Sælger X Factor-vindere stadig bamser i Tivoli?

Kære generaldirektør: Luk det metaltrætte program og gør noget for de virkelige talenter

Henrik Marstal

Kære Maria Rørbye Rønn.

Da du i februar sidste år tiltrådte stillingen som generaldirektør for DR, gik du på dit pressemøde forfriskende direkte til makronerne. Ifølge Politiken sagde du: ”Jeg vil ikke love, at X Factor fortsætter”, og du tilføjede: ”men vi skal også have underholdning.”

Nu fortsatte X Factor dog endnu en sæson, og som bekendt er der i morgen finaleaften. Det er femte gang der sker, og meget tyder på, at det nu er på tide at gøre status og overveje hvordan fremtiden for programmet eller for et lignende format kunne se ud.

Hvad er der at se tilbage på? Lad os begynde i den positive ende: Programmet har over de fem sæsoner kunne samle talrige seere om en undertiden spændende og stemningsmættet musikkonkurrence. Af hensyn til formatet har deltagerne ganske vist løbet en stor risiko for at blive hængt ud i fuld offentlighed – hvad en del af dem jo også er blevet – men det har skabt undertiden nærværende fjernsyn, hvor dramaerne på skærmen i glimt har formået at engagere seere i alle aldre, næsten som var der tale om et skæbnefælleskab.

Desuden kan vi ikke afvise, at programmet trods dets noget følelsespornografiske tilsnit og skematiske format har skabt grobund for en seriøs musikinteresse hos mange af de mindste og lidt større seere, og som måske allerede på nuværende tidspunkt har fået (succes)oplevelser med deres egen musikudøvelse derhjemme, i skolen eller på SFO’en.

Men hvor har programmet dog også givet anledning til megen irritation og frustration, ikke blot hos undertegnede, men også andre debattører og kommentatorer. Her blot et par udvalgte eksempler:

Berlingskes Jesper Eising skrev i en klumme den 12. januar: ”Med X Factor har DR skabt en forestilling hos en hel generation af velfærdsopdragede unge om, at den direkte vej væk fra netop velfærdsstatens middelklassesuppe og op i populærkulturens øverste lag, hvor den røde løber er rullet ud, blitzlysene blinker og pøblen står klar til at fetere de nye stjerne på himlen, er (ved at) at få en tåre frem i øjenkrogen hos Pernille Rosendahl eller få Thomas Blachmann til at rable op om ’at så sidder man dér, og pludselig kommer musikken ind ad døren’.”

Informations Georg Metz kaldte i en kommentar den 20. januar programmet for ”misforstået folkelighed”, fordi dets udlevering af deltagerne taler til det laveste voyeur-instinkt i seerne, som programmet dermed får til at ligne hvad han kalder ”strikkekonerne ved guillotinens fod”.

Og Gyldendals direktør Johannes Riis påpegede i en kronik i Politiken den 18. marts hvor problematisk det er, at programmets såkaldte dommere konstant fylder deltagerne såvel som seerne med illusioner om at det, der fremføres på scenen, er stor kunst. Jeg er enig: Det har intet med kunst at gøre. For i de heldigste tilfælde er deltagerne blot velsyngende og godt agerende copycats, der lykkes med at fremføre et på forhånd nøje instrueret forløb af to minutters varighed ledsaget af et velklingende coverband af et husorkester.

Er det på tide at komme videre? Til en anden form for underholdning? Det håber jeg meget du vil være enig med mig i. Finalen i morgen aften er en oplagt anledning til at lukke og slukke programmet én gang for alle.

Jan Lagermand Lundme, din underholdningsredaktør med ansvaret for programmet gennem alle fem sæsoner, forklarede mig i en debat for tre år siden indtrængende, at DR først og fremmest viste programmet for at skabe nogle nye, blivende kunstnere til gavn for dansk musikliv. Men de foregående fire år har vist, at det ikke er sket: Ikke én af finalisterne har fået noget, der blot minder om en seriøs endsige respektabel karriere. Deres karrierer har været selve programmet i den pågældende sæson, og som sådan sluttede karriererne reelt i det øjeblik sæsonen sluttede. Finalisterne nåede deres karrieremæssige klimaks og afslutning på én og samme tid, alt sammen som følge af mediemæssig overeksponering og som følge af, at den egentlige hovedperson var og blev tv-mediet selv, mens de tre dommere var bipersoner – og selve deltagerne blot statister. Og hvem uden for X Factor-formatet gider egentlig være fan af en statist med en god kareokestemme, når man kan høre Adele eller Amy Winehouse? I længden ingen. Måske nogle musiktalenter med stort potentiale derved er blevet tabt på gulvet én gang for alle.

DR’s selvfejring, hvis jeg må tillade mig at bruge det udtryk, har dog i indeværende sæson lidt af metaltræthed: Rutinen har luret i krogene. Talrige dramaturgiske tricks har været brugt bedre før. En deltager forlod for første gang nogensinde programmet i utide og tog dermed luften ud af en hel udsendelse. Alle tre dommere har allerede bekendtgjort, at de ikke deltager næste år. Og selv værten Lise Rønne har meddelt, at hun stopper, mens legen er god.

Men tilbage til underholdningen. Siden 1960’erne har musikkonkurrencer været en etableret del af dansk musikkultur, fra Melodi Grand Prix over DM i Rock til Karrierekanonen, og X Factor indgår derfor i en solid tradition for at dyste på musik. Underholdende har disse konkurrencer i mange tilfælde været, og de har næsten altid tiltrukket et stort publikum. Der er derfor god grund til, at DR også fremover at laver et program, som bevarer konkurrenceformatet, men – også for at imødekomme Jan Lagermand Lundmes ønske – inviterer deltagere, der rent faktisk kan fremvise et seriøst talent, og som med programmet i ryggen kunne få mulighed for et karriereskub i den rigtige retning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg bemærker, at de tre finalister i morgen aften blandt andet vil optræde med numre, de selv har været med til at skrive. Noget lignende skete for nylig i TV2’s Voice-konkurrence. Det er den den rigtige vej at gå: Vægten skal flyttes fra det udøvende til det på én og samme tid skabende og udøvende.

Jeg vil foreslå DR at tage initiativ til et nyt format næste år, hvor betingelsen for deltagerne skal være, at de udelukkende fremfører deres eget materiale – som solister eller i bands. For at sikre seriøsiteten skulle de være fyldt 20 år, men ikke være mere end 40-45 år – altså ingen teenagere uden erfaring eller egentlig kunnen, og ingen grandvoksne med al for megen rutine på deres kødfulde bag.

Der vil selvfølgelig gå et genkendelighedsaspekt tabt, når deltagerne ikke længere synger godt gennemtyggede så vel som nyere covernumre – men det er måske også godt det samme. Til gengæld kunne man jo invitere flere professionelle bands og solister med i programmet til at fremføre deres egne, kendte numre i duet med deltagerne.

Konceptet ville med stor sandsynlighed kunne bære, fordi der i disse år er en imponerende stor talentmasse blandt bands, singersongwritere og electronica-musikere herhjemme. Og det ville bære, fordi der så blev sat positivt fokus på al den kvalitetsmusik, der på grund af den store konkurrence i forvejen er henvist til at leve sit liv uden for mediernes søgelys.

Med lidt held kunne et sådant program få ikke blot en langt mere seriøs profil end X Factor og have en noget sundere kobling til det omgivende musikliv, eftersom deltagerene med deres egen musik i ryggen ville sætte sig igennem som andet og mere end blot statister. Programmet kunne desuden inspirere seere i alle aldre til selv at begynde at lave musik, fordi det skabende og ikke blot det udøvende aspekt var i fokus. Endelig kunne programmet medvirke til at skabe gode betingelser for en mere bæredygtig bredde i musiklivet og dermed måske også for en mere bæredygtig elite.

Og for resten tror jeg nok, at det ville blive stærkt underholdende – for du er nok enig med mig i, at det er jo netop det, som DR er bedre til at skabe rammerne for end så mange andre tv-kanaler.

Jeg ser det som et positivt træk, at et program med en sådan profil sandsynligvis ville tiltrække et deltagersegment, der ikke var hoppet på realityvognen. Med en mere lødig profil ville det kunne tiltrække seriøse sangskrivere og musikere snarere end sangere med kopinumre på repertoiret og urealistiske stjernedrømme i hovedet. Med andre ord deltagere, som hidtil slet ikke har så meget som overvejet at stille op i X Factor, fordi præmisserne – at man skal synge covernumre og udelukkende blive bedømt som performer – ganske enkelt ikke har matchet deres ønske om at blive taget lige så alvorligt som de selv tager deres egen musik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som du ved har DR’s P3 gennem en årrække præsenteret Karrierekanonen som talentkonkurrence for upcoming bands og solister – i de senere år i samarbejde med en række musikorganisationer og festivaler, der også tager talentplejen alvorligt. Måske det var en idé at overlade sendefladen næste år til dette format? Eller skulle man benytte lejligheden til at tænke konceptet igennem helt fra bunden?

Tak fordi du lyttede.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce