fejldækning. Alt tyder på, at vi blev brugt i magtspillet i Venstre og dermed fik en rolle, vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at undgå.
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

fejldækning. Alt tyder på, at vi blev brugt i magtspillet i Venstre og dermed fik en rolle, vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at undgå.

Læsernes Redaktør

Træd på bremsen

Politikens journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair. Ikke nødvendigvis hurtig.

Læsernes Redaktør

Visse uger er det på det nærmeste umuligt at finde et presseetisk emne at behandle på denne plads. Den forløbne uge tilhørte ikke den kategori.

Chefredaktionen har allerede beklaget de to slemme fejl på vores netavis, der kom til at præge nyhedsdækningen det meste af tirsdagen: At Lars Løkke Rasmussen ville træde tilbage som Venstres formand, og at han pegede på Søren Gade som sin afløser.

Alt tyder på, at vi blev brugt i magtspillet i Venstre og dermed fik en rolle, vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at undgå.

Det er en ringe trøst, at andre medier erfarede det samme som vi.

En ringe trøst var det også, at den trykte avis onsdag ikke var hoppet med på den galej, som vi lokkede netlæserne ud på dybt vand med tirsdagen igennem.

Kun At Tænke Sig skilte sig ud som altid, men rent undtagelsesvis på den uheldige måde ved at gøre sig lystig over, at »Inger Støjsender« nægtede at indrømme, at hendes partiformand var gået af: Hun betragtede ham stadig som sin formand, forklarede hun.

Hvis jeg var Inger Støjberg – et tankeeksperiment, jeg ikke tidligere har foretaget – ville jeg få onsdagens ATS sat i en guldramme. Den fortjener mere end bare en tur på køleskabsdøren.

På resten af redaktionen af den trykte avis nåede tvivlen på vores egne to markante netnyheder om Løkkes afgang og hans anbefaling af Søren Gade åbenbart – og heldigvis – at brede sig tirsdag aften, i takt med at hovedbestyrelsesmødet i Venstre trak ud.

Eller også kunne vi bare stadig huske den brøler, vi begik, da vi i vores dækning af kommunal- og regionsrådsvalget i efteråret konkluderede på baggrund af en skrupforkert prognose og lod den fremstå som valgresultatet.

Begge episoder er vanvittigt ærgerlige, fordi de skader vores troværdighed og vidner om svigtende professionalisme i pressede situationer.

En irriterende bivirkning er, at fejlene fjerner opmærksomheden fra resten af vores journalistik.

Indtil det gik så gruelig galt, levede vores dækning af krisen i Venstre efter min vurdering op til den vigtigste sætning i vores etiske regler: Politikens journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair.

Kloge ord, og der er efter min vurdering heller ikke grund til at stramme redaktionens etiske regler, som man i øvrigt kan læse på nettet på adressen pol.dk/874841.

Det var anonyme kilder, der bragte os så alvorligt på afveje, men ansvaret var vores, og brugen af dem er en nødløsning, fremgår det klart:

Politiken bruger som hovedregel kilder, der står frem, for unavngivne kilder mindsker troværdigheden. Som andre medier er Politiken dog af og til afhængig af kilder, der ønsker at optræde anonymt.

Brugen af anonyme kilder bør af troværdighedsgrunde begrænses mest muligt, og vi skal være særlig kritiske over for kilders motiver til at være anonyme.

Umiddelbart lyder det som det eneste rigtige, hvis vi udelukkende brugte navngivne kilder. Men besluttede vi os for det, ville mange vigtige artikler aldrig blive skrevet.

Uden at ændre reglerne kan vi gøre en del for at forhindre fejl af den svære kaliber:

Træd på bremsen. Læserne er ikke nær så optaget af at få nyhederne hurtigt, som vi tror.

Faktisk er de nok stort set ligeglade. Derimod sætter de pris på at kunne stole på oplysningerne.

Tager vi os bedre tid, reducerer det samtidig mængden af stave- og sprogfejl, som irriterer læserne voldsomt.

Vi skal holde op med at være så kategoriske, når vi formulerer de helt korte nyheder på nettet, hvor der står ’breaking’ med gult.

Den medarbejder, der har talt med en kilde – og tjekket sine oplysninger med andre kilder! – skal selv formulere nyheden, så den ikke bliver strammet.

Samtidig skal vi gøre os klart, at der er nyheder, der umuligt kan gengives loyalt og dækkende i fire-fem ord.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Redaktøren eller redaktionssekretæren skal som læsernes repræsentant gå hårdere til journalisterne og sikre sig, at oplysningerne er kontrolleret.

Journalisterne bør langt oftere lægge pres på de anonyme kilder for at få dem til at stå frem – og lykkes det ikke, skal det klart fremgå, hvilken interesse kilderne har i sagen. Det skal vel at mærke ske uden at bryde kildebeskyttelsen, for den kan ikke gradbøjes.

Vi burde desuden fjerne tv-skærmene fra redaktionen – og eftersom det er urealistisk, skal vi i det mindste holde op med at opfatte tv-kanalerne og vores andre konkurrenter som facitlister.

Mange husker nok, hvordan man i skolen af og til skævede over til sin sidemand for at se, hvad hun – det var i givet fald som regel en pige – havde skrevet.

Hvorefter man begyndte at tvivle så voldsomt på sig selv, at man greb ud efter viskelæderet.

Og skrev af, for nu at bruge et grimt udtryk. Men piger, der sidder ved siden af én, kan også tage fejl! Det samme kan ens kolleger og konkurrenter.

For slet ikke at tale om kilderne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce