Hvordan evaluerer man et OL ud over de rent sportslige præstationer? Spørgsmålet trænger sig på efter afholdelsen af denne mega-sportsbegivenhed i et værtsland, der ikke ligner de sædvanlige værtslande for den olympiske kappestrid. Kom dækningen i tilstrækkeligt omfang til at tage de emner med, som det officielle Kina ikke bryder sig om at få omtalt? Politikens dækning i perioden 1. til 25. august rummer 19 artikler, som rummer ordene ’Kina’ og ’menneskerettigheder’ i samme tekst, mens der kun er fire tekster, hvor ordene ’Kina’ og ’ytringsfrihed’ optræder i samme tekst (læserindlæg er ikke taget med). I perioden har Politiken bragt 289 tekster indeholdende ordene ’Beijing’ og ’OL’. Det viser en søgning i avisdatabasen Infomedia. 23 ud af 289 tekster havde de sensitive emner med i vinklingen. Kunne Politikens udsendte hold have gjort noget, der ville have vist en anden statistik end den her nævnte og have leveret andre og mere politisk indignerede overskrifter. Sportskommentator Rasmus Bech vurderer i et tilbageblik: »Det er de bedst organiserede lege nogensinde, og de vil næppe kunne overgås logistisk. Men jeg mener også, der manglede sjæl, ’folkesjæl’. Det er noget uhåndgribeligt, en følelse, en fornemmelse. Som jeg også skrev undervejs, så var det svært at få øje på diktaturstaten. Jeg så den ikke - men jeg hørte om den fra kolleger, der havde overværet, hvordan de kinesiske reporteres bærbare skærme var blevet samlet ind i volleyball-hallen til kontrol. Jeg - og de øvrige fra sportsredaktionen og nettet - var der for at skrive om olympisk sport. Men ikke med lukkede øjne. Vi forsøgte også - i den lette genre, bestemt - at drage dagligdagsoplevelser ind i det skrevne«. Folkesjælen, som Rasmus Bech efterlyser, forsvandt nok ind i det ocean af formalistisk høflighed, som er kendetegnende for kinesisk kultur. Men alligevel: For meget sport, for lidt politik, Rasmus Bech? »Det ville ikke have givet nogen mening for os tre-ugers-udsendte at gå ind i vanskelige politiske sager. Det var vi slet ikke udrustet til. Havde vi gjort det, havde vi kun kunnet levere von-hören-sagen - eller hvad det nu hedder. Vi taler ikke kinesisk, de taler ikke engelsk. Vi skulle have arbejdet gennem en tolk, ganske som de faste korrespondenter gør det. Det ville have ført til syltning af alle vore spørgsmål og henvendelser, vi havde aldrig kunnet levere en ordentlig vare«. Hjemvendt fra Beijing måtte sportens minister Brian Mikkelsen indrømme, at hans forsøg på at få det officielle Kina i tale var blevet totalt ignoreret, men betonede så, at han var derovre primært for at støtte de danske idrætsudøvere. På spørgsmålet om, hvorvidt menneskerettighederne i Kina fået det bedre af OL, svarede ministeren: »Man kan ikke konkludere noget endnu. Der har været sager om internetsider, der var lukket og blev genåbnet (...) På den anden side har de mange mediefolk og interessen for Kina forhåbentlig lært kineserne noget om Vesten. Men lad os se, hvad de kinesiske dissidenter siger om et halvt år«. De Paralympiske Lege starter i denne weekend. Kulturministeren vil også her være at finde på en af tilskuerpladserne. Denne gang mener han, at kineserne »ikke kan bruge travlhed og manglende tid som undskyldning for ikke at mødes«, som han udtrykte det. Vi kan kun ønske Brian Mikkelsen held og lykke. Amnesty Internationals danske chef, Lars Normann Jørgensen, var godt tilfreds, da OL var overstået. Til nærværende avis sagde han 28. august: »Det lykkedes faktisk at få gennemført et vellykket OL samtidig med, at det blev almindelig internationalt kendt og anerkendt, at der er store menneskeretsproblemer i Kina. Vi undgik, at OL blev skæmmet af dette her, og - hvad der ville være endnu værre - at nogen havde valgt at boykotte OL på en sådan måde, at den kinesiske befolkning ville føle sig trådt på. Det ville have sendt kineserne i armene på deres ledere«. En interessant pointe, for ikke en eneste tibetaner, systemkritiker eller menneskerettighedsaktivist ville have haft gavn af, at selve OL-afholdelsen var blevet ramt af demonstrationer. Men jeg mener, at Amnestys generalsekretær overser, hvad der skete i ugerne op til OL: at pro-tibetanske aktivister angreb de sportsfolk, der bragte den olympiske fakkel rundt mellem lande og kontinenter. Det var en systematisk planlagt aktion, som fik sit mest dramatiske udtryk i Paris, da en kinesisk sportsudøver i rullestol blev angrebet. Vreden blandt kinesere var massiv, og en fransk ejet supermarkedskæde i Kina blev truet med aktioner. Jo, der var aktioner, der sendte millioner af kinesere i armene på deres ledere, men det skete altså før åbningsceremonien 8. august. Om ytringsfriheden og menneskerettighederne i Kina har fået det bedre eller værre som følge af OL, afhænger af, om man har et her-og-nu perspektiv med fokus på enkeltsager, eller om man tager sig friheden og muligheden til at vurdere Kinas udvikling over en længere tidshorisont. Jeg er helt enig med studievært på P3, Kenneth Karskov, der er B.A. i kinesisk og har boet i Beijing. Han skrev i en klumme i Ekstra Bladet ved legenes slutning: »OL har været med til at forandre Kina for altid. Det har været en gradvis udvikling, som er sket over de seneste 30 år, men OL har været den løftestang, der har givet Kina det sidste nøk. Det er umuligt at vende tilbage til det kommunistiske helvede, som har præget Kinas historie i tresserne og halvfjerdserne. På den led har det været godt for Kina og resten af verden, at der i lidt over to uger har foregået et større sportsstævne i den kinesiske hovedstad«.