One of the boys?

Kunsten er stadig kønnet, og formidlingen af den er det også. Det burde ingen af delene være.

Henrik Marstal

Politikens undersøgelse af kulturprismodtagere 2000-2011, som blev offentliggjort i avisen i dag, dokumenterer hvordan der i perioden har været en mandlig dominans af prismodtagere inden for i alt 32 prisuddelinger på omåderne billedkunst, teater og arkitektur såvel som film, musik og litteratur. 28 ud af de 32 uddelinger har primært været tildelt mænd, og kun tre priser er blevet tildelt kvinder hyppigere end mænd.

Vi har været der adskillige gange før, og nu er vi der altså igen: Undersøgelsen peger endnu engang på en problematisk tendens i kulturlivet til at favorisere mænd på bekostning af kvinder. Ak, spørger den efterhånden godt trætte (måske mandlige?) Politiken-læser igen-igen: Er det ikke satans ligegyldigt, så længe det er den bedst egnede, der modtager priserne? Det bramfri svar på spørgsmålet er for så vidt ganske enkelt: Nej, det er satanedeme ikke ligegyldigt.

Vanens magt er enorm, også inden for kulturlivet. Engang bestod priskomitéer udelukkende af mænd, der gav priser til stort set udelukkende mænd. I løbet af 1900-tallet fik en stadig og stædig opmærksomhed på "kvindesagen" dog langsomt ændret på tingene, ganske enkelt fordi det efterhånden blev penibelt for samfundet som funktionelt demokrati og uværdigt marginaliserende for kvinderne at holde dem uden for både komitéerne og prisregnen.

Der var bred tilslutning til denne strategi i befolkningen såvel som i de kunstneriske og politiske magtcirkler. Det danske samfund kom derfor snart ind i en periode, hvor ligestillingen var slået så meget igennem, at offentligheden begyndte at tage den for givet - i den tro, at den rent faktisk fungerede efter hensigten.

Politikens undersøgelse er det seneste blandt mange nyere eksempler på, at det desværre ikke helt forholder sig sådan. Hvis vi bliver ved undersøgelsens område, kunsten, kan vi konstatere, at den fortsat er en kønnet størrelse, hvor man er bedst kvalificeret til både at sidde i komitéerne og bive nomineret/indstillet til priserne, hvis man er af hankøn. I en tid, hvor vi burde vide bedre, foregår der altså fortsat en relativ marginalisering, som ikke blot er uværdig, men også meget lidt gavnlig for kunstens muligheder for at skabe både mandlige og kvindelige rollemodeller i alle kunstens fagområder, uden hvilke en egentlig bestræbelse på at afkønne kunsten paradoksalt nok bliver vanskeliggjort.

I en af de to baggrundsartikler, som avisen i dag har bragt om undersøgelsen, bliver den marginaliserende tendens imidlertid forsvaret efter alle kunstens regler af en række mandlige komitémedlemmer. Kim Magnusson, formand for Danmarks Film Akademi, der uddeler Robert-prisen, tager selv suværent prisen blandt disse medlemmer ved at hævde, at vi her i landet "heldigvis (...) ikke går op i kønskvotering", og at vi i modsætning til vores nabolande ikke "har indført kønsracisme".

Magnussons manglende interesse for sagen kan ses derved, at han helt har misforstået hvad ordet kønskvotering dækker over - at kunne anvende kvotering forudsætter jo lovgivning på området. Og hans retorisk fiffige greb, der gør ligestilling til en art racisme, er næsten lige så usmageligt som det er respektløst over for ligestillingsbestræbelserne som sådan. Hvis jeg var medlem af hans akademi, hvor der i øvrigt er næsten lige mange kvindelige som mandlige medlemmer, ville jeg snarest anmode ham om en kammeratlig samtale og her sætte ham ind i baggrunden for, hvorfor debatten overhovedet er opstået samt forklare rimeligheden i, at den findes.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I baggrundsartiklen får Magnusson som ligestillingsproblematik-benægter kamp til stregen af en anden mandlig gatekeeper, nemlig Per Øhrgaard, sekretær for Det Danske Akademi, der hvert andet år uddeler Det Danske Akademis Store Pris. Undersøgelsen dokumenterer, at kvinder her er stærkt underrepræsenteret, men Øhrgaard fejer det af med disse ord: "Det er ikke noget, vi grunder over. Vi diskuterer kun, hvem vi synes er den mest indlysende modtager af prisen." Hvis jeg var medlem af hans akademi, hvor kun hver sjette i øvrigt er kvinde, ville jeg anmode ham om en samtale om samme emne som med hans akademikollega i filmens verden.

For I tager altså fejl, Kim Magnusson og Per Øhrgaard! Man kan ikke som gatekeeper påberåbe sig nogen aksiomatisk neutralitet under henvisning til kunstnerisk kvalitet alene, når undersøgelsen klart dokumenterer, at det åbenbart er en kunstnerisk kvalificerende omstændighed at have ét køn frem for et andet. Undersøgelsen påpeger et penibelt problem for begge akademier, nemlig at kønsstereotyp vanetænkning også i det 21. århundrede fortsat præger beslutningsprocesserne. Og hvis ikke I kan anerkende, at det er på høje tid med en holdningsændring, så bør I begge overveje at overlade jeres tillidsposter til nogle personer m/k med en større vilje - og måske en bedre evne - til at anerkende problematikkens omfang.

Kunstlivet kan ikke blive ved med at bære ved til forestillingen om, at den bedst kvalificerede vanemæssigt er en mand, sådan som undersøgelsen til fulde dokumenterer. For en af de bedste tjenester, som kunstlivets gatekeepere kan gøre for kunsten er fremover at sikre, at undersøgelser som Politikens bliver overflødiggjort, og at enhver snak om køn i forbindelse med kunst bliver irrelevant (rent bortset fra, at god kunst ikke blot handler om at være menneske, men undertiden selvfølgelig også om at være pige, kvinde, mand eller dreng).

Både Magnusson og Øhrgaard kunne få noget ud af at læse den udtalelse, som formanden for den rent mandlige bestyrelse af Léonie Sonnings Musikpris, Esben Tange, kommer med i den anden af de to baggrundsartikler. På spørgsmålet om, hvorfor der er flest mandlige komponister og dirigenter, svarer han først ved at sige, at komponistgerningen kræver fordybelse og tilbagetrækning fra verden, men trækker dernæst i land ved i næste sætning at sige, at det jo selvfølgelig lige så godt kunne være noget, som kvinder gjorde. Her kommer han tæt på at erkende, at både vanetænkning og overleveret, tavs omverdensforståelse har betydning for den mandlige dominans inden for kunstverdenen, herunder hvem der sidder i komitérne og hvem der modtager priserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For tiden er jeg meget optaget af sangeren Patti Smith, hvis bagkatalog af albums fra 1970'erne og 1980'erne jeg er vendt tilbage til, og hvis erindringsbog Just Kids om hendes ungdom i New York jeg netop har læst. Da jeg under Louisianas litteraturfestival i august oplevede hende i samtale med Kim Skotte, blev jeg bekræftet i noget, bogen og pladerne antyder: At prisen for at kunne blive en markant, kvindelig boheme var, at hun komplet underordnede sig en mandlig dagsorden ved ikke at spille på sit eget køn, men derimod maskulinisere sig selv; ved at gøre sin fascination af kanoniserede bohemer som Arthur Rimbaud, William Burroughs, Jimi Hendrix og Jim Morrision til en prominent del af sin frigørelsesproces fra samfundets forvetninger samt ved at benytte sig af (i hvert fald dengang) udpræget mandlige attributter som den elektriske guitar og en rå, usminket sangstemme.

Patti Smith blev først one of the boys og dernæst boheme. Det var ikke den anden vej rundt. Hvis kvindelige kunstnere i dagens Danmark også bliver nødt til at agere som one of the boys for at komme i betragtning til anerkendelse på parnasset, ja, så har vi virkelig et problem - et problem, der ikke kun angår ligestillingen, men også kulturens roller og funktioner i samfundet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce