Mere fleksibel ophavsret for skabende musikere

Den rigide ophavsret hindrer, at samplingskulturen kan bidrage positivt til at øge den kulturelle erindring - og det er ellers stærkt tiltrængt i disse historieløse tider.

Henrik Marstal

Ophavsret er et emne, som jeg et par gange har skrevet om her på sitet. Emnet optager mig af flere årsager. En af dem er, at begrebet er så ufleksibelt skruet sammen – og med så mange blinde vinkler, at det truer den kulturelle erindring.

Selvfølgelig skal ophavsretten gælde for alle de personer, der forbruger musikken. Det er det, som den er til for. Og tak for det. Men spørgsmålet er, om den uden videre også skal gælde for de musikere og sangskrivere/komponister, der frembringer ny musik til gavn for i princippet alle.

Fra blandt andet hip hoppen ved vi hvor berigende det kan være, når et nyt nummer benytter samples fra ældre musik, som når en frase eller en vending fra et mange år gammelt pop- eller soulnummer pludselig dukker op som en overraskende twist, sådan som det skete med Puff Daddys store hit ’I’ll Be Missing You’ fra 1997, der indeholdt elementer af The Polices’ ’Every Breath You Take’ fra 1983. I dette tilfælde var brugen af Police-nummeret på forhånd clearet, sådan at Puff Daddy og hans pladeselskab ikke risikerede sagsanlæg fra hverken Sting, hans pladeselskab eller hans utvivlsomt skræmmende hær af jurister. Og billigt har det helt sikkert ikke været.

Men den nyere musikhistorie er desværre fyldt med sørgelige historier, hvor der ikke var ressourcer til at cleare tingene på forhånd, og som derfor ofte endte med økonomisk ruin for adskillige, der egentlig mest blot var optaget af at lave noget god musik, og som havde en opfattelse af musik som først og fremmest et fællesgode, ikke som cool business. Men lovgivningen sagde noget andet. Så når musikere anvender allerede eksisterende materiale som del af deres egen musikfrembringelse uden forudgående aftale, falder fars juridiske, principvanefaste hammer hver gang hårdt.

Logikken er, at skabende musikere forventes at betale for brugen af musik som om de var forbrugere af den. Denne logik ignorerer imidlertid, at skabende musikere faktisk ikke er forbrugere i situationen, men snarere kreative agenter med særlige evner til at anvende denne musik i nye, uventede kontekster – alt sammen til gavn for dem, det i sidste ende handler om: musikforbrugerne.

Så når musikere anvender samples eller lydlån, bliver de sagsøgt ud fra en antagelse om, at deres egen musik pr. definition har kommercielt potentiale (idet alle numre teoretisk set – meget teoretisk, bemærkes – kan blive verdenshits). Derfor bliver de rutinemæssigt dømt til at betale en bod, som modsvarer den merværdi, som dette sample formodes at have tilført det nye nummer.

Sidste efterår kom den første danske retssag angående brugen af et musikalsk sample. DJ-duoen Djuma Soundsystem blev af Københavns Byret dømt til at skulle betale trekvart million kroner eksklusiv moms plus sagsomkostninger for at have anvendt et ti sekunder langt sample af et jazznummer skrevet af den den dansk-tyrkiske musiker Atilla Engin tilbage i 1985. Sagen er så vidt jeg har kunnet finde ud af anket til Landsretten.

Informations musikredaktør Ralf Christensen kommenterede sagen ved at hævde, at sådanne sager kun medvirkede til at skabe en forstemmende selvcensur hos danske musikere, ligesom lignende sager havde gjort det i amerikansk hip hop. Jeg tror han har helt ret. Vi kommer ikke foreløbig til at se musikere reaktivere den danske musikarv ved at hylde et ellers totalt glemt nummer fra firserne eller halvfjerdserne. For hvem ville turde gøre det med den Byret?

Det er for længst anerkendt, at begavede, originale anvendelser af samplinger eller lydlån er at betragte som en lige så integreret del af den kreative proces som det at frembringe en begavet, original melodi eller akkordrundgang på sin guitar. Denne kreative metode var en central forudsætning for hip hop-musikkens opståen sidst i 1970’erne i New York. Her var lydlån fra grammofonplader, altså en tidlig form for sampling, snarere normen end undtagelsen. For noget skulle den musik jo bestå af, som man stod og rappede henover. Og i god overensstemmelse med en fremvoksende postmoderne kulturopfattelse var lydlån en del af løsningen, ikke en del af problemet.

Men ikke længe efter – i takt med, at hip hop vandt kommerciel, verdensomspændende udbredelse og dermed oparbejdede et stort økonomisk potentiale – skulle kampen om den moralske og kunstneriske ret til at sample ophavsretsligt beskyttet materiale blive sej og hård. For pladeselskaberne, managementbureauerne og rettighedsorganisationerne kunne hver gang slå op i jurabøgerne og konstatere, at deres beskyttede materiale ofte blev benyttet uden tilladelse. I stedet for at glæde sig over det, faldt sagsanlæggene hver gang tungt.

For en kultur som hip hop skulle det i længden blive fatalt. Ralf Christensen med flere har i dokumentarfilmen Good Copy Bad Copy (2007) påpeget hvordan hip hop’ens kreative impulser er blevet mere og mere udvandet, fordi anvendelsen af samples som led i den kreative skabelsesproces er blevet nærmest umuliggjort.

Problematiseringen af musikalske samples har skabt en helt særlig kulturkamp mellem på den ene side den kulturelle erindrings muligheder for at spille en rolle for samfundets kontinuitet ved at blive aktiveret og eksponeret, og på den anden side en principfast indstilling til ophavsretten i juridiske kredse, musikbranchens rettighedsbeskyttere inklusive.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et af netværkssamfundets grundvilkår består i, at dannelsesbegrebet er blevet delvist afviklet og erstattet af fokus på kompetencer. Den historiske og kulturelle almenviden er reduceret til en Trivial Pursuit-lignende paratviden om verden siden man selv blev født. Et ekstremt eksempel på det er de videoklip, der i nogle måneder har floreret på nettet med helt blanke Paradise Hotel-deltagere, og hvor én hævder, at Anden Verdenskrig fandt sted fra 1880 til 1900; en anden, at Tyskland tabte selvsamme krig, fordi Berlin-muren faldt; mens en tredje bittert beklager, at hun ikke er vaccineret mod pest. Om videoerne er set ups er i øvrigt svært at gennemskue – men de indfanger helt sikkert en dannelsesresistent tidsånd.

Den delvise afvikling af dannelsesbegrebet har på den ene side skabt en velgørende fornemmelse af kulturel frisættelse, der giver de nye generationer hidtil uanede muligheder for selvrealisering, også på vegne af det samfund, de kommer til at forme. Men på den anden side har det også åbnet for en enorm sårbarhed for at komme til at kæmpe de samme forgæves kampe som deres forfædre, og for at gentage historiens fejltagelser økonomisk, socialt og mentalt.

I den situation er eksistensen af den kulturelle erindring i samfundet helt essentiel. Musikalsk kan en sådan kulturel erindring bringes til veje ved hjælp af hittede covernumre fra den danske sangskat – tænk på Isam B.’s versionering af ’I Danmark er jeg født’ eller Outlandishs versionering af ’Man binder os på mund og hånd’. Men den kan så sandelig også bringes til veje gennem (gen)anvendelsen af samples fra ældre sange.

Det kunne være i form af et glimt af en Gnags-rytme, en frase af Grethe Ingmann, en vending af Cæsar, af sangene fra Svantes viser, af Ballet Mécanique, af Liva Weel, måske endda komponister som Per Nørgård eller Vagn Holmboe, sådan som DJ’en Katrine Ring netop har gjort det på remix-albummet En hånd til Holmboe. Sådanne glimt kunne i samtidens musikproduktion øge tilstedeværelsen af og skærpe fornemmelsen for den kulturelle erindring. Ikke af nostalgiske årsager, men for at skabe en historisk dimension, en fornemmelse for tidens gang samt en kollektiv følelse af at stå på skuldrene af generationerne fra før man selv blev født.

Rettighedsorganisationerne bør overveje om man skulle lade skabende og udøvende musikere have uhindret, gratis adgang til den kulturarv, som de milloner af rettighedsvedhæftede numre i KODA’s systemer repræsenterer, og som jo også er repræsenteret i den mekaniske ophavsret til de pågældende indspilninger, som musikselskaber og musikforlagene sidder på. De oprindelige ophavsmænd skal selvfølgelig have mulighed for selv at bestemme, om de numre, de har andel i, skal kunne bruges kvit og frit. Og der kan jo indføres en klausul om, at tilladelsen først bliver givet når det færdige resultat foreligger, sådan at tilladelsen samtidig kommer til at fungere som en blåstempling fra rettighedshaverne. Men i udgangspunktet skulle der være tale om en ordning, der ikke involverede betaling i kroner og ører.

Det skal siges, at langt de fleste indspillede og registrerede numre faktisk ikke generer særligt store beløb, om nogen overhovedet. Det nummer, som Djuma Soundsystem samplede, var med stor sandsynlighed tæt på at repræsentere en nulindtægt, eftersom Attila Engin Groups musik nærmest kun har været tilgængelig som vinylplader, et format som næsten ingen mainstreamlyttere gør brug af i dag. Indtægtsmæssigt ligger utrolig mange af disse numre altså stille eller næsten stille, hvilket de sikkert vil blive ved med at gøre i al evighed. Derfor er der reelt ikke noget indtægtsmæssigt tab forbundet med det – men derimod mulighed for kulturel gevinst ved at stille sin musik til rådighed for eftertiden. Og hvem vil for resten ikke gerne øge mulighederne for at sikre sig mod glemslen?

Et fagudvalg kunne i så fald nedsættes for at sikre, at numrene ikke blev anvendt direkte mod deres intentioner, ligesom det kunne sikre, at de involverede ophavspersoner og forlag blev korrekt krediteret – men ellers skulle der altså være helt frit slag. Hvilke muligheder ville det ikke give. Og hvilke beløb ville Djuma Soundsystem ikke spare?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Om musikere af i dag så alligevel helst foretrækker at skabe helt deres egne numre snarere end at sample fra tidligere epokers musik, well, det skal være usagt. Vigtigst er det, at musikerne ved en lempelse af den rigide ophavsret ville få mulighed for at skabe, nære og aktivere en musikalsk traditionsbevidsthed, til gavn for musiklivets egen økologi, og ikke mindst til gavn for lyttere i alle aldre. Og var muligheden først til stede, ville en ændring måske indtræffe.

Forslaget ville tilgodese den langsigtede, kulturelle sammenhængskraft, som det danske samfund har hårdt brug for, snarere end den kortsigtede og ufleksible rethaveriskhed. Og undskyld jeg afslutter med et retorisk spørgsmål: Hvilken af de to ting er til størst gavn for samfundets kulturelle ve og vel?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce