At være dannet er at være menneske

Dannelse er ikke kun et spørgsmål om at kende sin fortid - for det angår både livet, kunsten og hverdagen.

Henrik Marstal

Hvordan er man menneske? Det er et godt spørgsmål at stille sig selv, ikke mindst i disse dage, hvor Søren Kierkegaards 200-års fødselsdag bliver markeret. For det var det, som hans forfatterskab, dagbøger og breve så ofte kredsede om, uden at han dog konkret stillede spørgsmålet. Og fordi han interesserede sig for menneskets muligheder for at blive et individ i en kompleks verden, var dannelse noget, som løbende optog ham.

På hans tid var dannelsesbegrebet endnu en relativ nyskabelse, der med Goethe og Hegel som dets kendeste protegéer blev diskuteret måske lige så meget som i dag. Selv beskæftigede Kierkegaard sig med dannelse forstået både teologisk, filosofisk, æstetisk og intellektuelt - og endda erotisk, sådan som det sker i 'Forførerens Dagbog' fra Enten-Eller.

Dannelse var nemlig også dengang et alsidigt begreb. For Kierkegaard angik det dog først og fremmest det eksistentielle selvforhold, altså hvad man i dag ville kalde identitetsdannelsen - sådan som Joakim Garff har påpeget det i sin antologi At komme til sig selv: 15 portrætter af danske dannelsestænkere fra 2008, hvori han diskuterer dannelsesbegrebet hos Kierkegaard.

I flere blogindlæg siden efteråret har jeg selv diskuteret dannelsesbegrebets forandringer i det 21. århundrede. Og jeg har blandt andet argumenteret for, at begrebet - modsat hvad andre frygter - ikke er ved at blive afviklet, men snarere forandret, og at den omstændighed har givet helt nye muligheder for at forstå begrebet dannelse i en mindre partikulær og mere flydende betydning af ordet.

LÆS MERE

Netop det er en central pointe. For dannelsesbegrebet har været i forandring lige siden det opstod, eftersom mennesket er i konstant forandring. Og man kan ligefrem sige, at dannelsesbegrebet derfor altid dannes af og i sin samtid. Desto vigtigere er det at diskutere hvordan vi kultiverer det, og hvordan vi forholder os til de forandringer, det udsættes for

Dannelse handler uden tvivl om at kende sin baggrund, sin historie og sit sprog. Men det er imidlertid langt fra tilfældet i dag, hvor interessen for fortiden hos mange er højst selektiv og overvejende bestemt af tilfældige populærkulturelle frembringelser; hvor en "kulturel myndighed" som bogen har mistet terræn til internettet (ifølge forfatteren Egon Clausen i et debatindlæg i avisen i går), og hvor fornemmelsen for sproget er blevet mindre sensitiv.

Vi vil derfor sikkert blive ved med at støde på menukort på caféer og restauranter, hvori der falbydes såvel sand kage som fad øl, ligesom vi vil blive ved med at møde medborgere uden egentlig viden om eller indsigt i verdens indretning fra før de selv kom til verden. Men at det alene skulle skyldes folkeskolens nedprioritering af kundskabslæren, sådan som mange fremhæver som problemets kerne, er en lidt for bekvem forklaring, fordi den ikke tager i betragtning, at det i lige så høj grad er forældrenes, familiens og vennernes ansvar - ja, deres pligt - at bidrage til børn og unges dannelse i en lærdomsorienteret betydning af ordet.

Selvom Joakim Garff andetsteds har fremført den pointe, at dannelse og uddannelse er to sider af samme sag, handler dannelsesbegrebet dog også om meget andet end baggrund, historie og sprog. For det angår først og fremmest det at være menneske. I den forstand betegner begrebet primært den antagelse, at vi alle i kraft af fortløbende dannelsesprocesser bliver socialiseret til at kunne erfare, værdsætte og anerkende åndelige færdigheder for derved at kunne begå os som individer såvel som kollektive aktører. Kierkegaard formulerede i en kristen sammenhæng en lignende tanke sådan: "Livet er en opdragelse, en dannelse, der (...) skal udvikle de spirer, Gud har nedlagt i mennesket."

Den franske forfatter Daniel Goeudevert hævder, at dannelse er en aktiv, kompleks og aldrig afsluttet proces, i hvilken et undertiden vellykket forløb kan opstå for den person, der i forvejen er selvstændig og selvhandlende, problemløsningsorienteret og levedygtig.

At lade sig danne og at danne sig selv er udfordringer, der følgelig kræver åbenhed, ligesom det kræver en konstruktiv tilgang til tilværelsens udfordringer - noget, som også Kierkegaard i relation til dannelse påpegede nødvendigheden af ved at sige: »Jeg'et vælger sig selv, eller rettere, modtager sig selv«.

Derfor, hævder Goeudevert, kan dannelse ikke reduceres til ren og skær viden eller lærdom. For viden eller lærdom er kun et middel og ikke et mål til at nå den grad af dannelse, der - til fordel for individet selv såvel som almenvellet - kan give personligheden mulighed for at forholde sig vurderende, reflekterende og kritisk distancerende til den omgivende verden.

Dannelse er nok at have et begreb om verden, historien og sproget. Men først og fremmest er det et eksistentielt anliggende.

Ingen har her i avisen sagt det bedre end Bjørn Bredal. I en klumme helt tilbage fra 1993 (der findes gengivet i hans artikelsamling Bredals ABZ fra 2008) fremfører han det synspunkt, at dannelse først og fremmest handler om at forstå sig selv i en sammenhæng og følgelig om at skabe mening i den fragmenterede, paradoksale og - i det mindste glimtvis - komplet meningsforladte tilværelse, vi alle sammen er overladt til. At Kierkegaard siger noget lignende ved at tale om dannelse som en "bevægelse fra sig selv gennem verden til sig selv", bekræfter kun hvor præcis Bredal her er.

Selvom dannelsesbegrebet konstant forandrer sig, rummer det altså den konstant i sig, at dannelse er at sætte sig selv i stand til at afklare hvordan man er menneske i verden. Hertil er viden og kunnen selvfølgelig anvendelige størrelser. Men det er i kunsten og hverdagslivet, at denne forståelse for alvor kommer i spil. I kunsten, fordi den - når den er bedst - evner at stille spørgsmål ved tilværelsens mening og dermed ved begrundelserne for hvorfor vi overhovedet er her på jorden. Og i hverdagslivet, fordi det er her, at mennesker konstant møder sig selv og hinanden i øjenhøjde - i de små, tilsyneladende ubetydelige detaljer såvel som i de store, definerende meningssammenhænge.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det er netop i kunsten og hverdagslivet, at dannelsesbegrebet i det 21. århundredes samfund er udfordret. Selvom kunsten rent faktisk fylder op i det offentlige rum - blandt andet i avisernes kulturstof, i biograferne, på museerne, i radioens musikprogrammer og på bibliotekerne - så fylder den langt mindre end den populærkultur, der ganske vist undertiden selv bidrager til produktionen af kunst, men hvis overflod af voldelige/sexistiske film og computerspil, stereotype reality-programmer og tv-quizzer, banale popsange, vulgær netporno og meget andet samtidig lader til at være komplet umulig at begrænse, og umulig at lade sig danne af alene

For skidtet er både vanedannende og normaliserende i en grad, der hele tiden flytter grænserne for hvad der er alment accepteret. Populærkulturen er derfor i færd med at gøre den moderne forbruger lige så umættelig som den hovmodige Erysicthon fra den græske mytologi. Som straf for sine ugerninger blev han dømt til altid at være sulten. Jo mere han fortærede, jo mere umættelig blev han, og han endte sine dage med at æde sig selv. Over for en sådan umættelighed har kunsten (og der findes som bekendt også populærkulturel kunst) næppe nogen jordisk chance for at sætte sig tilstrækkeligt igennem som en seriøs modvægt - og dermed som et redskab til dannelse.

SE OGSÅ

Men dermed er også bevægelsen væk fra den dannelsesrettede opbyggelighed, som tidligere kendetegnede dele af kunsten, offentlighedskulturen og uddannelsessystemerne, beklageligvis blevet fuldkommen forladt. Og dermed påhviler det ikke længere samfundets regulerende instanser at forholde sig kritisk til de frie markedskræfters ret til at sprede produkter, som modvirker dannelsesprocesserne.

Hvad angår hverdagslivet kan man med god grund hævde, at store dele af populærkulturen såvel som store dele af medierne har arbejdet aktivt på at modvirke disse dannelsesprocesser og i stedet skabe forudsætninger for en hverdag, hvor det at være menneske handler om alt andet end at forstå sig selv i en sammenhæng. Det er overvejende sket af kommercielle og populistiske hensyn, og det har bidraget til, at en helt unødvendig egocentrisk, voldelig og pornoficeret hverdagskultur har kunnet vinde så helt utroligt ubesværet frem.

De frie markedskræfter har traditionelt set været altdominerende i det danske samfund. Så længe loven ikke er blevet direkte brudt, har ingen regulerende instanser såsom Pressenævnet eller Medieansvarsloven haft noget at skulle have sagt, heller ikke når pladpandet populærkultur har fået lov til at fylde uhindret op i det offentlige rum.

Og i nyere tid har ingen kulturkritikere, debattører eller politikere haft hverken formatet, modet eller fandenivoldskheden til at igangsætte en debatkultur om kvalitet i det offentlige hverdagsrum. Heller ikke forbrugerne har haft det. Emnet er påfaldende fraværende eksempelvis i læserbreve, og det er som om, at den kritiske sans, som et samvittighedsfuldt dannelsesbegreb burde have frembragt, ganske enkelt fungerer alt for dårligt - til gavn for industrien, men næppe til gavn for befolkningen.

Der kan være rigtig mange gode grunde til ikke at ville blande sig i ekempelvis reklamebranchens måde at gøre tingene på, så længe loven overholdes. Men alligevel er det påfaldende, at den danske offentlighed så godt som aldrig har følt sig forpligtet på at forholde sig til den sensationalisme og den jagen efter den laveste fællesnævner, som desværre præger store dele af hverdagskulturen, og som langt hen ad vejen kun opnår at præge befolkningen i en mindre dannet, mindre empatisk og mindre sammenhængsorienteret retning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og det er besynderligt, at især den politiske højrefløj højtlydt har beklaget sig over dannelsestabet, når den samtidigt betingelsesløst har godtaget det frie markeds udanne(n)de dispositioner, og når den - som det blev tydeligt under Fogh-tiden i 00'erne - direkte har modarbejdet kunstens muligheder for at spille en aktiv rolle som inspirator for og udfordrer af tingenes tilstand. Det er en modsætning, som højrefløjen selv såvel som dens kritikere har været alt for lidt opmærksomme på, men som i den grad er nødvendig at problematisere.

Jeg vil gerne spørge: Hvad er det, der forhindrer os i at begynde at udøve denne kritik? Hvad holder os tilbage fra at tage en debat om kvaliteten af de hverdagskulturelle produkter, som medierne og populærkulturen tilbyder? Hvad holder os tilbage fra at koble en sådan debat med overvejelserne om hvad det er for et dannelsesniveau vi ønsker at lægge for dagen? Og hos hvem bør vi placere ansvaret for en komplet dannelsesforfejlet strategi?

Som jeg nævnte det i begyndelsen, kredsede Kierkegaards forfatterskab konstant om det afgørende spørgsmål: nemlig hvad det vil sige at være et menneske. Hans jubilæum er en god anledning til at overveje om ikke netop dette spørgsmål er det måske vigtigste vi kan stille os selv, hvis vi gerne vil være en nation af dannede borgere.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce