Musikbibliotekarerne er mentale DJ's

Et stigende antal musikbibliotekers møjsommeligt opbyggede LP-samlinger er kommet til ære og værdighed igen efter årtiers glemsel. Det er ikke altid bibliotekernes opgave blindt at forfølge historiens såkaldte fremskridt.

Henrik Marstal

Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges skrev engang, at han altid havde forestillet sig Paradis lidt som i retning af et bibliotek. Jeg er sikker på, at mesteren lige på dette punkt forregnede sig. For Paradis må da snarere være lidt som i retning af et musikbibliotek.

I min barndomsby fandtes et fortryllende musikbibliotek, hvis budgetter tillod indkøb af tonsvis af musikmagasiner, musikbøger og meget andet. Og der var ufatteligt mange plader, så mange, at de for den indadvendte teenager jeg dengang var lige præcis gav indtryk af at udgøre om ikke hele verden, så i hvert fald en særdeles kompetent kurateret del af den. Følelsen af slet ikke at kende til nok af den musik, som biblioteket frit stillede til rådighed, red mig konstant som en mare i en grad, at jeg i perioder opsøgte biblioteket næsten dagligt.

Hvordan kunne de lidt tørre og verdensfjerne, men venlige og empatiske musikbibliotekarer dog igen og igen vide hvad jeg havde brug for at lære at kende af ny såvel som ældre musik? Hvordan kunne de vide, at deres samling af danske, engelske og amerikanske musikmagasiner skulle blive en af mine primære indgange til den store, forunderlige verden? Og hvordan kunne de vide, at en plasticpose fyldt med nylånte plader for mig kunne være indbegrebet af forventning i en grad, at posens indhold af ren og skær spænding nærmest risikerede at smelte?

Nogle gange var det virkelig som om, at den sorte vinyl flød ud på de røde sæder i den halvtomme bybus, der kun alt for langsomt tog mig hjem til forstaden jeg boede i. Alt sammen blot for at flyde videre ind i mine ører, når jeg endelig sad koncentreret derhjemme foran musikanlægget. Over indgangen til musikbiblioteket i min barndomsby kunne der derfor sagtens have stået en indskrift. Ikke Dantes berømte ord ved ingangen til Helvede - "I, der træder ind, lad alt håb fare" - men tværtimod: "I, der træder ind i dette musikparadis, vil for altid blive præget af dets herligheder."

Ikke fordi det ville have gjort nogen forskel. Jeg ville være trådt ind på musikbiblioteket alligevel, uanset om det så havde ført til fortabelse og undergang. For der var hele tiden musik der skulle findes, opsnappes, sanses. Det var essentielt vigtigt for mig. Og det var først og fremmest gennem de mange, mange plader, at jeg lærte at forstå verden, at blive klogere på dens rigdom og mangfoldighed, på forskellen på skidt og kanel, og på grundelementer som glæde, sorg, lykke, usikkerhed, smerte. Det var en gennemgribende dannelsesproces, som jeg først langt senere skulle komme til at erkende omfanget og betydningen af.

Siden fik jeg et noget mere pragmatisk forhold til de musikbiblioteker i Københavns-området, som jeg som tilflytterstuderende lærte at kende. Jeg husker især en bekendt i min studietid, der arbejdede på Lyngby Musikbibliotek - et rent slaraffenland - og som på eget initiativ sørgede for, at jeg fik lånerkort til det sted, selvom jeg boede i Københavns Kommune. FIlnk pige - hun skulle bare vide hvor ofte jeg tog op til det bibliotek.

Mange seriøse musikforbrugere og aktive musikere over 30 år vil måske kunne genkende lidt af dem selv i disse erindringsskitser. Men mange under 30 år vil næppe kunne det. For musikbibliotekernes rolle har gennem de senere år været i aftagende, i takt med at den digitale musikrevolution i stigende grad har givet brugerne mulighed for at være deres egne musikbibliotekarer. For når alle i dag med en netopkobling i princippet har adgang til alverdens musik ved hjælp af et klik eller tre, er der jo ingen grund til at bruge ressourcer på at formidle musik i dyre domme på bibliotekerne, har det lydt fra flere røster.

En af de disse røster er Politikens kronikredaktør Christopher Emil Bruun, der i sidste måned skrev en blog her på sitet om musikbibliotekernes nært forestående exit i en moderne verden. Han formulerede sig blandt andet på denne måde: "Før man giver sig til at begræde udviklingen, er det værd at huske på, hvorfor biblioteket, som vi kender det, er ved at blive overflødigt. Når bibliotekernes musikafdelinger lukker, er det, fordi den digitale udvikling har skabt et bibliotek, som overtrumfer det lokale."

Men hold lige et sekund. For det første: Er det virkelig sandt hvad Bruun her hævder? Overtrumfer det digitale, altomfattende bibliotek virkelig det lokale bibliotek, hvad enten vi taler om musik, litteratur eller noget helt tredje? Det tror jeg ganske enkelt ikke er muligt. Det lokale kan aldrig overtrumfes, og da slet ikke af det globale. For det lokale perspektiv rummer altid et element af selektion, afgrænsning eller kuratering foretaget af nogle bestemte mennesker ud fra et bestemt perspektiv. Dermed vil et element af unikhed altid kendetegne et lokalt bibliotek på en måde, som det globale - i kraft af sin altomfattende karakter - aldrig vil kunne have.

Det er i den forbindelse oplagt at sende en tanke til antropologen Clifford Geertz, der hævdede, at selv i en globaliseret verden navigerer mennesker konstant ud fra en klart defineret stedopfattelse. I en tekst fra 1996 sagde han det på denne måde: "For det er stadig sådan, at ingen lever i verden sådan generelt." Nej, for bortset fra en lille, privilegeret gruppe af kosmopolitter, der sejler rundt i illusionen om at befinde i hele verden på én gang, så bor alle mennesker jo et konkret sted, har den samme vej til arbejdet, køber ind i ganske få, bestemte supermarkeder - og går på det samme bibliotek.

Det lokale forstået som det genkendelige sted for mødet med den store verden har altid haft forrang for den store verden uden nogen som helst forankring eller tilknytning. Derfor vil der også altid være brug for lokale formidlere, der kan sætte den store, uendelige og generelle verden i perspektiv. Det er netop en af de kompetencer, som musikbliotekarer altid har kunnet prise sig af. Og hvad angår musikformidling er de gode, engagerede musikbibliotekarerne som en slags mentale DJ's, der med deres indsigt kan hjælpe og inspirere alle, som har adgang til hele verdens musik, men som ikke aner hvor de skal begynde.

Og hold lige lidt endnu. For det andet: Er det overhovedet muligt, at lyttere med usædvanlig prominent adgang til alverdens lyd kan være deres egne musikbibliotekarer? Well, det tror jeg ikke nødvendigvis. At kunne kuratere sin egen musiklytning selv, at kunne perspektivere den i forhold til tidligere tiders strømninger og trends, og at kunne modstå de fristelser, som kommercielle kræfter og modefænomener udsætter ens ører for, det tror jeg bestemt ikke er lige let for enhver. Men det er præcis sådanne indsigter, som en god musikbibliotekar altid har været i stand til at levere til gavn for musikforbrugerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selvom musikbibliotekarfunktionen har været under pres i en årrække, er det interessant at iagttage hvordan bibliotekerne konstant har udviklet nye måder at anvende deres kompetencer på. For eksempel har flere af dem haft held til at skabe brugergrupper, hvor biblioteksbrugere mødes og udveksler erfaringer sammen angående musik, og hvor bibliotekarerne har været initiativtagere, tovholdere og inspiratorer. Andre biblioteker har skabt egentlig lytte- og oplevelsesrum, hvor det er muligt at dele sine oplevelser med hinanden, og hvor bibliotekarerne igen har haft samme funktion.

Og udlånet har det ikke helt så skidt som fortalerne for det digitale verdensbibliotek vil have os til at tro. Et voksende antal biblioteker landet over fortæller om hvordan de efter en ganske lang pause igen er begyndt at udlåne vinylplader til en lytterskare bestående af ikke mindst personer over 45 år og under 25 år. Nogle biblioteker nåede ganske vist i cd-æraen at skaffe sig af med al vinyl, mens andre aldrig nænnede at skille sig af med kernesamlingen - og det er især dem, som nu igen kan glæde deres brugere med læssevis af gode og væsentlige plader, indkøbt dengang og nu igen i dag.

Gode musikformidlere har altid rettet sig mod lytterens private musikoplevelser: Hvordan har musikken gjort dig til den du er, og hvordan kan den fortsat inspirere dig? De spørgsmål er centrale i denne sammenhæng, hvor musikbibliotekarerne er moderatorer. Og de mest vedholdende af dem ved, at de tjener brugerne bedst ved ikke blot at inspirere og vejlede dem, men også ved at udfordre dem.

Hvis man fortsat tror på, at musik er og bliver et forum for oplevelse, erkendelse og inspiration, og hvis man fortsat tror på, at musik er en væsentlig kunstform - så er selv en digital musikrevolution ikke nogen undskyldning for at nedprioritere musikbibliotekerne og musikbibliotekarerne. Tværtimod: I det vildnis af lyd, hvis kaos åbenbarer sig for enhver, der bevæger sig ind på en streamingtjeneste med 15-20 millioner tilgængelige titler, er navigation afgørende.

Mange lyttere overladt til det digitale verdensbibliotek nøjes med at navigere efter deres mere eller mindre tilfældige erindringer om mainstreammusik og ender som oftest med at lytte til det, de allerede kender, i stedet for også at lytte til beslægtet musik eller noget, de måske slet ikke kender. Men disse lyttere bør jo til enhver tid kunne gå til musikbibliotekarerne i deres lokalområde og få vejledning angående de musikalske muligheder, udfordringer, perspektiver, paralleller og meget, meget andet - til glæde for ikke blot lyttererne selv, men forhåbentlig også deres nærmeste samt deres digitale venner på de sociale tjenester, som de efterfølgende vil kunne dele deres oplevelser med.

I en kronik i Politiken for et par måneder siden om bibliotekets grundlæggende forandringer slog de to initiativtagere til FrivilligDanmark, Ole Münster og Bjørn Engsig, det egentlig ganske præcist fast: "Både Dronningen og statsministeren har i deres nytårstaler peget på, at der er behov for at styrke fællesskaberne og sammenhængskraften i det danske samfund. Biblioteket skal være omdrejningspunkt for denne indsats ved at gøre det, biblioteket i dag er bedst til, nemlig at være mødested for alle danskere. Men også ved at skabe inkluderende fællesskaber, der kan være et tilbud til de mange ensomme mennesker i det danske samfund."

Musikbibliotekerne har derfor stadig en stor berettigelse. Folkeoplysningstanken må og skal ikke blive skyllet ud med det digitale badevand. Det viste sig at være en fejl at tro, at bibliotekernes over årtier opbyggede LP-samlinger var dømt ude. Vi vil ganske givet se flere andre fejl, hvis vi vedbliver med at tro, at markedskræfterne og de nye, teknologiske landevindinger uden videre har ret. For det har de ikke altid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce


Musikbibliotekarerne bør også være der om 25, om 50, om 100 år. Hvis ikke, så må det være fordi vi er holdt op med at lytte til musik.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce