Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Afgang. Christian Friis Bach valgte at stoppe som udviklingsminister efter skandalen i GGGI.
Foto: MIK ESKESTAD

Afgang. Christian Friis Bach valgte at stoppe som udviklingsminister efter skandalen i GGGI.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Må man optage et interview uden at sige det?

Og må man bruge en kilde, der er uvant med pressen?

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er muligt, at journalister er dårlige til at indrømme fejl. Meget muligt, endda.

Men vi er de rene amatører i forhold til en anden befolkningsgruppe, der også plejer at havne langt nede ad listen i troværdighedsundersøgelser: politikerne.

Jeg kan på stående fod kun huske en enkelt, som på eget initiativ indrømmede at have dummet sig, og han er død: socialdemokraten Erling Olsen, der sluttede sin karriere på fornemste vis som Folketingets formand. Ellers er politikere ufejlbarlige – i hvert fald når de når op på landspolitisk niveau.

Derfor kan det være befriende at møde politikere længere nede i rækkerne, der ikke er blevet trænet i såkaldt pressehåndtering og ikke har en sværm af højt betalte tidligere journalister til at føre ordet for sig, når der skal økonomiseres med sandheden.

En journalist på Politikens netavis havde sådan en politiker i telefonen forleden: Christian Friis Bachs kredsformand i Nordjylland, som oplyste, at den radikale udviklingsminister havde afbrudt en rejse i Mellemøsten for at komme hjem og gå af.

Det var et scoop. Eller eftersom vi med mellemrum bliver kritiseret for at bruge for mange engelske ord: »en særlig opsigtsvækkende artikel, som et nyhedsmedium kommer først med eller er alene om at bringe«, som Den Danske Ordbog forklarer.

Politiken var af gode grunde ikke alene om nyheden særlig længe. Næppe havde den venlige radikale kredsformand lagt på, før han blev kimet ned af journalister fra andre medier.

Og så var det, at det gik op for den lokale politiker, at han havde talt over sig. Hvorefter han benægtede, at der skulle være hold i historien. Det havde Politiken misforstået.

Lige så herligt det er at være den første, der kan bringe nyheden om en ministers snarlige afgang, lige så forfærdeligt er det at blive beskyldt for at lyve om en ministers afgang. Eller at have misforstået noget, hvis vi skal bruge den venlige udlægning. Troværdigheden er det dyrebareste, vi ejer.

For kredsformanden benægtede. Han kunne forstå, at han var blevet citeret for, at ministeren ville gå af, men det havde ingenting på sig.

Det samme sagde ministerens særlige rådgiver i en sms til redaktionen.

Mens kredsformanden kan undskyldes med, at han bare reagerede som en landspolitiker, kan den særlige rådgiver passende skrive 100 gange, at ’jeg må ikke lyve over for pressen’.

Bagefter kan han skamme sig.

Troværdigheden er det dyrebareste, vi ejer

Påstand kom dog ikke til at stå mod påstand ret længe, for journalisten havde optaget sit interview. Og der var intet at være i tvivl om.

Det er sjældent, at lydfilerne bliver lagt på nettet. Det valgte Politiken imidlertid at gøre som dokumentation, og det ser jeg intet problem i – offentligheden har en både stor og berettiget interesse i at kende sandheden, hvis en minister er på vej ud af regeringen.

Efterspillet blev beskrevet af fagbladet Journalisten, hvor kredsformanden fortalte åbenhjertigt om sit sjældne møde med pressen:

»Da den flinke dame fra Politiken ringer mig op, er jeg slet ikke forberedt, og jeg tænker slet ikke på, at interviewet bliver båndet. Det er uvant for mig at blive kontaktet af de store medier i landspolitiske spørgsmål«, sagde han til bladet.

Hvorefter han lavede sin Erling Olsen. Han gjorde oven i købet mere end det: Han indrømmede at have talt usandt. Han sagde også til fagbladet Journalisten, at han havde det dårligt med at have hængt Politikens journalist ud for at lyve, men hvad skulle han have gjort?

Han kritiserede dog samtidig, at han ikke fik at vide, at interviewet blev optaget.

Sagen rejser to presseetiske spørgsmål: Er det i orden at optage et interview uden at orientere kilden om det, og er det i det hele taget i orden at bruge en kilde, der må være uvant med at tale med pressen?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Poltikens Mie Raatz interviewer kredsformand Hans Jørgen Nygaard. Kilde: Politiken.tv

Det første spørgsmål afgjorde Pressenævnet allerede i 2005 med en kendelse om, at eftersom »en båndoptager i dag anses for et almindeligt journalistisk arbejdsredskab til brug ved telefoninterview, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at interviewet (...) blev optaget på bånd, uden at journalisten af egen drift gjorde opmærksom på det«.

Det er i kildernes egen interesse, at citater er præcise. Og kredsformanden fik tydeligt at vide, at hans udtalelser ville blive brugt i en artikel.

Det andet spørgsmål er vanskeligere at besvare, for selvfølgelig må vi ikke udnytte det, hvis kilder er uvante med at tale med medierne. Det fremgår både af de vejledende regler for god presseskik og af Politikens egne etiske regler.

Hos os lyder formuleringen, at vi »viser særligt hensyn til personer, som ikke kan forventes at være klar over konsekvenserne af deres udtalelser, og misbruger ikke deres følelser, uvidenhed eller svigtende dømmekraft«.

Men er man kredsformand i et politisk parti, hører man efter min vurdering til i den kategori, som pressen frit kan bruge som kilde. Det må i givet fald være op til partierne at sørge for, at deres tillidsfolk er ordentligt forberedt.

Hvis den flinke dame skulle ringe igen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden