Hvad nu hvis fremtiden tilhører Elbæk?

Uffe Elbæks afgang som kulturminister var uundgåelig, fordi tiden er umoden til en politikertype som ham.

Henrik Marstal

Som kulturminister i den nye regering holdt Uffe Elbæk (R) kun 14 måneder på posten. Det er overraskende kort tid, når man tænker på hvor lidt dramatisk kulturområdet traditionelt bliver opfattet af offentligheden. Men måske knap så overraskende, når man tænker på hvem der sad i sædet.

For det handler mindre om Elbæks på mange måder tvivlsomme kvalifikationer som minister, som der inden for det seneste døgn er blevet redegjort for til hudløshed af adskillige kommentatorer. Og det handler mere om hans måde at være kulturminister på, som tiden viste sig ikke at være moden til - jævnfør hans understregning her i avisen af, at han har sin egen måde at være politiker på.

Skudsmålene her dagen efter Elbæks spektakulære ministerafgang lader sig i hovedsagen opsummere sådan: Manden var en naiv idealist, uden sans for realpolitik, uden sans for at skelne mellem aarhusiansk og national kulturpolitik samt uden sans for hvordan kulturen mest målrettet kunne udvikle sig som oplevelsesøkonomisk magtfaktor.

Men som DR's kulturdirektør Morten Hesseldahl siger det i dag her i avisen, bør Elbæk have "mange points for at være inkluderende og for at tænke kulturen som havende et forandringspotentiale, der kan ændre mennesker." I den forstand har han i sin tilgang til ministergerningen faktisk været loyal over for regeringsgrundlaget, hvori det hedder, at kulturpolitikken kan bidrage til at fremme og udvikle demokratiet ved at bane vejen for en friere menneskelighed.

En friere menneskelighed - altså en friere omgang i den gensidige udvisning af menneskelighed? Det er fine og dyre ord, som ikke desto mindre var noget, Elbæk - som den politisk naive idealist han er - tog alvorligt som et mål at arbejde for.

Hans mantra var, at hvis folk blot blev bedre til at værdsætte kulturen som på én og samme tid et oplevelsesrum og et modsigelsesrum, som noget berigende - ja, så kunne kulturen også blive befriende. En øget kulturtilegnelse ville kunne gøre folk klogere på sig selv og hinanden, skabe plads til øget tolerance og til mindre rethaveriskhed.

Elbæk var altså repræsentant for den tankegang, at kulturen rummer et frigørende potentiale for menneskeheden, og at statens opgave er at bidrage til at lade dette potentiale blive forløst. Det var sådanne erkendelser, som var det vigtigste for Elbæk at udbrede, og han gjorde det blandt andet ved konstant selv at agere ambassadør for kulturen overalt hvor han bevægede sig.

Alene derfor var kultur i Elbæks optik at opfatte som et samfundsbærende element, ikke mindst i dag, hvor dens udfoldelse er blevet hængt op på netværkssamfundets brugerdrevne måder at skabe interaktion på. Men kultur var i hans optik også et redskab til at skabe rum for eftertanke i den mest banebrydende forstand af ordet.

Jeg oplevede det selv på første hånd i foråret til et såkaldt Kultur på kanten-arrangement på den efterhånden forkætrede produktionsskole AFUK. Arrangementets overskrift var 'Hvor blev utopien af?' Her havde vi altså en kulturminister, der i bedste dialogiske ånd inviterede en bred skare af kulturfolk til en debataften om betydningen af at leve i et samfund, som turde omgive sig med utopier, og som turde sætte utopier frem som en inspirerende modsætning til den omgivende realpolitiske virkelighed præget af en hård og stædig kamp om midler.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At mødet var holdt i en aktivistisk ånd med ministeriets i denne sammenhæng let famlende embedsmænd som indrulle(re)de kabelrullere, og at det blev afholdt med en nærmest laissez faire-agtig tilgang til aftenens emne, forekom at være to sider af samme sag. Og at aftenens fokus på utopier som samfundsalternativ forekom alt for løs og vilkårlig, lod nærmest til at være en del af pointen.

Ufokuseret, det var det på mange måder. Men hvad jeg så den aften var en stærkt engageret minister, der på bedste naive og idealistiske vis havde skabt rammerne for en debat, som mange på forhånd ville affeje som værende komplet spild af kulturministeriets tid for ikke at sige mødedeltagernes. Jeg så en minister, der i sin tilgang til sit politiske område opførte sig som om han egentlig slet ikke var politiker, men derimod benyttede sin position til at være medskabende aktør i kulturlivet. Og jeg så en minister, der tilsyneladende helt havde afvist den præmis, at politiske beslutningsprocesser skulle have med magtrelationer at gøre.

Med andre ord fremstod Elbæk som en højst atypisk politikertype, som der i nutidens realpolitiske - nogen ville måske sige kyniske - spil overhovedet ikke er plads til. I den forstand har tiden været umoden til overhovedet at indsætte en figur som Elbæk. Han var en fejlcasting fra begyndelsen, til trods for sit store og mangeårige engagement i kulturlivet.

Men hvad nu hvis fremtiden tilhører netop de naive og de idealistiske, fordi de beregnende, nøgterne og rationelle strategier før eller siden vil spille fallit? Og hvad nu hvis de naive og idealistiske tilgange til det politiske spil en dag kommer i højsædet, fordi det viser sig at være den eneste farbare vej væk fra en komplet uhensigtsmæssig kynisk politisk praksis, der også på kulturområdet risikerer at skabe spild, uenighed og kløftedybe modsætninger mellem mennesker? Så vil der blive brug for personer af Elbæks type, for hvem magtudøvelse i en traditionel forstand af begrebet ligger dem uendelig fjernt, og som naivt og idealistisk tillader visionerne om deres respektive fagområder at fylde mere end de realpolitiske og strategiske begrænsninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Elbæks afgang i går viser med al tydelighed, at det ikke er hans tid, ikke hans værdier. I sammenligning hermed er hans efterfølger Marianne Jelved at opfatte som en langt mere tidsvarende minister: mere i tråd med det realpolitiske, det strategiske, det konkret oplevelsesøkonomiske aspekt af kulturlivet. Hun skal nok levere varen som den bliver efterspurgt i 2012-udgaven af dansk politik. Og det er en helt anden og endnu ikke eksisterende historie.

Men Elbæk har mindet os alle om, at andre måder at være politiker på en dag kan blive mulig. I så fald vil han blive husket som én af dem, der gik forud.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce