Det kan lyde paradoksalt. Der findes nemlig ikke større anarkister og regelhadere end journalister: Men medierne er den drivende kraft bag det fortsatte regeltyranni i Danmark. Bag hver eneste ny regel står en eller flere journalister, der har beskæftiget sig med for eksempel sikkerhed på arbejdspladserne eller politiets manglende jagt på bilister, der taler i mobiltelefon. Det er medierne, altså os, der kræver flere og skrappere regler. Skatteminister Kristian Jensen (V) var nylig inde på det i et interview med Politiken. Hvad sker der, når medierne rejser konkrete sager, eller oppositionen stiller spørgsmål i Folketinget? »Som politikere tror vi, at vi kan beskytte os mod kritik, hvis vi kan pege på en regel og sige, jamen vi har gjort noget. I virkeligheden ved vi godt, det ikke hjælper«. Han mener også, at »vi har overbebyrdet kommunerne, de enkelte arbejdspladser i skolerne, hjemmeplejen og på plejehjemmene med unødigt arbejde«. Sagde altså skatteministeren. Nu har en minister i en regering, der gjorde det til hovedopgave at få ryddet op i overflødige regler, naturligvis et forklaringsproblem. Hvordan stemmer den politik med, at VK-regeringen 2007 satte dansk rekord i disciplinen 'nye love og bekendtgørelser'? 1.854 blev det til. Men manden har ret. Verden over vindes der fornemme journalistpriser ved at grave i ministres og ministeriers forsømmelser, og de fører som regel til, at »der bliver grebet ind«. Indgreb kommer tit i skikkelse af en lov, måske flere bekendtgørelser og vejledninger samt interne regler om, hvordan man følger dem. I det allermindste interne forskrifter efter mottoet: Aldrig mere brand i klasseværelserne på grund af et tændt julelys. Professor Jørgen Grønnegård Christensen, Aarhus Universitet, sagde forleden til Morgenavisen Jyllands-Posten, at »vi siden 2001 har haft en meget rastløs regering, der er voldsomt opsat på at markere handlekraft og vise, at den laver om på tingene. Der skal ikke mange enkeltsager til, før der bliver sat spørgsmålstegn ved, om regler og love ikke skal ændres«. Han har også ret. Det er ikke bare et paradoks. Det er også et dilemma. Pressen er den fjerde statsmagt, og naturligvis skal vi holde øje med, om den udøvende magt (stat, kommuner og alle deres institutioner) holder sine budgetter og udfører sine opgaver. Bag mediernes boren i fejl og mangler ligger en antagelse om, at myndighederne kan tilrettelægge deres arbejde, så der næsten ikke begås fejl. Drømmen om det perfekte samfundsmaskineri. Der findes ikke så små sager, at en ihærdig journalist ikke kan få et af Folketingets 179 medlemmer til i det mindste at spørge til den i et udvalg. Så er sagen straks »rejst politisk«, og overskriften er hjemme. De lidt større giver anledning til »politisk storm«, når den samlede opposition kritiserer regeringsflertallet. Herfra er vejen til en ny regel ikke lang. Tænk bare på det traditionelle spørgsmål på et pressemøde: »Kan ministeren garantere, at - lad os tage et eksempel - dødstallet på de danske veje falder de næste 12 måneder?«. Ingen minister kan garantere ret meget andet end ikrafttrædelsesdatoen for en vedtaget lov. Og så går spillet videre, til der kommer et indgreb. Meningsmålinger viser, at de fleste danskere synes, der er for mange regler, og at politikerne blander sig i for meget. Tro dem ikke. Danskere elsker regler, der får andre til at gå udenfor, når de vil ryge, og forbyder hanegal fra naboernes haver. Jeg kan ikke finde andet svar på både paradokset og dilemmaet end proportionssans. Hvornår er en sag vigtig? Hvad er væsentligt? Tag sagen om telefonrådgivning, danskere og udlændinge kan få i Udlændingeservice. Det lugter af systematisk vildledning, at de ikke kunne få svar på virkningerne af en EU-regel. Vigtigt? Ja. Nye regler? Nej. Udlændingeservice er en statslig myndighed, hvor man kan nøjes med at indskærpe gældende regler. Hvis det er det, der er problemet i sagen. Danskernes forkerte drikke- og spisevaner. Vigtigt? Ja. Nye regler? Ja, det kan I regne med, kære læsere. Der er kø for at få lavet regler - for eksempel om skolemad - og landsdækkende kampagner. Naturligvis findes der regler i forvejen om hygiejne, sundhedsfare og tilsætningsstoffer. Men de gør ikke noget for livvidden. Det er et område, hvor regeringen kan lade, som om den gør noget. Fristet til indgreb er den helt sikkert. Lyt bare til den samlede læge- og sundhedsvidenskab. Problemet er også reelt nok. Vi danskere er for fede og for fulde. Vi ved det, men lytter ikke til vores egen sunde fornuft. Vi journalister ved, at kampagner om flere grøntsager og mere motion ikke virker - eller kun når de grupper, der i forvejen plejer deres sundhed. Alligevel kan jeg ikke forestille mig, at medierne vil holde sig tilbage her. Så i tillæg til proportionssansen skal medierne måske også betjene sig af livserfaring. Skriver vi mod bedre vidende? Forfølger vi sager, som tilhører småtingsafdelingen? Politikerne og deres topembedsmænd behøver ikke være bange for at fjerne regler. Alle journalister og redaktører har et anarkistisk gen, der sikrer bifald - bragende bifald - til en gang bureaukratisk oprydning. Til gengæld kan de også regne med, at kravet om nye regler, indgreb og kontrol rejses igen og igen. Hellere en for meget end en for lidt. På det punkt kan man regne med pressen.