Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Henrik Marstal

Haarder har ingen gode argumenter for, hvorfor der skal spares på kulturlivet

Mere kultur for færre kulturkroner? Ja, så langt rækker kulturministerens fantasi.

Henrik Marstal

Kulturmødet på Rødding Højskole i sidste uge var et grundigt iscenesat initiativ fra kulturminister Bertel Haarder (V), der skulle sætte fokus på kulturens mål og midler i et statsligt støtteperspektiv.

Jeg deltog i mødet, og hold nu op, hvor blev der talt meget om bevillinger og organisation i et indforstået new public management-lingo. Til gengæld blev der talt påfaldende lidt om kulturens betydning og om de trængte økonomiske vilkår, som de kunstnere, der frembringer den, ofte lever under. Det kunne skyldes, at der slet ikke var ret mange kunstnere blandt deltagerne, men til gengæld adskillige højt placerede personer i kulturens mainstreamorganisationer, -institutioner, -statsorganer og -bestyrelser.

Hvorfor skal der spares, når vi nu ved, at kunst og kultur står centralt i danskernes identitetsdannelse, knytter dem sammen på tværs af alle skel og gør dem klogere og mere empatiske?

Mottoet for mødet var ’Mere kultur for færre kulturkroner’. Der var ingen mulighed for at overse det motto, for under hele mødet stod det nærmest som i et Big Brother-agtigt mareridtsscenarie skrevet med meget store bogstaver på en skærm i mødesalen.

POLITIKEN MENER

Mere kultur for færre kulturkroner? Ja, så langt rakte kulturministerens fantasi. Vi skulle ikke rigtig snakke kulturel selvforståelse. Vi skulle ikke rigtig snakke dannelse. Vi skulle ikke rigtig snakke kulturværdier. Nej, vi skulle derimod snakke institutionelle rammer og penge, penge, penge.

Baggrunden for mødet var regeringens beslutning om fremover at spare to procent på de statslige kulturbudgetter. Men selvom Haarder op til mødet både havde skrevet en kronik om emnet i Jyllands-Posten og ladet sig interviewe i flere medier, lykkedes det ham ikke på noget tidspunkt at fremsætte et eneste godt eller fornuftigt argument for, hvorfor der egentlig skal spares på de statslige kulturkroner.

De eneste mulige argumenter er, at det er, fordi samfundet som helhed skal spare, eller fordi kulturen hidtil har fået for mange statskroner. Men er det egentlig valide argumenter?

Bag alle indlæggene og debatterne på kulturmødet lurede derfor et ubesvaret spørgsmål: Hvorfor skal der spares, når vi nu ved, at kunst og kultur står centralt i danskernes identitetsdannelse, knytter dem sammen på tværs af alle skel, gør dem klogere og mere empatiske, giver dem større livsrum og – som filosoffen Dorte Jelstrup pointerede i en artikel på netmagasinet POV International forud for mødet – har en spejlende og berettende funktion?

Kulturlivet er spækket med servile fedterøve

De mange oplæg og kommentarer under mødet gjorde én ting klart: Kulturlivet er spækket med servile fedterøve. Ja, jeg sagde det klart: servile fedterøve. Her tænker jeg på de ledere, direktører og formænd, som med sleske miner, kække tandpastasmil og i et lønligt-forfængeligt håb om at gøre personligt indtryk på ministeren undervejs forsikrede ham om, at de skam syntes, det var en rigtig god idé at spare, og at de da selv sagtens kunne levere langt bedre kultur for færre midler. Ja, netop med færre midler kunne de blive endnu mere profilerede!

Dermed var de ikke langt fra at takke ham hjerteligt for det fremragende initiativ at skære på kulturmidlerne – og samtidig anerkendte de kulturministerens neoliberale mantra: at alt kan varegøres, og at det er en forudsætning for overhovedet at diskutere kultur, at dets værdi altid lader sig omsætte entydigt i kroner og øre. Nogle få forsøgte undervejs at kritisere denne præmis, men blev i den grad overrulet af de servile fedterøves konsensus om at forholde sig helt ukritisk til den.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Undervejs nævnte ministeren, at der også næste sommer skal holdes kulturmøde i Rødding. Men i så fald bør det være et møde med langt flere kunstnere samt innovative og progressive kræfter fra kulturlivet, som alle ved, at et magtkritisk afsæt er en forudsætning for overhovedet at indgå i dialog med ministeren. Kun på den måde kan han lade sig udfordre på sine holdninger, og kun på den måde kan debatten om kunstnerens rolle som kulturproducent blive seriøst inddraget. Jeg håber, han udviser det mod.

KRONIKEN

Ministeren selv var formodentlig godt tilfreds med mødets udfald. For toprocentsbesparelsen blev stort set uden refleksion eller undren accepteret af mainstreamkulturfolkene. At de alle derved gjorde sig til nyttige idioter, er han snu nok til at vide – og måske endda til at have forudset. Mon ikke det nu bliver lettere at få de kommende års kulturbesparelser til at glide ned?

Koreografen og lederen af Dansehallerne Efva Lilja bidrog med de ord, der står klarest i min erindring om mødet. Hun sagde: »Den nationale kulturpolitik skal værne om det ubegribelige, det uudtalte, det underlige. Ellers stivner kunsten fuldkommen«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce