Københavns Lufthavn ligner en 7-Eleven

Velkommen. Der er trængsel i Københavns Lufthavn i disse dage. Men bydes vores gæster ordentlig velkommen, spørger Lars Hedebo Olsen.
Velkommen. Der er trængsel i Københavns Lufthavn i disse dage. Men bydes vores gæster ordentlig velkommen, spørger Lars Hedebo Olsen.
Lyt til artiklen

De fleste af os kan godt lide at blive taget pænt imod. Mærke, at vi er velkomne, og at værten har forberedt sig på vores besøg. Og de fleste af os kan også godt lide at tage godt imod gæster. Byde dem indenfor i en pæn entré, tage deres overtøj og fortælle dem, at vi har set frem til at se dem. Entreen er jo boligens visitkort. På samme måde er det med en lufthavn. Lufthavnen er ofte det første møde med en ny nation, og selv om man som regel vil hurtigt igennem lufthavnen, betyder dens fremtoning en del. Når man lander i Shanghai, står man pludselig i en hal med masser af luft, lys og kinesisk musik. I Delhi er der lettere kaotisk, og man skal holde på hat og briller for at ikke at blive væk. I London er det effektivt og kønsløst – men med masser af gode muligheder for at få en hurtig sandwich, inden man kaster sig ned i et tog ind mod centrum. I København er det duften af pølser, der vælder en i møde, når man venter ved bagagebåndet. Overalt er der pølsevogne, og skulle nogen have glemt, at vi er et griseproducerende land, så er der næppe nogen tvivl efter et par minutter i Kastrup. I begyndelsen troede jeg, at det var en midlertidig foranstaltning med de pølsevogne, men de er vist gået hen og blevet permanente? Og jeg skal lige understrege, at jeg bestemt ikke har noget imod en hotdog, men jeg fatter ikke, hvad så mange pølsevogne laver i lufthavnen. De stinker jo! Trendmagasinet Monocle udarbejder hvert år en liste over de bedste byer at leve og opholde sig i, og København klarer sig som regel ret godt i det selskab. I 2010 blev den danske hovedstad nummer 2, sidste år nummer 3 og igen i år nummer 3, hvilket er ret godt.

Magasinet har stort set kun ros til København, men har ved flere lejligheder pointeret, at Københavns Lufthavn bevæger sig i en uheldig retning, hvilket er sandt. Butikkerne er for dominerende, og man kan stort ikke sætte sig nogen steder, medmindre det er i forbindelse med et sted, hvor man skal købe noget. Vil man have ro og fred til at læse avisen, må man søge op i en lounge, hvilket desværre kun er for de særlig privilegerede rejsende, og forsøger man at flygte ud til sin gate, kan man nemt risikere, at der heller ikke der er siddepladser – i hvert fald ikke, hvis man flyver med et lavprisselskab. Nu er det ikke sådan, at alting var bedre i gamle dage, men tidligere var det en meget mere rolig og behagelig oplevelse at skulle igennem lufthavnen i København. Der var oven i købet små øer af møbler, hvor man kunne hvile sig og måske få en oplevelse af dansk design på helt nær hold. I dag går man direkte fra security ind i et supermarked, hvor man bliver overdynget med tilbud på Absolut Vodka, Kiehl’s cremer og Anthon Berg-chokolade. Har man ikke lyst til at købe ind, kan man selvfølgelig bare haste gennem butikken, men man har ingen mulighed for at undgå den. Københavns Lufthavn skal selvfølgelig tjene penge, og det er vel derfor, stedet efterhånden ligner en forvokset 7-Eleven-butik. Og lugter ligeså. Og sikkert også derfor, man skal være særdeles ihærdig for at finde et sted, hvor man kan tappe koldt vand i en flaske, hvilket man ellers kan i mange andre lufthavne rundt omkring i verden. Lufthavnen vil hellere have, at vi køber deres vand til en formue i plastikflasker, som vi efterfølgende smider ud – men hvor bæredygtigt er det egentlig? Jeg kan godt forstå, at lufthavnen skal generere et overskud, men kan det ikke gøres med lidt mere stil? Det er selvfølgelig godt, at det er nemt og hurtigt at komme igennem systemet i Kastrup, men behøver det være så grimt? I Amsterdams lufthavn Schiphol kan man gå på museum eller på biblioteket, mens man venter på sit fly. Det er faktisk meget behageligt og et eksempel, som Københavns Lufthavn kunne følge. Hvorfor ikke indrette en lille oase, hvor man dels kan opleve lidt dansk kunst og design, dels kombinere det med et område, hvor man kan sidde i fred. Ja, for min skyld kan man også lave en butik, hvor man kan købe dansk kunst og design, men pointen er egentlig at byde gæsterne på et alternativ til den evindelige shopping. For ligesom vi andre som regel gerne vil have, at vores gæster kommer igen, er det samme nok tilfældet for Københavns Lufthavn. Så skru ned for 7-Eleven-looket, drop pølserne, og giv os lidt fred. Så skal vi nok komme igen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her