Foto: Illustration: Aslak Elias Kelkka
Henrik Marstal

Der er heldigvis kommet gevaldige ridser i mandens kønsorgan

To retrospektive udstillinger med erotisk kunst er en svanesang for det enerådende mandlige blik.

Henrik Marstal

Da den danske maler Hans Henrik Lerfeldt i 1989 døde som knap 43-årig, var han især kendt for sine erotiske portrætter. Ligesom sin amerikanske, lidt yngre kollega Jeff Koons havde han i 1980'erne opnået et markant gennembrud på at skabe en kunst, som provokerede samfundsmoralen ved at hylde den utilslørede erotiserede fantasi til trods for, at pornoen var godt i gang med at invadere manges hverdagsliv.

I lighed med så mange andre erotiske billedkunstnere i denne periode kunne de begge hente kunstnerisk legitimitet i to omstændigheder: dels, at billedkunsten havde en stor og lang tradition for at fremstille nøgne kvinder, og dels, at den seksuelle revolution havde skabt grobund for en øget efterspørgsel på erotik og pornografi i billedform.

Hvordan skal vi i dag, tre årtier efter 1980'erne, forholde os til grænseoverskridende, erotisk kunst i en hverdagsverden gennemsyret af pornoficerende tendenser

Dertil kom, at de begge bekendte sig til en avantgarde-relateret kunstopfattelse, der hyldede den grundtanke, at kunstneren aldrig var forpligtet på andet end at udleve sine egne personlige tilbøjeligheder, i dette tilfælde fascinationen af det erotiske - hvorved værkernes kulturkritiske potentiale som udfordrer af det erotiserede samfund dog blev helt eller delvis udvisket.

I sommer så jeg udstillingen 'Jeff Koons: A Retrospective' på Whitney-museet i New York, hvor en lang række af kunsterens erotiske kunstværker også var inkluderet. Og i sidste måned så jeg Hans Henrik Lerfeldt-udstillingen 'Heavy' på Gl. Holtegaard nord for København, der ligeledes er retrospektiv.

I begge tilfælde forekom motivationen for at lave udstillingerne mig at have at gøre med spørgsmål som disse: Hvordan skal vi i dag, tre årtier efter 1980'erne, forholde os til grænseoverskridende, erotisk kunst i en hverdagsverden gennemsyret af pornoficerende tendenser?

Og hvad skal vi i dag, hvor kønsdebatten er lykkedes med at udfordre præmisserne for de traditionelle kønsmagtordninger, stille op med kunsthistoriens mange mandlige erotiseringer af kvindelige objekter?

Lad mig her fokusere på det sidste af de to spørgsmål. I 1989, netop på det tidspunkt hvor Lerfeldt og Koons var allermest i vælten, foretog det feministiske, anonyme kollektiv Guerrilla Girls en kønsanalyse af samlingen på Metropolitan Museum of Art i New York. Det viste sig, at mere end 95 procent af billederne og skulpturerne var lavet af mænd.

Hvad nu hvis de to kunstnere havde heddet henholdsvis Jennifer Koons og Hanne Henriette Lerfeldt

Til gengæld var 85 procent af alle museets nøgenportrætter fremstillinger af nøgne kvinder. Undersøgelsen udstillede med pinlig tydelighed, at der for så vidt var masser af kvinder i billedkunsten, men næsten udelukkende kun som (begærs)objekter fremstillet af mænd.

Dengang kunne det måske næppe have været meget anderledes, selvom køn delvist havde været på den samfundsmæssige dagsorden i to årtier. Det er Koons' og Lerfeldts værker et præcist udtryk for.

LÆS PORTRÆT

For hvad nu hvis de to kunstnere havde heddet henholdsvis Jennifer Koons og Hanne Henriette Lerfeldt, og gennem deres kunst havde udlevet en stor fascination af nøgne, erotiserede mænd ved at fremstille dem som begærsobjekter? Eller sæt nu, at de to kun malede billeder til glæde for det erotiserede, lesbiske blik, men at ingen anså billederne for at være til glæde for det erotiserede, mandlige blik?

Ingen af delene ville dengang have kunnet ladet sig gøre, fordi det nu engang var en del af magtrelationen mellem kvinder og mænd, at sidstnævnte havde ret til at objektivere og erotisere førstnævnte, ikke omvendt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dag, derimod, kunne begge dele faktisk godt være mulige som følge af de ændringer i kønsforståelserne, som i disse år er i gang med at blive implementeret. Den mandligt-heteroseksuelle kønsmagtordning, som ofte er blevet kaldt 'the male gaze', har nemlig siden 1980'erne tabt en stor del af den autoritet, som det tidligere besad som en integreret del af magtrelationen mellem kvinder og mænd.

For nu at sige det bramfrit, er der set i et kønsmæssigt perspektiv kommet ridser i piklakken. Gevaldige ridser, endda

For nu at sige det bramfrit, er der set i et kønsmæssigt perspektiv kommet ridser i piklakken. Gevaldige ridser, endda.

Den særligt kønnede praksis, at mænd maler kvindelige begærsobjekter og vel at mærke gør det med dækning i kunsttraditionen, ville i dag have helt andre konsekvenser for de implicerede kunstnere og kuratorer: De ville være nødt til at begrunde deres motivvalg langt klarere end det kan læses ud af Koons' og Lerfeldts værker.

LÆS DEBAT

For det er ikke længere udelukkende et mandligt-heteroseksuelt anliggende at have patent på det erotiserende blik, selvom årtusinders kunsthistorie udelukkende har opdyrket netop dette bliks autoritet, og selvom samfundet er blevet stadig mere pornoficeret.

Ja, faktisk er det måske ikke længere tidssvarende med kunstnere, der som Koons og Lerfeldt lagde deres produktion og ry an netop på det.

Set i relation til den aktuelle kønsdebat og de ændrede magtrelationer mellem kønnene, viser begge de retrospektive udstillinger derfor, hvordan denne form for erotisk kunst er ved at være passé som anledning til at skabe den forundring, al vedkommende kunst bør være i stand til at fremkalde hos publikum.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Såvel Koons som Lerfeldt tilhører den gamle verden, kunsthistoriens kønsmæssige version 1.0. Det er hvad udstillingerne har gjort klart. Og det var måske netop pointen med dem: Begge er en svanesang for den mandsdominerede kønsmagtordning, hvis begrundelser ikke længere er helt så selvindlysende som de engang var, heller ikke selvom henimod halvdelen af verdens kønsmodne befolkning af heteroseksuelle mænd.

Erotisk kunst forsvinder næppe nogensinde. Men i det 21. århundrede vil den formodentlig bryde med kunsthistoriens tradition for at lade 'the male gaze' have patent på at fremstille den.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce