Foto: DRESLING JENS
Henrik Marstal

Er musiklivets kvinder blot talentløse kroppe?

Måden, kvindelige musikere omtales på i medierne, kræver et realitytjek.

Henrik Marstal

I mandags blev udvalgsrapporten ’Kønsbalancen i rytmisk musik’ offentliggjort, en rapport opstået efter et fælles ønske i musiklivet om at få afdækket de faktiske tal vedrørende kønsfordelingen inden for området.

Rapporten dokumenterede, at andelen af kvindelige aktører inden for rytmisk musik ligger på omkring en femtedel. Det gælder vel at mærke både blandt skabende og udøvende musikere samt brancheaktører (ansatte på radiostationer, bookingbureauer og pladeselskaber, musikkritikere m.v.).

Stor ros til organisationerne DJBFA, DPA, Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund for at have udvist vilje til at få kortlagt disse forhold. I forlængelse af rapporten kan man på tirsdag gå til et stormøde på Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen med overskriften ’Kvinder eller ej’, hvor årsagerne til den kønsmæssige underrepæsentation i det rytmiske musikliv (især hvis man ser bort fra sangerinderne) bliver diskuteret.

Der har allerede været meget stærke reaktioner mod rapporten, blandt andet i en leder forleden i Berlingske. Tankevækkende nok har det udelukkende været mandlige iagttagere, der har reageret – det er fristende at hævde, at den kønsmæssige overrepræsentation dermed så at sige forsvarer sig selv.

Men uanset om man finder rapportens præmisser relevante eller ej, er den en god anledning til at spørge sig selv, om forholdene er, som de bør være, hvad angår relationerne mellem mænd og kvinder i musiklivet. Selv mener jeg, at der i den grad er brug for et realitytjek.

Med Hanne-Vibeke Holsts udtryk er hverdagskulturen til trods for årtiers gennemgribende ændringer mellem kønnene fortsat gennemsyret af et patriarkalsk blueprint. Ser man på det rytmiske musikliv, lader det i særlig grad til at være tilfældet. Det er et blueprint, som er bestemmende for, hvordan mandlige og kvindelige musikere fremstilles i medierne, hvordan de vurderes kunstnerisk samt hvordan musikhistorien bliver opfattet, skrevet og formidlet.

Når musikbranchen altid har været domineret af fortrinsvist mænd (lad mig for en ordens skyld præcisere: heteroseksuelle mænd af etnisk dansk herkomst), ja, så er det ikke så mærkeligt, at branchen kun langsomt giver plads til flere kvinder.

For forandringerne kræver, at kvinderne enten får plads eller selv tager den. Det er stadig et usædvanligt syn at se en kvindelig ansat i en musikbutik. Kvindelige musikkritikere ved dagblade og magasiner kan nærmest tælles på én hånd.

Musikbranchens prisuddelingsfester er altid domineret af mandlige nominerede og optrædende. Og som rapporten påviser, er op til 90 procent af gatekeeperne, det vil sige musikkens beslutningstagere, også mænd.

Om tingene vil ændre sig i takt med en øget bevidsthed om forholdene er indtil videre et åbent spørgsmål. Ja, faktisk er det et åbent spørgsmål om en øget bevidsthed overhovedet er på vej eller ej.

Da Madonna udsendte det William Orbit-producerede album Ray of Light i 1998, hvor hun trådte i karakter som seriøs albumartist, var det den almindelige opfattelse, at den engelske producer havde været eneansvarlig for Madonnas nye status. For selv en kvinde som Madonna kunne selvfølgelig ikke selv have drevet det så vidt, og det var derfor Orbit, der havde ’genopfundet’ hende – det var den vaneforestilling, der trådte i kraft.

Orbit afmonterede efterfølgende denne forestilling ved at pointere, hvordan det snarere var hende der havde genopfundet ham ved at vælge ham i første omgang, og hende der som kunstner derfor havde haft det fulde ansvar.

Selv har jeg som producer oplevet det samme med sangeren og sangskriveren Annika Aakjær. Begge har vi gentagne gange måttet lægge øre til antagelsen om, at jeg skulle have været en slags bagmand for hende, uden hvilken hun aldrig ville have eksisteret som kunstner. Men også i mit tilfælde var det på en måde omvendt, idet hendes debutalbum fra 2008 også var min debut som producer, et valg som Annika Aakjær alene havde ansvaret for.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som DR-journalisten Anya Mathilde Poulsen viser i sin bog Feminint forstærket om kvindelige musikeres vilkår, hænder det jævnligt at kvindelige sangskrivere bliver spurgt af journalister, om de egentlig har skrevet deres sange selv. Også det spørgsmål hænger sammen med en bagvedliggende automatreaktion, der dikterer at kvinder er en slags gallionsfigurer, som fremfører andres sange snarere end at være selvstændige sangskrivere.

Endnu mere problematisk er den måde, hvorpå musikpressen gennem årtier har omtalt kvindelige musikere på, hvor deres udseende, seksuelle udstråling og villighed til at please the male gaze har været direkte proportional med, hvor stor troværdighed de som kunstnere er blevet tillagt.

Kvindelige kunstnere har på den måde utvivlsomt også levet op til en forventning fra især mandlige musikforbrugere, som har engageret sig i kvindelige artister ud fra selv samme præmisser. Og af samme årsager har pladebranchen også været med på legen.

Som iagttagere af kønsdebatten har pointeret, kan kvinder ikke i samme grad som mænd være identiske med deres krop, fordi denne krop med eller mod deres vilje bliver opfattet som uadskillelig fra deres handlinger. Det kunne forklare, hvorfor selv kvinder, hvis kunstneriske integritet og troværdighed ellers har førsteprioritet for dem, gang på gang optræder næsten afklædt i musikvideoer eller på pladecovers, hvad efterårets meget omdiskuterede pladeomslag af en splitternøgen Aura med et æble foran sit køn var et aktuelt eksempel på.

Det er et tankevækkende paradoks, som burde mane til eftertanke hos både musikere, branchefolk og musiklyttere.

Tilbage står det faktum, at det patriarkalske, heteroseksuelle blueprint fortsat legitimerer en generel opfattelse af i princippet alle kvindelige musikere som ”sexobjekt først, menneske så”, lesbiske kunstnere indlysende undtaget. Derfor kunne man forrige år læse en anmeldelse af sørgeligt aktuelle Whitney Houstons koncert i København, hvor den mandlige kritiker brokkede sig over, at man kunne se, hvordan hun svedte under armene.

Og derfor kunne man for nogle år siden læse en dybt ironisk artikel i Ekstra Bladet, der tillod sig minutiøst at gennemgå den sagesløse Pernille Rosendahls ex-kærester fra musikverdenen. Artiklen fremstillede tingene, som om hendes valg af partnere alene havde været udtryk for kalkulerede, karrierefremmende overvejelser. Og i overensstemmelse med den logik, der gælder for the male gaze, underkendte artiklen fuldkommen hendes eget musikalske talent og hendes karisma for i stedet blot at anerkende hendes talent for at nedlægge kendte muskere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Artiklen antydede dermed, at Rosendahl udelukkende havde klaret sig ved at nasse på det talent, som artiklen samtidig til overflod anerkendte hendes kærester for at have. Det var en nedrig artikel og et nulpunkt i det patriarkalske blueprints i forvejen tvivlsomme historie.

Rapporten om den skæve kønsbalance i alle led af det rytmiske musikliv er en oplagt anledning for alle til at komme videre. For det patriarkalske blueprint er ikke naturgivet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce