Populærkulturens ritualiserede voldskarnevaller

Der er rå vold og mord nok i den virkelige verden. Hvorfor er det så egentlig, at rå vold og mord stadig dominerer hver anden film, tv-serie og roman?

Henrik Marstal

Gårsdagens Berlingske bragte en artikel om den danske talentkonkurrence Movie Battle, der i år har gyserfilm som tema.

Det var tankevækkende at læse en af konkurrencens dommere, filminstruktøren Christina Rosendahl, give kæk credit til horrorgenren ved at sige, at »det gode gys er sundt i et samfund, der generelt lider af berøringsangst over for død og sygdom«.

Jeg har nu svært ved at se, hvordan samfundets håndtering af død og sygdom har ret meget med bestialske mord på film at gøre. Og alvorlige sygdomsforløb åbner altid for en eksistentiel dimension, der næsten aldrig tematiseres i horrorfilm, som er karakteriseret ved at fokusere på lemlæstelse alene. Så sammenligningen holder ikke.

Der er vel snarere tale om, at genren mest af alt har med en æstetisk betinget voldsfascination at gøre, hvilket også fremgår af et andet, lige så kækt udsagn fra instruktøren:

»Jeg elsker selv horrorfilm – når arme og ben rives af på væmmelige måder, og væggene spules af kropsvæsker«.

Selvfølgelig kan et fornuftigt menneske som Christina Rosendahl godt skelne mellem ekstreme begivenheder i fiktionens verden og så den virkelighed, hun befinder sig i. Seerne kan det sikkert også. Alligevel spørger jeg mig selv: Hvad skal al den vold dog til for?

Efter rædslerne i Syrien og rædslerne på Utøya – for nu blot at nævne to eksempler fra det rædselsfulde voldsår 2011 – kan man godt spørge sig selv, hvor meningsfuldt det egentlig er at have en populærkultur, der loyalt og trofast leverer mord, vold, blod, ondskab, kynisme, modbydelighed og afstumpethed i konstant flydende strømme til alle, der vanemæssigt måtte ønske det, inklusive alle dem, der egentlig ikke ønsker det, men ikke kan finde ud af at sige fra.

I Finnkino i Helsinkis centrum var jeg forleden inde og se Timo Vuorensolas nye science fiction-komedie Iron Sky om en koloni af nazister bosat på Månens bagside, der får det indfald at angribe New York. Jeg så den, fordi nogen jeg mødte havde talt godt om den, fordi den lige havde haft premiere, fordi jeg generelt er fascineret af finsk kultur, og fordi jeg befandt mig i landet. Ellers havde jeg nok ikke set den. Filmen balancerede elegant på kanten af at være/ikke være en parodi på sin egen genre og var godt skruet sammen.

Men det er nu ikke derfor, jeg nævner filmen. Det gør jeg, fordi den ifølge genrekonventionerne – parodi eller ej – naturligvis svælgede netop i mord, vold, blod, ondskab, kynisme, modbydelighed og afstumpethed i konstant flydende strømme. Hvor mange mon blev dræbt undervejs? Hvor mange mon blev brutalt sparket i hovedet? Hvor mange ordvekslinger overskred markant grænsen for psykisk vold? Jeg har ikke tal på det. Bedst husker jeg blot, hvordan et par af hovedpersonerne døde på særligt makabre måder.

Inden filmen blev der vist tre trailere for nogle kommende action- og gyserfilm. På de tre trailere så jeg vel fire-fem mord pr. styk for ikke at tale om personer, der blev pint og slået, og angstfyldte ansigter, der med bedende miner søgte at undgå deres bødler. Kort sagt: Vold som narrativt grundelement – og som skabelon.

Også moderne mennesker er fascineret af volds- og mordhistorier, og det er der helt sikkert flere gode grunde til. Begivenheder med et ekstremt indhold – fra terrorhandlinger og flykatastrofer til beretninger om spektakulære mord – fascinerer, fordi det kaos, disse historier rummer, i en kort stund sætter én selv fri fra den verden af regler, konventioner, forudsigeligheder og vaner, som man selv lever i. Det ekstreme sætter det normale i perspektiv på en velgørende måde.

Det lurede man for længe siden i populærkulturen. Verden bliver her vendt på hovedet i ritualiserede voldskarnevaller, hvor man svælger i brutalitet. Moralen sættes ud af kraft, den moral som er givet af Gud, naturen, loven, kammertonen, familien eller chefen. Og alle har undertiden brug for at komme i kontakt med det kaos, som i sin frisættelse kan være så frydefuld, at det giver fornyet energi til at udholde hverdagens små og store trængsler.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fint nok. Men måske man forsigtigt bør begynde at diskutere om denne svælgen i grunden er noget, alle bare har vænnet sig til? Eller om det er blevet sådan, dels fordi der skal mere og mere til at stimulere forbrugerne, dels fordi populærkulturen – fra spildesignerne til programredaktørerne, fra filminstruktørerne til Berlingske – har indlysende kommercielle interesser i at nære og stimulere denne tilvænning?

Jeg spørger mig selv, hvorfor anvendelsen eller tematiseringen af vold i film, tv-serier, krimier, computerspil, teaterstykker, musik og nyhedsmedier foregår, uden at der tilsyneladende bliver taget noget ansvar for den kynisme, der dermed påføres forbrugeren og over tid skaber en tilsvarende kynisk forventningshorisont, som hører hjemme under begrebet privatlivets fred.

Kun når der er tale om helt ekstrem filmvold kommer aldersgrænserne luskende – luskende, fordi selv myndighederne ved, at det er uncool at forbyde nogen som helst noget som helst, selv når indholdet af det pågældende produkt både hærder og forråer.

Jeg spørger mig selv, hvorfor forbrugerne såvel som beslutningstagerne stiltiende accepterer, at det er business as usual i populærkulturen at afsætte voldsprodukter i endeløse stimer. Hvor er den filmkonsulent, der af samvittighedsmæssige årsager nægter at give støtte til en film, som har voldsudøvelse som sit fremmeste tema? Og hvor er den biografdistributør, som lader være med at sætte en voldsfilm på plakaten – ikke fordi den ikke ville være indbringende, men fordi den ganske enkelt genererer for megen dårlig energi?

Vi kunne også gå den anden vej – tilbage til det underspillede, hvor forestillingsevnen, indlevelseskraften og dermed det åndelige igen fik lov til at spille en større rolle. Hvor forbrugeren dermed blev tvunget til at være mere årvågen, mindre doven, mindre fraværende, måske endda mere sårbar. Tilbage til Alfred Hitchcock, tilbage til Agatha Christie, tilbage til Edgar Allan Poe. Hvor megen splatter og psykisk vold var der i de film og i de romaner?

For nogle år siden så jeg dokumentarfilmen Heavy Metal In Baghdad (2007) om Iraks eneste minimalt kendte heavy metal-band, Acrassicauda. Et amerikansk musikmagasin havde fået den idé i ytringsfrihedens navn at tage til det dengang krigshærgede land og fortælle verden om dette amatørband, som på én og samme tid dyrkede sin største passion og protesterede mod regimet ved at spille hård rock; et band som udelukkende kendte sine inspirationskilder fra illegale kassettebånd; et band som knap nok havde ordentlige instrumenter at spille på, og som altid måtte spille hemmelige koncerter for ikke at få tæsk af politiet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Filmen er rørende og medlevende i sin helt usentimentale skildring af Acrassicaudas drømme og håb. En central scene er dér, hvor en musiker fra bandet får overrakt nogle nye heavy metal-udgivelser. Han falder over et pladecover med Iron Maiden – livealbummet Death On The Road, hvis forside forestiller Døden på kærre i fuld fart frem. Langt de fleste vesterlændinge, medlemmerne af Iron Maiden inklusive, ville utvivlsomt kategorisere coveret som staffage og harmløs fantasivold, der ikke kunne gøre en kat fortræd. Men musikeren slår en høj latter op og udbryder: ”Det er sådan livet er i Bagdad! Death on the road, dude!”

Jo, der er vold nok i verden. Den behøver ikke at skulle reproduceres i populærkulturen igen og igen. For der må være andre, mere konstruktive og nærværsfremmende indgange til at vende moralen på hovedet på end i film, hvor arme og ben rives af på væmmelige måder, og hvor væggene spules af kropsvæsker. Måder, der ikke har noget til fælles med hverken Syrien, Utøya eller Bagdad.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce