Antihelt med X Factor

Er det pornoficerede samfund virkelig kvindernes skyld, Blachman?

Henrik Marstal

For nogen tid siden faldt jeg over Sten Wijkman Kjærsgaards bog De der søgte, men aldrig fandt. Det er en underholdende bog om menneskets dårskab, idet den fortæller om en række fabellande, man engang troede eksisterede, og som man derfor ledte utrættelig efter. Og bogen fortæller også om jagten på søslanger og havmonstre.

En generel uvidenhed om geografi og biologi kombineret med en frygt for og fascination af det ukendte har drevet mennesker til at jage efter de utroligste ting. Så dumme er vi ikke længere, men til gengæld har en generel uvidenhed om psykologi og historie måske til gengæld taget over. Hører du efter, Thomas Blachman? Det er just dig, jeg taler til.

En utrættelig jagt på det unikke, det fantastiske, det storslåede individ, der kan forløse danskerne fra deres 'åndelige døs' - det er hvad Blachman og hans meddommere nu gennem seks år har trukket seerne igennem i det efterhånden ret så selvparodiske X Factor-program. Deltagernes egne drømme om at nå tinderne har måske været reelle nok, men den endeløse søgen efter 'det unikke', som dommere og redaktører konstant har jagtet og bildt deltagerne ind, at de netop i dem fandt, har til gengæld været et stort fantasmagoria.

Ser vi bort fra ganske få magiske øjeblikke undervejs i X Factor-sæsonerne, hvor enkelte deltagere fik seerne til at måbe over en overbevisende performance, er Blachman præcis en af af de fantaster, der søgte, men aldrig fandt. For der var ikke noget at finde. Fabellande, hvor unikke genier flyder som honning, eksisterer ganske enkelt ikke.

Til gengæld har billedet af en umådelig typisk dansk antihelt tegnet sig, efterhånden som Blachman har udnyttet sin taletid i medierne igennem et halvt årti. For hvad har vi set? Først og fremmest en antihelt i familie med Holbergs komediefigurer, Pontoppidans Lykke-Per, Johannes V. Jensens Mikkel Thøgersen i Kongens fald, 1930'ernes talrige sang- og romanfigurer fra Sven Møller Kristensens 'Sangen om Larsen' til Mogens Klitgaards Der sidder en mand i en sporvogn op til Benny Andersens novellefigurer, medlemmerne af Olsen-Banden og de to hovedpersoner i Klovn.

Alle er de fiktive personer, ganske vist, men de bygger på en højst virkelig antihelt-type, der gennem århundreder har befolket det danske samfund, og som netop Blachman er den seneste inkarnation af. For ligesom de er han en storslået drømmer uden rygrad. Der er unægtelig en hel del mere Anders And end Fætter Højben i Blachman, og at han øjensynlig selv tror det modsatte, siger en hel del om hvor stor en antihelt han egentlig er.

At han i visse øjeblikke kan være både underholdende, retorisk skarp og befriende selvcentreret gør ham ganske vist til en dansker af slagsen, man til enhver tid gerne ville spise frokost med - og det er måske hans største fortjeneste: Hans forfriskende anderledeshed i et medielandskab overbefolket af leverpostejfarvede kendisser, der falder så meget i ét med hinanden, at den baggrund han poserer på, måske bare er lidt billig.

Og nu er Blachman i vælten igen. Rygterne om hans eget tv-program på DR2, hvor han sammen med en anden mand(l)ig kendis skulle tale om det at være moderne mand foran en nøgen, anonym kvinde, var som bekendt løbet i forvejen. Efter at det første af seks programmer løb af stablen i går aftes med forfatteren Jan Sonnergaard og to nøgne, tavse og anonyme kvinder som gæster, er der kommet syn for sagn: Som også Jeppe Krogsgaard skrev i gårsdagens Berlingske, er det i virkeligheden Blachman selv, der ikke har noget på i den variant af Kejserens Nye Klæder, programmet reelt er. Ikke fordi han i hvert fald indtil videre har udstillet særlig meget sårbarhed - det er han enten for forfængelig eller for selvbevidst til - men fordi hans grad af selviscenesættelse ikke står mål med de resultater, han påberåber sig at kunne opnå med programmet. Det ligger klart helt fra starten.

Flere udsagn i programmet ramte nu rent nok. Blachman havde eksempelvis helt ret i sin iagttagelse om, at den moderne mand er gennempornoficeret. Men allerede i næste sætning gik det galt igen. For her fik han det til at lyde som om, at det var kvindernes skyld, at det var sådan. For det var jo nærmest kvinderne, der havde konspireret mod mændene ved at pornoficere samfundet.

Men det, der i en heteroseksuel mands ører kunne lyde som en måske overraskende, men besnærende forklaring på alverdens overflod af bart kvindekød overalt hvor man kigger hen, var jo noget helt andet: Nemlig den dårligste undskyldning man endnu har hørt på mandekønnets vegne, lyden af verdens mindste violin. For der er vist kun ét køn, der har haft ansvaret for pornoficeringen af samfundet: Nemlig det køn, der har haft en egenrådig interesse i at beglo kvinder i det offentlige såvel som det private rum.At bjælken i Blachmans øje kunne være så meget på tværs, kom unægtelig bag på mig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og hvad med selve programmet? Det eneste charmerende var, at de to midaldrende mænd begge lignede generte teenagefyre, som nærmest måtte fnise benovet til hinanden over deres enorme held, da den første kvinde stillede sig nøgen foran dem - nærmest som følte de, at de slet ikke havde fortjent en sådan gunst. Her var en flig af ydmyghed, som til trods for dets præmisser kunne have givet programmet lidt kant og troværdighed.

Ellers var det mest af alt flovt at overvære to grandvoksne mennesker filosofere over mandlige og især kvindelige kønsorganer. Og det var især flovt at høre Blachman tale om og til voksne kvinder, som var de negerslaver og han selv koloniherre: "Meget fint, naturligt bryst, det må vi da også lægge mærke til". Og: "Jeg er også numsemand, kan du vende dig om et øjeblik?" Da han sagde det, måtte jeg tænke på det lettere grinagtige øjeblik fra et EU-møde i efteråret 2011, hvor den stadig regerende Berlusconi blev præsenteret for den nyslåede statsminister Helle Thorning-Schmidt, som han først høfligt hilste på, hvorefter han diskret, men med rutineret mine, tjekkede hendes bagdel. Vi kan godt blive enige om, at der ikke er meget Blachman i Berlusconi - jeg er straks mere usikker på om det modsatte også er tilfældet.

"Kvindekroppen vil gerne italesættes", sagde aftenens hovedperson også. Eller rettere, han råbte det vist. Undskyld, Blachman, men det bliver den så sandelig allerede, og jeg håber, at du har opdaget det. For de seneste måneders prostitutionsdebat har i høj grad vist hvordan kvindekroppen bliver italesat, vel at mærke på stærkt modstridende måder i en i sig selv stærkt modstridende debat. Og selv den undertiden retorisk knivskarpe programvært kan ikke tale sig ud af den modsætning, at han med sit program både legitimerer og inkarnerer den ældgamle, hævdvundne mandligt-heteroseksuelle ret til at tiltale, opløfte, nedgøre, afvise, beglo, besnære, beundre, bestige og - i de værste tilfælde - slå og dræbe kvinden.

Som jeg gjorde opmærksom på i en blog på Kvindernes internationale Dag for nogle uger siden, bliver syv ud af ti kvinder på verdensplan før eller siden udsat for vold af en mand, og en meget stor del af disse overgreb er seksuelt relateret. Blachmans ærinde - at manden til enhver tid kan påberåbe sig retten til at 'gøre' noget ved kvinden via the male gaze (som kameraet kun alt for velvilligt-servilt gav seerne mulighed for at praktisere i med elevatorpanoreringer over de to nøgne kvindekroppe) - findes et eller andet sted i det selv samme kontinuum, som denne verdens daglige overgreb mod kvinder også befinder sig i.

Men under overfladen fornemmede man i Blachmans blikke og momentvise sproglige afmagt, at programmet også er noget helt andet: Nemlig udtryk for én lang smertelig erkendelse af, at kvinden - som hun har været det siden romantikken - nu engang er og bliver mandens forløser i en tid, hvor "manden har brug for en frisk start", som Blachman i et svagt, næsten sårbart øjeblik formulerede det. Det lyder som om, at han ganske enkelt bare savner den kvinde, der kan lide ham som han er, og som aldrig kunne drømme om at løbe om hjørner med ham. Er det mon i virkeligheden ikke bare sin egen mor, han savner? Jeg tror det næsten.

For mor, enhver mands første kvinde - hvor blev hun af? Finder manden egentlig nogensinde ud af det? Og er det ikke hende, han lige siden tabet af barndommen leder efter og undertiden også genkender i andre kvinder, sådan som den lille dreng i Karen Blixens novelle 'Det drømmende barn' med stor, stor selvsikkerhed gør det, da han som hittebarn bliver afhentet af et rigt, men barnløst ægtepar i et fattigt Københavner-kvarter?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorvidt der virkelig findes en tredje position et sted mellem pornoficering og puritanisme, sådan som Blachman i programmet hævder, og som skulle være dér hvor poesien er - ja, det må vist afhænge helt og holdent af, om man kan følge præmissen. Jeg har svært ved det. For hvilken puritanisme er det egentlig vi taler om? Selv kan jeg kan nærmest ikke få øje på den i det moderne samfund, hvis mangel på blufærdighed ikke blot er påfaldende, men også en forudsætning for, at pornoficeringen overhovedet har kunnet få så meget fat. Og siden hvornår har the male gaze været poetisk uden også at være besidderisk?

Men hvis - og jeg siger hvis - Blachmans programmer kan få seerne til at overveje om pornoficeringen er blevet for omfattende, og at andre måder at omgås seksualiteten på i det private og offentlige rum også kunne være mulige, ja, så har programmet måske - og jeg siger måske - alligevel en slags berettigelse. Vi får se.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce