Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges skrev engang, at han altid havde forestillet sig Paradis lidt som i retning af et bibliotek. Jeg er sikker på, at mesteren lige på dette punkt forregnede sig. For Paradis må da snarere være lidt som i retning af et musikbibliotek.
I min barndomsby fandtes et fortryllende musikbibliotek, hvis budgetter tillod indkøb af tonsvis af musikmagasiner, musikbøger og meget andet. Og der var ufatteligt mange plader, så mange, at de for den indadvendte teenager jeg dengang var lige præcis gav indtryk af at udgøre om ikke hele verden, så i hvert fald en særdeles kompetent kurateret del af den. Følelsen af slet ikke at kende til nok af den musik, som biblioteket frit stillede til rådighed, red mig konstant som en mare i en grad, at jeg i perioder opsøgte biblioteket næsten dagligt.
