Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Henrik Marstal

99 mænd og 2 kvinder gør Tinderbox til en lukket fest

Tinderbox giver kun plads til det køn, der allerede har en altdominerende plads i musikhistorien.

Henrik Marstal

Det er noget af en oplevelse at være inde på musikfestivalen Tinderbox’ hjemmeside og se listen over de i alt 35 bookede kunstnere, som skal spille i Tusindårsskoven i Odense til juni.

Der er fotos af dem alle, fra Rammstein (D) over The National (US) til Minds of 99 (DK), og mangfoldighed præger ikke ligefrem tingene. Som det er kommet frem, er 99 ud af i alt 101 optrædende mænd, og hvad angår etnicitet ligner det en lukket, hvid fest, mens kun ganske få artister ser ud til at være – eller vil være – blot en dag over 35 år.

Hvis den førende, kvalitativt interessante og kommercielt relevante musik i dag blev lavet udelukkende af unge/yngre, hvide mænd, ville der måske ikke være noget problem. Men sådan er det jo så langt fra.

Vi kan derfor konstatere, at egentlige mangfoldighedskriterier ikke har indgået i overvejelserne vedrørende festivalens bookinger. I stedet har festivalen fulgt den gængse opfattelse, at musikalsk kvalitet er lig musik lavet af mænd – gerne unge og hvide.

Kønsproblematikken er her særlig interessant, fordi den i forvejen har fyldt i festivaldebatten. Især i 2013 og 2014 fik Roskilde Festival seriøs kritik for med Information-redaktør Ralf Christensens ord at »hørme af testoteron« med en kvindelig repræsentation på omkring 15 procent. Baggrunden for kritikken var, at Roskilde Festival brander sig som en organisation med Corporate Social Responsibility (CSR) og dermed bekender sig til et sæt af værdier og etiske standarder, som blandt andet har at gøre med at tilslutte sig en mangfoldighedsdagsorden.

På Tinderbox’ hjemmeside findes der ikke mange ord om festivalens værdigrundlag, og tilsyneladende er CSR-forpligtelser ikke indbefattet. Men det undtager ikke festivalen fra en anden kritik, som blev fremført mod Roskilde Festival: Nemlig, at hvis ikke kuratorerne forholder sig reflekteret til begrebet musikalsk kvalitet, løber de med Ralf Christensens ord risikoen for »at reproducere gamle, fastgroede mønstre, både de personlige og de kollektive«.

Skulle jeg selv spille på festivalen, ville jeg have det mærkeligt med at skulle dele scenen med næsten udelukkende mine kønsfæller

Læren af Roskilde Festivals kønskonservatisme er den, at hvis en festival praktiserer en passiv strategi på området, er der ganske enkelt ingen udvikling at spore i positiv retning. I Tinderbox’ tilfælde ser det endda ud til, at udviklingen med raske skridt går den modsatte vej, når fordelingen som her er under ti procent. Og det er indlysende et problem, fordi ingen musikfestival kan melde sig ud af det kulturelt forpligtende musikfællesskab, som den indgår i og præger med sin blotte eksistens.

Det undrer mig derfor enormt, at de seneste års fyldige debat om kvindelig repræsentation i det rytmiske musikliv i så eklatant grad er gået hen over hovedet på så markant en festival som Tinderbox.

Jeg spørger mig selv, om ledelsen ganske enkelt slet ikke har føling med, hvorfor debatten om køn er vigtig, ja, tvingende nødvendig, hvis ambitionen ellers er at være et friskt bud på en nutidig festival. Men en sådan kompetence lader måske ikke til at være væsentlig for en førende kommerciel festival anno 2016?

Det må siges at være en skærpende omstændighed, at festivalen er substantielt finansieret af offentlige midler – Odense Kommune støtter gennem en femårig periode festivalen med 23,5 millioner kroner årligt. Disse midler går altså til en festival, der slet ikke har fanget nødvendigheden af at have et mangfoldighedsperspektiv på kurateringen. Jeg ville være en anelse bekymret, hvis jeg var blandt de kommunalpolitikere, som havde givet tilsagn til støtten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her spiller det jo netop ind, at advarselslamperne allerede har blinket i medierne de seneste år. Udover kritikken af Roskilde Festival er Grøn Koncert blevet kritiseret for at have rent mandlige programmer, og andre festivaler har fulgt samme uheldige kønsmønster.

På de sociale medier har bookermiljøet allerede reageret på Tinderbox’ 99 mænd og 2 kvinder på scenen, og flere advarer mod kønskvotering, fordi det vil være den forkerte vej at gå for såvel kvindelige aktører som for publikum. Men der er jo allerede i den grad blevet kønskvorteret – i mandligt favør. Bookingerne kan da slet ikke forklares på anden vis.

Det er en nærliggende tanke, at danske festivalbookere generelt har mere opmærksomhed på et band, hvis det består af mænd, end hvis det består helt eller delvist af kvinder

Ikke desto mindre er og bliver det en central pointe, at intet kvalitetsbegreb i kurateringen af rytmisk musik kan være uafhængigt af køn, når musikhistorien traditionelt har favoriseret mandlige frem for kvindelige udøvere. Det burde en professionel festivalledelse vide – også selvom tendensen til at favorisere musik frembragt af mænd er så indgroet, at det slet ikke er noget, vi tænker over, hvis altså ikke vi aktivt retter opmærksomheden mod det. Det er i hvert fald en nærliggende tanke, at danske festivalbookere generelt har mere opmærksomhed på et band, hvis det består af mænd, end hvis det består helt eller delvist af kvinder.

Lige nu sender Tinderbox et signal til dets potentielle festivalgæster såvel som dansk musikliv om, at her spiller mangfoldighedskriterier absolut ingen rolle for musikkurateringen, og her er der kun plads til det køn, der allerede er sikret en altdominerende plads i musikhistorien. Jeg ville ikke købe billet til festivalen på de betingelser.

Og skulle jeg selv spille på festivalen, ville jeg have det mærkeligt med at skulle dele scenen med næsten udelukkende mine kønsfæller. Jeg ville føle, at det var åndeligt fattigt at stå der, fordi festivalen de facto havde ekskluderet de kvinder fra scenen, som jeg i mindst lige så høj grad opfatter som mine kollegaer og/eller ligeværdige sparringspartnere.

Jeg efterlyser en reaktion fra brancheorganisationen Dansk Live, som Tinderbox i lighed med næsten alle andre festivaler og spillesteder er medlem af. For det kunne være særdeles godt at vide, hvorvidt der i livebranchen andre steder er fokus på proaktive kønspolitiske tiltag, eller om festivalernes kønskonservatisme, som vi nu ser videreført hos Tinderbox, slet ikke bliver problematiseret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som reaktion skrev en kvindelig kommentator på Facebook lakonisk: »Der er masser af kvinder. Måske er det dem, der booker, der er noget galt med«. Ja, det er spørgsmålet. Musikforskeren Fabian Holt bemærkede i går i Politiken, at Tinderbox’ festivalledelse består af tre mænd – en sammensætning, som på ingen måde er usædvanlig i den danske festivalverden. Men på eksempelvis årets Tønder Festival i 2015 var 88 ud af 242 optrædende kvinder. Der var altså 36 procent kvinder på scenen.

Og festivalledelsen? Den består af fire kvinder.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce