Tre russiske kvinder og én statsmagt

Med dommen over Pussy Riot i dag har Putin måske nok løst ét problem, men til gengæld skaffet sig tusinder andre på halsen.

Henrik Marstal

Til alle tider har statsmagter og regimer forfulgt, undertrykt, myrdet, afstraffet eller censureret musikere, der sang og spillede musik, som gik mod magthavernes interesser.

Også den nyere verdenshistorie er fyldt med sådanne eksempler – fra den netop fejrede jubilar Woody Guthrie (der ville være fyldt 100 år i sidste måned) og den chilenske sanger Victor Jara til aktuelle eksempler som den tunesiske rapper El General (hvis protestsang fra december 2010 var en medvirkende årsag til den arabiske revolution) og den marokkanske rapper El Haked, der har siddet fængslet siden maj 2012 for sine politiske tekster.

De tre kvinder i det russiske, feministiske punkkollektiv Pussy Riot, med navnene Maria Alyokhina, Yekaterina Samutsevich og Nadezhda Tolokonnikova, indgår derfor nu i den i forvejen storslåede karavane af skabende og udøvende musikere, hvis vilje til at sige magthaverne imod altid var større end frygten for konsekvenserne.

Efter deres aktion – en maskeret fremførelse af en ”punkbøn” i Frelserkirken i Moskva i februar, hvor Jomfru Maria blev opfordret til at blive feminist og jage Putin væk – er de tre kvinder blevet anklaget for organiseret hooliganisme, en brøde der kan give op til syv års fængsel.(Tilføjelse klokken 16:04: De fik hver to års fængsel.)

Efter dagens dom, hvor de tre medlemmer siden fængslingen i februar altså er blevet kendt skyldige i ”hooliganisme motiveret af religiøst had”, står det klart, at også Vladimir Putin og hans statsapparat nu (igen) indgår i den ynkelige klynge af statsmagter, hvis trang til at undertrykke de kritiske stemmer har været større end eftertanken og refleksionen over hvorfor kritikken overhovedet fandt sted i første omgang.

Uanset hvad strafudmålingen ender med at blive, er det for sent: Vreden mod Putin er eksploderet overalt i noget, der ligner en uundgåelig reaktion på et af de mest klodsede antireklamestunts i international politik i nyere tid. Det har hjulpet ham fedt, at anklagens ordlyd udelukkende fokuserer på det religiøse og ikke det politiske aspekt. Tværtimod har det blot understreget den uhellige alliance, der tilsyneladende består mellem Putin-styret og den officielle kirke i Rusland

Dagen i dag er blevet kaldt Global Pussy Riot Day. Går man ind på hjemmesiden freepussyriot.org, kan man se hvordan der er organsieret aktioner mod retssagen i dag i en lang række europæiske, amerikanske og mellemøstlige byer, Moskva inklusive.

Det store kor af protesterende tæller også en lang række musikere, der alle har krævet frifindelse. Det gælder Joan Baez, der netop har opfordret sine fans til at skrive under på et krav om at løsladelse af de tre kvinder. Det gælder andre vrede og forargede verdensstjerner som Madonna, Franz Ferdinand, Sting, Paul McCartney, Patti Smith, Pet Shop Boys, Pete Townshend, Red Hot Chili Peppers, Yoko Ono og Björk. Og det gælder horder af lokale musikere i adskillige lande, som i kollegial harme og medfølelse føler sig solidarisk med de tre kvinder.

At sagen også er blevet en storpolitisk affære, viser hvordan Putin-styret komplet har forregnet sig. Amnesty International har for længst erklæret kvinderne for samvittighedsfanger, der er ofre for decideret politisk forfølgelse - og organisationen kræver dem løsladt omgående og uden betingelser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Værre endnu er det, at 121 medlemmer af den tyske Bundestag i sidste uge sendte et brev til landets russiske ambassadør, Vladimir M. Grinin, hvor de udtrykte deres bekymring for de tre kvinder. I brevet henvises der til dels ytringsfriheden, dels den kunstneriske frihed, som burde gøre det helt overflødigt at opfatte aktionen som en kriminel handling. Og det bør spille positivt ind, tilføjer de, at Pussy Riot offentligt har undskyldt over for ordodokse kristne, da de ikke ønskede at fornærme nogens religiøse tro. Tilgivelse er som bekendt en kristen dyd. Men åbenbart ikke i dette tilfælde.

Sagen om Pussy Riot kan ligne den glød, der skulle til for at verden endnu engang fik øjnene op for problemerne med Putins Rusland, efter at diverse journalistmord og de voldsomme demonstrationer i vinter også har gjort det. For det er en intolerance over for politiske kritikere, som ganske enkelt ikke burde høre hjemme i et land som Rusland i det 21. århundrede. Man spørger sig selv: Er det dette Rusland, som Vesteuropa har tætte relationer til? Og er det dette Rusland, som vi skal affinde os med fortsat at udveksle varer og kulturvaner med?

Lige nu forekommer konsekvenserne af dommen i dag helt uoverskuelige for Vesten. Sanktionerne mod Rusland kan vise sig at blive omfattende som følge af harmen, eller de kan vise sig at udeblive, fordi diplomatiske forbindelser og økonomiske interesser vejer tungest. Uanset hvad bliver det næppe noget kønt syn.

Eftersom sagen allerede har involveret så mange musikere, er det eksempelvis et dilemma, at de danske musikorganisationer Music Export Denmark og ROSA – Dansk Rock Samråd støtter rejseudgifter til danske bands, der turnerer blandt andet i Rusland. Senest har Hatesphere fået støtte til tre russiske koncerter. Desuden har netværksorganisationen Musikzonen i foråret sat fokus på Rusland som marked for dansk live-musik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Om sådanne eksporttiltag i Rusland fortsat er moralsk mulige i musiklivet efter dommen i dag, det er et spørgsmål, som jeg ser frem til at høre de repspektive organisationers reaktioner på.

Den københavnske udgave af protestaktionen mod dommen finder i skrivende stund sted om en halv time foran den russiske ambassade på Østerbro i København. Jeg kan ikke tro andet end at mange at byens musikere vil møde op for dermed at vise deres vrede og forargelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce