighed: Det stod allerførst i juli for alvor klart, at dansk økonomi er på vej ind i en krise. Den danske udlændingepolitik var første gang på Politikens forside 18. juli og tegner til at blive en vaskeægte politisk krise – både i sagens substans og for flertallet på Christiansborg. Vi er så syge som aldrig før af salmonella, og vi får dårligt kalkunkød, mens Fødevarestyrelsen får dumpekarakter. (I ærlighedens navn skal jeg lige nævne, at familiesammenføringssagen, der er et klassisk Politiken-tema, startede i Berlingske Tidende. Kollegerne, der nu er tilbage i Pilestræde, holdt og holder også godt fast i den.) Dertil kan jeg i flæng nævne Tour de France og doping, diskussionen om OL og menneskerettigheder, masseafslag på prøveløsladelser fra danske fængsler og choktal om faldende tilmelding til danske universiteter. For slet ikke at tale om Roskilde Bank. På udenrigsfronten lykkedes det – vi taler stadig forsideartikler – de serbiske myndigheder at fange Radovan Karadzic, Barack Obama talte i Berlin og en af verdens mest populære politikere, Nelson Mandela, fyldte rundt. Kun den dag, vi bragt et helsidesportræt af cykelholdsejeren Bjarne Riis på forsiden, hørte jeg fra læsere, der godt ville have brugt øjnene på noget andet. Jeg er ikke nogen stor cykelsportsfan, men kan da godt følge begrundelsen for at bringe manden bag et usædvanligt comeback på forsiden et stykke af etapen. Så af en agurketid at være skete der meget, der også i mere pulserende perioder ville have fundet vej til forsiden. På en nyhedstynd dag havde den senest dræbte danske soldat i Afghanistan også fået mere plads på forsiden end henvisningen i toppen 26. juli. Problemet er ikke forsiden, men resten af avisen. Der er ikke mandskab til at få fulgt tilstrækkeligt op og få analyseret i dybden. Man skal være forsigtig med eksempler, men som tidligere krigskorrespondent – jeg har faktisk mødt og talt med ham – på Balkan kunne jeg godt se udlandsredaktionens problemer med at få fulgt Karadzic ordentligt til dørs. Jacob Fuglsang kan dog kun komme i tanke om én dag, da det virkelig kneb at få fyldt siderne i 1. sektion. Skal vi skære avisen yderligere ned? Kun en sektion på 12-14-16 sider? Så ville bemandingen per side være normal. Nej, mener både Jacob Fuglsang og chefredaktør Stig Ørskov. To slanke sektioner, hvor de forskellige stofområder kan få en ordentlig præsentation, er Politiken i det rette sommerlette udstyr. Tanken om en ægte sommerpause, hvor politiken.dk kan fylde hullet ud, afviser de blankt. »Verden går ikke i stå om sommeren, fordi en stor del af danskerne holder ferie«, siger Stig Ørskov. »Det kan man også se af julis forsider«. Politikens chefredaktør er meget tilfreds med, at avisen har vendt de mere underholdende sommerserier ryggen: »Det er en vrangforestilling, at læserne kun vil underholdes, når de har fri. De vil også gerne have substans – noget at tale om og tænke over«. »Men vi skal da her på Politiken overveje, om vi går for langt ned i gear med bemandingen om sommeren. Denne juli har jo vist, at når der er journalister, så er der også nyheder – og hvad de fører med sig af baggrund, interview og analyser«. »Berlingske Tidendes afsløring af vejledningsproblemerne i Udlændingeservice og den efterfølgende dækning i de øvrige medier er et lærestykke i, hvad der sker, når journalister går bag om det politiske spil og dykker ned i virkeligheden. Og det kan man gøre på alle årstider«, siger altså chefredaktøren. Fra min helt egen afdeling, Fejl og Fakta, kan jeg sige, at det har været en travl sommer. Mange dage har jeg måttet skubbe rettelser og præciseringer, fordi der ikke var plads nok. Agurketiden gælder ikke for fejl i avisen. Desværre.