Denne forholdsvis korte klumme vil aflive hele to myter. Det er i hvert fald hensigten. Og læsere med et hårdt weekendprogram kan få konklusionerne med det samme: Det passer ikke, at det er de unge journalister – eller ligefrem vores praktikanter – som begår alle fejlene, og det er i høj grad en skrøne, at journalister er bedøvende ligeglade med, om de begår fejl. Man opfatter ikke umiddelbart en avis som en uddannelsesinstitution, men når læserne er stødt på navnene Jens Anton Tingstrøm Klinken, Annelise Hartmann Eskesen, Farzam Abolhosseini, Peter Nicolai Christensen, Frauke Giebner, Laurids Bæk Simonsen, Amalie Kønigsfeldt, Nina Peitersen, Charlotte Mortensen og Mathias Christensen i avisen, var det kommende journalister. De er nu taget tilbage til Journalisthøjskolen, Syddansk Universitet og Roskilde Universitet for at gøre deres uddannelse færdig. Fra i dag vil man i stedet kunne møde Oliver Bærentsen, Gry Pauline Koefoed, Niklas Rehn, Maja L. Maach, Jesper Hvass, Sebastian Goos, Sandra M. Meinecke, Emma Oehlenschläger, Sofie S. Herschend, Lars Just og Lasse Rahbek i den trykte avis og på politiken.dk sammen med vores andre praktikanter, som endnu ikke har haft skiftedag.
Omkring 20 af de cirka 180 redaktionelle medarbejdere på Politiken er under uddannelse. De nye kollegerskal være særdeles velkomne. Jeg havde fornøjelsen af at møde dem forleden og fortælle om mit arbejde, så de er forberedt på, at jeg sender klagemail fra læsere videre og retter, hvis der optræder fejl. Når læserne klager, tager de ofte for givet, at det er yngste mand eller kvinde på redaktionen, der har begået fejlen. Og vel har vi haft praktikanter, der begik mange fejl. Vi har også haft enkelte, der begik forbavsende mange fejl. Men det er bestemt ikke normalbilledet. Hvis man tager i betragtning, at den typiske praktikant leverer meget store mængder stof til avisen, er gruppen ikke overrepræsenteret i min klagestatistik – i hvert fald ikke hvad angår faktuelle fejl. Der er erfarne skribenter, der tager det væsentlig mere afslappet på det felt. Hvad sproget angår, er der derimod en tendens til, at yngre skribenter begår flere fejl. De er som regel ikke så sikre som deres erfarne kolleger – og ofte bruger de også ord, som er ved at skifte betydning. Måske skriver de i en artikel, at »der var gået godt et år«, men af sammenhængen fremgår det, at der endnu ikke var gået et helt år. Så hører jeg med sikkerhed fra ældre læsere, som påpeger, at der skulle have stået ’knap et år’, eftersom ’godt et år’ selvfølgelig betyder mere end et år, og hvad er det dog for noget roderi?
