Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Henrik Marstal

Her er fire forslag, som kan bremse hadet på nettet

Debatkulturen er demokratisk udfordret, og det er tid til handling.

Henrik Marstal

Nethad er i stigende grad blevet et demokratisk problem. Der er sket et skred i måden, hvorpå mennesker tillader sig at skrive til andre på.

Debatten er blevet aktualiseret med et harmdirrende indlæg i Politiken i torsdags, skrevet af næstforkvinde for Dansk Kvindesamfund, Ulla Tornemand. Indlægget var rettet imod det danske retssystem. Som hun skrev, har retssystemet nemlig for vane at bagatellisere vold, voldtægtsforsøg og trusler om vold mod partnere eller ekspartnere.

Systemets forvaltere - politi og sociale myndigheder - trækker blot på skuldrene, når chikanen ikke er fysisk

Og systemets forvaltere - politi og sociale myndigheder - trækker blot på skuldrene, når chikanen ikke er fysisk, men foregår på de sociale medier. Ulla Tornemands pointe var, at retssikkerheden for chikaneofre langtfra har den prioritet hos myndighederne, som den indlysende burde have i et retssamfund.

I november sidste år bragte DR2 udsendelsesrækken 'Ti stille, kvinde', hvor en række kvindelige folketingsmedlemmer stod frem og fortalte om den ædende onde chikane på mail, sms og chat, som de dagligt lever med.

LÆS DEBAT

Programmet fik debattøren Paula Larrain til i et indlæg i Politiken at fortælle om, hvordan hun selv deltog mindre i den offentlige debat end hun egentlig gerne ville, af frygt for mobning og chikane. Og hun opfordrede på den baggrund til langt mere selvjustits blandt brugerne på de sociale medier og på avisernes hjemmesider.

I samme måned gik Kvinderådet ud med en opfordring om at tage nethad langt mere alvorligt både lovgivningsmæssigt og i den offentlige debat. Som rådet skrev på sin hjemmeside: »Det er afgørende for demokratiets fremtid, at anonyme grupper ikke får lov til at skræmme andre til tavshed«.

Men nethad angår andet end udskamning og nedgørelse af kvindelige debattører og/eller offentlige personer. Det angår også den helt almindelige debattone på nettet, hvor netbrugere kommenterer på andre personers opdateringer.

Jeg er bestemt ikke den eneste mandlige debattør, der må leve med alle mikroaggressionerne og latterliggørelserne

Også jeg har ligesom Paula Larrain, Ulla Tornemand og deltagerne i 'Ti stille, kvinde' mærket netchikanen på min egen krop. I et interview med Berlingske om mit virke som kønsdebattør, som blev bragt i juli, fortalte jeg om hvordan jeg igennem en længere periode helt måtte trække stikket, fordi jeg havde brug for en pause fra de mange kommentatorer, der igen og igen latterliggjorde, betvivlede, hånede og ynkede stort set alt hvad jeg skrev.

Og jeg er bestemt ikke den eneste mandlige debattør, der må leve med alle mikroaggressionerne og latterliggørelserne fra personer, som tilfældigvis læser med og føler sig berettiget til at læsse deres negative ord af.

LÆS PAULA LARRAIN

Derfor har jeg gjort mig til talsperson for den opfattelse, at det omsiggribende nethad bør mødes med langt større seriøs opmærksomhed i form af oplysningskampagner, undervisning i folkeskolen om emnet samt en revision af Straffelovens kapitel 26 om forbrydelser mod den personlige frihed, der eksplicit skal gøre trusler, hetz, krænkelser, trakasserier og chikane via netkommunikation strafbart.

For den gældende lovgivning imod personlige trusler nytter ikke spor, når det er muligt systematisk og vedvarende at true, håne, udskamme, nedgøre, ydmyge, latterliggøre eller forfølge andre, uden at det har nogen som helst juridiske konsekvenser.

Problemet går også langt ind i journaliststandens rækker. I hvert fald ifølge den norske forfatter Aina Landsverk Hagens bog 'Meningers mot - netthat og ytringsfrihet i Norge', som udkom i foråret. Bogen dokumenterer, hvordan næsten halvdelen af landets journalister og redaktører har oplevet krænkelser, chikane eller hetz inden for det seneste år.

Der er flere grunde til, at vi med Paula Larrains ord har en syg debatkultur i forhold til trusler og chikane

Overraskende nok er lige så mange mænd som kvinder blevet udsat, men chikanen mod kvinder er langt oftere af seksualiserende art - måske fordi netmobningen primært udøves af mænd i alderen 35-50 år. En fjerdedel af journalisterne og redaktørerne oplever at være blevet direkte truet. Og betegnende nok betragter seks ud af ti helt generelt omfanget af chikane og trusler som et demokratisk problem, fordi selvcensur og dukken sig ofte bliver resultatet, når chikanen raser.

Bogen giver også en række anvisninger på, hvad både de berørte parter og deres redaktioner kan gøre for at dæmme op for nethadet. På Journalisten.dk sluttede Susanne Sayers en anmeldelse af bogen i juni af med at slå fast, at den burde være pligtlæsning på alle redaktioner herhjemme. Ja, det tør vist siges, såfremt danske journalister og redakører oplever blot tilnærmelsesvist det samme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS DEBAT

Der er flere grunde til, at vi med Paula Larrains ord har en syg debatkultur i forhold til trusler og chikane. En grund er, at for mange instanser har ladet stå til: Aviser og andre medier har ganske enkelt været for eftergivende i forhold til at censurere grove kommentarer, og den selvjustits, som Paula Larrain appellerer til, har ikke fungeret særligt effektivt - måske fordi andre, mere besindige kommentatorer holder sig tilbage med at kalde til orden af frygt for selv at pådrage sig hadet.

Nethadsskribenterne har med andre ord tilranet sig magten som om avisernes netfora var en slags digital skolegård med mobbere, mobbeofre og udenforstående, der dukker sig for ikke selv at tiltrække sig mobbernes opmærksomhed.

En anden grund er, at rethaveriskheden, småligheden, nævenytttigheden, fordomsfuldheden og stædigheden i forhold til at holde på sine egne synspunkter tilsyneladende har vundet mere og mere indpas. Det samme kan siges om den generelt ikke-empatiske adfærd, som netbaseret mobning også er udtryk for.

Skriv i en ordentlig tone uden eder og forbandelser, uanset hvor provokeret eller forurettet du er

Den åbenhed, tolerance og fordomsfrihed, som globaliseringsprocesserne kunne have medført, har paradoksalt nok resulteret i nærmest det modsatte: Vi må se i øjnene, at alt for mange føler sig berettiget til at udøve chikane, alene fordi de har en netopkobling og et tastatur.

Det er blevet på tide at etablere en egentlig samfundsdiskurs om nethad, sådan at vi bedre kan problematisere begrebet. Desuden kunne samfundet i det hele taget sætte fokus på nethad på flere måder: Dels ved at sætte det på dagsordenen i folkeskolens øverste klasser foruden gymnasieskolen, dels ved at lave kommunale og statslige oplysningskampagner, og dels ved at Folketingets retspolitikere begynder at tage nethad langt mere alvorligt som et voksende samfundsproblem.

Og så kunne vi også alle arbejde for, at debatterne på nettet fremover fandt sted ud fra disse fire tommelfingerregler:

1) Skriv i en ordentlig tone uden eder og forbandelser, uanset hvor provokeret eller forurettet du er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

2) Lad være med at forholde dig til modpartens udseende, køn, seksuelle orientering, krop og personlighed, men udelukkende til hvad vedkommende mener.

3) Begrund altid dine synspunkter med mindst ét argument.

4) Lad være med at sætte dig til tasterne, hvis ikke du har andet at bidrage med end negativitet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce