Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Henrik Marstal

Alle mænd har et medansvar for deres kønsfællers sexistiske uvaner

Enhver mand bør problematisere de sexistiske aspekter, hver eneste gang en af hans venner bruger nedsættende ord om eller befamler kvinder.

Henrik Marstal

Herhjemme er der for tiden en voksende opmærksomhed på hverdagssexisme som et udbredt samfundsproblem. Opmærksomheden følger en tendens, som har kunnet iagttages i en række vesteuropæiske medier gennem de seneste par år. Eksempelvis satte en artikel i sidste uge i magasinet Femina fokus på emnet, og i mandags førte en artikel om emnet i Berlingske til et indslag samme aften i TV2-programmet Go'aften Danmark samt en debat i avisen.

Sexisme vil sige det forhold, at en person bliver vurderet, bedømt og eventuelt nedgjort alene på grund af sit biologiske køn, sit ’sex’, som det hedder på engelsk (deraf navnet). Vi er vel alle sexister fra tid til anden: Både kvinder og mænd praktiserer undertiden sexisme mod det modsatte køn såvel som mod deres eget køn, og det sker blandt andet fordi vi i den pågældende situation ubevidst er underlagt nogle særlige normer, som samfundet er så gennemsyret af, at de har præget os alle lige siden barndommen.

Men erfaringen viser igen og igen, at sexisme først og fremmest udøves af heteroseksuelle mænd mod kvinder i form af den patriarkalsk betingede, magtstrukturelle uvane at seksualisere kvinder ved at tale nedladende til eller om dem, objektgøre dem, beglo dem eller befamle dem.

I Berlingskes artikel fortæller en 18-årig kvinde om en række grænseoverskridende oplevelser med mænd i bylivet. En mand, hun slet ikke havde talt med forinden, begyndte eksempelvis en aften på en bar pludselig at holde om hende og tage på hende: »Jeg bad ham om at lade være,« beretter hun. »Pænt de første gange. Så lidt mere vredt. Han sagde bare, at jeg skulle slappe af og lade være med at være mopset.«

LÆS INDLÆG

I denne situation bliver en komplet sagesløs kvinde altså dobbelt forulempet: Dels ved at blive gramset på uden forudgående samtykke, og dels ved at blive søgt manipuleret til at skulle føle skyld eller skam over ikke at ville indlade sig med den pågældende mand, selvom hun aldrig før har talt med ham, og selvom han i øvrigt slet ikke vil tale med hende, men bare flå bukserne af hende ude på toilettet.

Situationen har med udøvelse af magtritualer at gøre, hvor kvinden efter at have afvist tilnærmelserne bliver victimblamed og undertiden også slutshamed (dvs. kaldt grimme ord) til at underkaste sig den ’straf’, som en mand påberåber sig at have ’ret’ til at nedfælde over hende, fordi hun ikke vil indlade sig med ham. At det overhovedet kan lade sig gøre, skyldes at de gældende samfundsstrukturer såvel som omgangsformerne mellem mennesker fortsat understøtter sexistiske handlemønstre.

Sexisme opstår også i situationer, hvor kvinder hænges ud eller latterliggøres, noget som desværre ofte sker på de sociale medier: En mand poster et ’sjovt’ billede, hvor en kvinde udstilles eller gøres til grin - typisk ved hjælp af en tegning eller et billede med et seksualiseret indhold, der i kombination med et kvikt ordspil bidrager til at sætte kvinder (i ubestemt flertal) 'på plads.’

Sexisme er en mild form for vold, som mænd ofte uden at være klar over det begår, enten for at følge deres seksuelle impulser eller for at positionere sig selv. Af samme årsag er sexisme relateret til fænomener som mobning og faktisk også racisme, fordi den påtaler, tingsliggør eller ekskluderer personer uden at der er nogen legitim, moralsk ret til at gøre netop det. Derfor gør sexisme nogle til krænkere og andre til ofre, hvorved det moralske kodeks for almindelig god opførelse bliver fuldkommen brudt.

Mange udsagn fra forulempede kvinder vedrørende omhandler decideret blufærdighedskrænkende begramsninger, hvilket som bekendt er strafbart. Retskafne, danske mænd bryder altså i glimt lovgivningen, fordi de føler sig berettiget til - og ikke kan modstå fristelsen til - at lade hånden 'tilfældigt' befamle en dem ubekendt kvinde på brysterne, på bagdelen eller mellem benene. Det er ganske enkelt ikke et moderne samfund værdigt.

Sexisme angår også den samfundsmoral, som indirekte formulerer en række forventninger til kvinder om, at de skal være identiske med deres kroppe, og som af samme årsag forventes at være velplejede, attraktive og tilgængelige for det sultne, mandlige blik. Forestillingen om, at kvinder skal fremstå unge, smukke og friske for at få opmærksomhed, gennemsyrer nemlig ethvert heteronormativt samfund. Også den omstændighed bidrager på sin egen subtilt-dæmoniske måde til at skabe sexistiske tilstande. Derfor angår problemet også andre forhold end blot kønsdebatten.

Men som følge af sexismens subtilt-dæmoniske karakter kombineret med de indgroede kønsvaner, bliver der ofte stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt sexismen overhovedet findes. Ubehagelige oplevelser med mænd, der klart overskrider grænserne for almindelig god opførsel, bliver affejet med reaktioner fra omgivelserne som: »Er det nu virkelig så slemt som du siger?«, »Sig mig, overdramatiserer du ikke lidt?« eller »Tag det da som et kompliment!«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS DEBAT

Resultatet er, at kvinder risikerer at stå tilbage med en oplevelse af at være blevet verbalt eller fysisk overgrebet, uden at nogen tager denne uretfærdighed tilstrækkelig alvorligt. Ud over at blive befamlet uden samtykke og derefter victimblamed, er dette altså en tredje form for forulempning, som følger efter de to første: Den pågældende kvinde skal selv kunne løfte bevisbyrden, før nogen tror på hende.

Når sexisme ofte bliver afvist som kønsparanoia, skyldes det også, at udøvelsen af sexisme foregår på et helt eller delvist uerkendt plan. For mange mænd benytter sig blot af en for længst erhvervet ’ret’ til at opføre sig nedladende over for kvinder, fordi de nu engang føler for det, eller fordi der kan være anerkendende, sociale points at hente hos deres kønsfæller. Der er derfor stor uopmærksomhed omkring det faktum, at sexismens eksistens skyldes nogle nedarvede magtstrukturer, med hvilke mænd altid har kunne 'tillade' sig at holde kvinder nede.

Så nej: Sexisme er desværre ikke kønsparanoia. Men det er samtidig et kompliceret begreb, fordi grænsen mellem at bedømme en person alene på grund af vedkommendes køn, og så rent faktisk give personen en kompliment kan være hårfin og endda undertiden flertydig, alt afhængigt af situationen og konteksten. Det kunne eksempelvis være, når en person tror, at vedkommende giver et kompliment, mens den, komplimentet gælder, opfatter det som en grænseoverskridende handling.

Men som den engelske blogger og forfatter Laurie Penny har gjort opmærksom på, drager selv de mest hensynsfulde og opmærksomme mænd jævnligt fordel af de gældende heteronormative strukturer - og det er netop årsagen til, at den sexistiske undertrykkelse er så svær at komme til livs.

LÆS DEBAT

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor har det udbredte modargument - at det netop ikke er alle mænd, der opfører sig sexistisk - kun i meget begrænset grad gyldighed. Denne ’not all men’-strategi er blevet et forsvarsargument hos mange mænd, der føler det nødvendigt at bedyre deres uskyld. Men de er igen og igen blevet modsagt. For som følge af traditionen har alle mænd - og ikke blot nogle - et medansvar for deres kønsfællers uvaner såvel som for deres egne blinde kønsvinkler. Enhver mand bør derfor påtale og problematisere de sexistiske aspekter, hver eneste gang en af hans venner eller bekendte siger noget 'sjovt' om kvinder, bruger nedsættende ord om dem eller befamler dem. Og han bør desuden udøve selvjustits på området.

For den nedarvede, patriarkalske ret til at bedrive sexisme selv i mild grad hører ganske enkelt ikke hjemme i det 21. århundrede. Og hvis ikke sexismen - den eksplicitte såvel som den uerkendte - bliver problematiseret eksplicit i medierne og i hjemmene, i skolerne og på arbejdspladsene, vil den få lov til konstant at ligge som en dyne over den måde, kønnene omgås hinanden på. Men måske vi er på vej mod nye tider. Medieomtalen peger i hvert fald i den rigtige retning.

Mænd, er i der?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce