Roll over Tjajkovskij and tell Beethoven the news

Daniel Barenboims alternative måder at formidle koncerter i Berlin giver håb for den klassiske musiks fremtid, til glæde for både publikum og musikere.

Henrik Marstal

I mit seneste blogindlæg tillod jeg mig at gå i rette med Politikens klassiske musikredaktør Thomas Michelsen, fordi han som formidler efter min opfattelse ikke forholder sig tilstrækkelig åbent til de både spændende og nyttige eksperimenter med de klassiske musikkoncerters rammer, som der gennem de seneste par år har været gode eksempler på herhjemme.

For til trods for, at disse eksperimenteter undertiden har ramt ved siden af, kan alle – arrangører, musikere, publikum og kritikere – i kraft af dem blive klogere på, hvordan den klassiske musikinstitution kan blive en endnu mere dynamisk, tidssvarende kulturbastion i det 21. århundrede.

Det vigtigste må til enhver tid være, at den klassiske musikinstitution kan opleves af et stadigt mere kulturelt diffentieret publikum på en fordomsfri måde (og det går vel at mærke begge veje), og at den derved kan vedblive med at være netop en dynamisk, tidssvarende kulturbastion i det 21. århundrede. Og hvis det er nødvendigt at eksperimentere for at komme dertil, så må musiklivet som helhed bakke aktivt op om det.

Et forbløffende kompetent og vellykket eksempel på hvordan sådan et eksperiment kan foregå, oplevede jeg i går i Berlin midt på boulevarden Unter den Linden ved Bebelplatz foran Deutsche Staatsoper og Humboldt-universitetet. Boulevarden var til lejligheden spærret af for biltrafik og i stedet fyldt med koncertgængere, der af Deutsche Staatsoper og bilfirmaet BMW var blevet inviteret til gratis koncert med symfoniorkstret Staatskapelle Berlin, ledet af den argentinsk-israeliske pianist og dirigent Daniel Barenboim. Det var ikke en engangsbegivenhed, men noget som jævnligt har fundet sted de senere år.

Sådan her oplevede jeg det: Tusindvis er troppet op og har sat sig direkte på asfalten, med eller uden tæpper og puder, men alle forsynet med solhatte, solbriller, madkurve, fadøl, pizzaer og paraplyer. Desuden besidder en stor portion koncentreret lydhørhed med deres blikke fæstnet på de to storskærme til højre og venstre for scenen. hvorpå der befinder sig et mikrofonforstærket symfoniorkester. Og så selvfølgelig Barenboim selv, der leder orkestret gennem Tjajkovskijs første klaverkoncert i b-mol med den usbekiske-israelske Yefim Bronfman som solist, og dernæst samme komponists 4. symfoni.

Formen er den klassiske, traditionelle koncert med alt hvad det indbefatter – og så alligevel ikke helt. Koncerten går nemlig ikke bare i gang, men bliver uformelt præsenteret af de to samarbejdspartneres respektive direktører. Det medvirker til helt konkret at sætte en afsender eller et ansigt på koncerten, vel at mærke på en måde, der er både jordnær, hjertelig og anerkendende over for det tilstedeværende publikum.

Det spiller også ind, at der næsten ingen institutionelle tilkendegivelser kan spores: Ingen kontrollører, ingen faste siddepladser, ingen klokke der i tre omgange ringer før koncerten for at genne folk på plads, og ingen stiltiende krav til publikum om at være connaisseurs eller for den sags skyld være passende nobelt klædt for overhovedet at få lov til at være til stede.

Tilsvarende optræder de altovervejende mandlige orkestermedlemmer heller ikke i mørkt tøj, som traditionen ellers foreskriver, men derimod blot i hvide skjorter med komplet individuel dress-code hvad deres slips angår. Sådan både slipper og holder man altså på formerne i tysk musikliv!

Koncerten lyder selvfølgelig anderledes end i en koncertsal som følge af de lidt ændrede lydbetingelser, som den nødvendige mikrofonforstærkning fører med sig, og som følge af de enkelte vindstød, som undertiden truer med at vælte nodestativerne.

Den triumferende afslutning af klaverkoncertens førstesats fører til et spontant, bragende bifald fra publikum – noget, der ellers betragtes som et markant brud på koncertsalens etikette om tavs andægtighed mellem satserne.

Barenboim og Bronfman lader sig i første omgang da heller ikke mærke med det, men efter 10-15 sekunder rejser Bronfman sig alligevel en anelse kejtet-overvældet fra sin klaverstol for dermed at anerkende publikums bifald. Episoden medvirker til at løfte stemningen og gøre publikum endnu mere sultne på den efterfølgende andensats, der dog slutter så subtilt, at ingen når at klappe før tredje og sidste sats er i fuld gang.

Da klaverkoncerten er slut, er bifaldet er så bragende, at Bronfman selv må medvirke til etikettenedbrydningen ved at give et lille ekstranummer. Sådan gør man normalt bestemt ikke midt i en koncert, men det medvirker kun til at gøre stemningen endnu mere opløftet blandt publikum.

Ikke så snart er Bronfman færdig, før flyglet er rullet væk fra scenen, og orkestret er i gang med den 4. symfoni. Igen stort bifald efter den første sats, og denne gang også efter hver af de efterfølgende. Barenboim lader sig heller ikke nu ikke mærke med det, men virker undervejs både glad og inspireret, og især i tredjesatsen tillader han sig at kokettere med dirigentstokken og agere showman på en måde, han garanteret ikke ville kunne tillade sig i en koncertsal.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Publikum er næppe kendere af værket, og derfor sørger Barenboim da også for med sin gestik at signalere, hvornår værket er forbi. Og bifaldet brager derfor med det samme løs endnu engang, ekstatisk og med en vægt, som et bifald kun kan have, når publikum rent faktisk har fordybet sig i musikken og haft en oplevelse. Under bifaldet går Barenboim helt ud til hvert hjørne af scenen og kaster håndkys ud til publikum, og den obligatoriske buket blomster, som han netop har fået overrakt, bliver da også smidt langt ud over publikum, der kvitterer med en begejstret hujen.

Barenboim er inspireret, mærker man, og han holder nu en kort tale, der handler om, at hvor den igangværende ombygning af Deutsche Staatsoper åbenbart godt kan trække i langdrag (den er netop blevet udskudt endnu et år), spiller musikere nu engang altid på det tidspunkt, de er annonceret til. Han spørger retorisk: Hvad nu hvis vi i stedet for at spille i dag havde sagt til jer: Ahhh, kom igen i morgen – og at vi i morgen så havde sagt: Ahhh, kom igen på onsdag?

Publikum morer sig, men jeg tror, at de samtidig udmærket forstår Barenboims pointe: At musikken altid er til stede her og nu, og at den i modsætning til alverdens bygherrer aldrig kan tillade sig at lade sit publikum vente. Og som for at underbygge netop den pointe, slutter han af med at sige, at hvis nogen ikke synes de spillede godt nok, eller at de ikke spillede længe nok, så kommer der her et lille ekstranummer – hvorefter orkestret spiller en fejende vals, før det hele er endegyldigt forbi.

Det er en interessant magtrelation, der udspiller sig mellem publikum og musikerne. I koncertsalens formelle, tyste rammer foregår tingene på institutionens egne betingelser. Men en udendørskoncert er noget andet – for så sandt som at ’gaden tilhører folket’, er koncerten pr. definition en folkelig begivenhed, understreget af salget af fadøl og pizzaer, af den fri entré og af den uformelle setting med gadeasfalten som siddeunderlag.

Den finkulturelle dimension er på en række planer sat helt ud af kraft, for musikken er her ingen andre steder end i gadehøjde med publikum. Og den gør sig nyttig, ikke fin. Derved er muligheden øget for, at forbindelsen mellem afsender (komponisten) og modtageren (publikum) bliver præcist sådan som Beethoven noterede som motto for et af sine værker: ”Fra hjertet – måtte det gå til hjertet.”

Det er en vigtig pointe ved koncerten, at ikke blot publium, men også musikerne bliver mere løsslupne, mere frie og mere uformelle, når situationen muliggør det. Resultatet er, at stemningen er bedre, energien flyder mere uhindret, og musikerne lader sig i højere grad rive med af publikums begejstring, fordi den her kan strømme frit. Alene derfor er alternative koncertformer som denne værd at forfølge, også af den årsag, at de på sigt utvivlsomt vil kunne trække et nyt, nysgerigt publikum helt ind i koncertsalene.

Og Tjajkovskij selv, hvad mon han ville have sagt til, at to af hans hovedværker i går blev spillet på denne måde? Jeg tror, at han ville have været lykkelig over at opleve hvordan hans musik strømmede ud over tusindvis af koncentrede og modtagelige lyttere, så uhindret og så uhæmmet i gadehøjde. Og for at parafrasere Chuck Berrys berømte rock’n’roll-nummer, tror jeg ikke, at Tjajkovskij ville have noget mod en ændring af omkvædslinjen til ”Roll over Tjajkovskij and tell Beethoven the news.”

Netop Beethoven er for resten den næste komponist, som Barenboim tager på programmet, når han ved en friluftskoncert i Berlin sidst i juli med det Sevilla-baserede sommerorkester West Eastern Divan Orchestra, bestående af unge arabiske og israeliske musikere. Igen spiller op med to af komponistens mest vægtige symfonier, den legendariske Eroica-symfoni og den ikke mindre legendariske Skæbne-symfoni. Igen: ingen fine fornemmelser, for arveguldet er slidstærkt, og kvaliteten af udøvelsen høj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og nu hvor vi taler om den kvalitet, som mange er bange for går tabt hver eneste gang der eksperimenteres med den klassiske musiks form og indhold: Kvaliteten, lødigheden og seriøsiteten blev ved koncerten på Under den Linden på intet tidspunkt sat over styr. Det kan lade sig gøre at eksperimentere med formerne uden tivolisering – og samtidig skabe de bedst tænkelige betingelser for, at musikken kan udfolde sig optimalt, til gavn for hver og én, der lytter.

Det synes jeg er værd at huske på – også i den fortsatte, nødvendige debat om den klassiske musiks mål og midler herhjemme.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce