Vi har glemt de hiv-smittedes problemer

Familiefar. Ligesom Claus Christensen formår nogle hiv-smittede formår at leve et normalt liv, men mange unge ignorerer faren for at smitte andre igennem ubeskyttet sex.
Familiefar. Ligesom Claus Christensen formår nogle hiv-smittede formår at leve et normalt liv, men mange unge ignorerer faren for at smitte andre igennem ubeskyttet sex.
Lyt til artiklen

Vi mangler information om hiv. Så kort kan det siges. For på trods af at det er de færreste hiv-smittede, der dør af aids, er det stadig ikke en drøm at få hiv. Sygdommen, der især florerer blandt homoseksuelle mænd, er nemlig forbundet med så dårlig karma, at mange bøsser lader være med at fortælle deres omgivelser, at de er smittet. I årevis undlader de at fortælle deres forældre, venner og måske partnere, at de har hiv, og måske først den dag, de er ved at dø, vælger de at komme ud af skabet. Det må de selvfølgelig selv om, men kunne man forestille sig, at folk, der havde fået konstateret kræft eller sklerose, ville lade være med at fortælle om det? Nej. Men sådan er det med hiv. Man går helt stille med det, fortæller det kun til de allernærmeste (hvis nogen overhovedet), og man kunne ikke drømme om at sige til sin chef, at man ikke kommer på job i morgen, fordi man skal til tjek for at se, om hiv-medicinen stadig virker.

Hiv er nemlig forbundet med skam – man får det jo primært ved at dyrke sex – og mange forbinder hiv med den visse død, hvilket heldigvis ikke længere er tilfældet. Mange hiv-smittede lever helt okay, lige indtil den dag, de bliver resistente over for medicinen, og kroppen begynder at te sig underligt. Altså vægttab, diarre, svimmelhed, udslæt, hudproblemer og meget andet. Så skal man på en ny medicinkur, og kroppen skal til at vænne sig til nye piller, og man skal igennem en hulens masse undersøgelser. At man overhovedet kan forhindre, at folk dør af aids som i 1980’erne, er godt. Men hiv er forbundet med skam og stigmatisering – ikke kun i forhold til familie, arbejdsplads og venner, men også i homomiljøet. Her er det direkte uattraktivt at have hiv, og selv om man efter sigende kan bevise, at velbehandlede ikke smitter, så bliver hiv-smittede opfattet som pariaer og sekundavarer. LÆS OGSÅHiv-behandlede har angsten som konstant følgesvend I et miljø, hvor der skiftes partnere jævnligt, betyder det, at mange hiv-smittede ikke fortæller deres partnere, at de er smittet, hvilket betyder, at de for det første kan risikere at smitte andre, for det andet ikke tør dele dette vilkår med dem, de er tættest på. Nogle dør jo af hiv. Nogle kan ikke reddes af medicinen, og nogle opdager, at de er smittet, så sent, at der ikke er noget at gøre. Og bivirkningerne ved medicinen er heller ikke sådan at kimse ad. Nogle får tyndere arme og ben, andre taber sig og får følgesygdomme, mens nogle bliver deprimerede – måske bare ved tanken om, at de er hiv-positive. Listen med ulemper er lang, men alligevel er det, som om vi ikke vil høre om det. Og Sundhedsstyrelsens kampagner er da også så sporadiske, at ingen kan huske, hvornår de sidst har set en kampagne, der omtalte hiv og sikker sex. Desværre betyder det, at unge homoseksuelle dyrker ubeskyttet sex på livet løs. Det er, som om de tror, at hiv ikke er farligt. At det bare er noget, man kurerer på samme måde gonorre. Eller noget, man snildt kan leve med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her