Anmelderne: Det er Blachman, der ikke har noget tøj på

HUG. Blachmans nye program på DR 2 er uoriginalt, selvsmagende og uden poesi, mener anmelderne.
HUG. Blachmans nye program på DR 2 er uoriginalt, selvsmagende og uden poesi, mener anmelderne.
Lyt til artiklen

Hold nu op, en kritisk foromtale, Thomas Blachmans nye DR 2-program fik i begyndelsen af ugen.

Og hold da helt op, hvor er anmelderne lidet begejstret for programmet, der med Blachmans egne ord skal forsøge at poetisere kvindens nøgne krop.

SKRIV Hvad synes du om Blachmans nye talkshow?

Det ifølge kritikerne kvindefornedrende koncept, hvor Blachman og en mandlig gæst bruger en nøgen kvinde som omdrejningspunkt for en dialog, havde premiere på DR 2 i aftes klokken 22.

Men X Factor-dommeren Blachman og hans første gæst, forfatteren Jan Sonnergaard, kom aldrig nogen vegne, mener BT's anmelder.

»Trods 30 minutters ubrudt taletid lykkedes det ikke de to herrer at formulere én original tanke om kvinden. Det blev ved banale almindeligheder om en animerende brystvorte, og hvorvidt man kan kalde kønnet en fjams, når der ikke er hår på, og mere af samme skuffe«, skriver BT's Niels Lind Larsen og kvitterer med to stjerner.

»Måske er Blachman for doven til at løbe et maraton som andre mænd i midtvejskrise. I stedet har han fået et tv-program, hvor han kan sidde og onanere med vennerne - og det kun lige akkurat i overført betydning«.

»Selvsmagende gamle mænd er so last century«
Og det bliver ikke til mere end to stjerner nogen steder.

Faktisk giver Ekstra Bladets kvindelige anmelder, Johanne Hauch Jensen, bare én stjerne til Blachmans forsøg på at »repositivere kvindens syn på mandens syn på kvinden«.

For det er ikke så meget kvindekroppen, men mere Blachman selv, der tørster efter ord, skriver hun.

»Når en 50-årig mand ikke engang ved, hvad han skal kalde det kvindelige kønsorgan, endda indrømmer, at han er bange for det, og i stedet bliver ved med at køre samtalen væk fra den præmis, han selv har sat op, og over på sig selv, så bliver jeg lidt træt«, skriver hun og fortsætter:

»Det er en halv times bavl, som i bedste fald er underholdende, men mest bare er fuldstændig ligegyldigt. Selvsmagende gamle mænd er so last century. Må jeg sige, med fare for at blive medskyldig i Blachman & Co’s angivelige kastrering«.

Avantgardisten Blachman fylder 50

Hun bakkes op af sin mandlige medanmelder, som retter følgende kritik mod DR:

»Hvis Blachman har lyst til at nærstudere tilfældige, nøgne kvindekroppe, så bør det ikke være en opgave, der falder i licensbetalernes lod, uanset hvilken utilsigtet vrangforestilling forehavendet pakkes ind i«, skriver Ekstra Bladets Søren K. Jacobsen.

Det er Blachman, der er nøgen

Politikens egen anmelder, Marie Carsten Pedersen, ser imidlertid en lille åbning i foretagenet.

»Programmets koncept er både søgt, tyndbenet, anakronistisk og usympatisk, men det formår at sætte den moderne maskuline identitet til diskussion, og de gæster, der står på listen, kan potentielt afføde nogle interessante indlæg«.

Men det kræver efter hendes mening noget mere end blot »hjernedøde selvfølgeligheder«:

»Gang på gang springer Blachman fra, før det begynder at gøre ondt – og det skal det altså gøre, før det kan gøre godt. Ikke mindst i den her type personlighedsbåret tale-tv, som kun kan løfte sig for alvor, hvis de talende hoveder tør blotte nogle sår, vi andre også kan mærke«.

LÆS ANMELDELSE Blachmans opgør med det 'pikløse samfund' er sexistisk og usympatisk (2 hjerter)

Endelig ser Berlingskes Jeppe Krogsgaard Christensen, der giver to stjerner ligesom det øvrige anmelderfelt, en grum ironi det nye tv-koncept:

»Vel er det de to kvinder, der er nøgne. Men det er Blachman, der ikke har noget tøj på«.

SKRIV

Hvad synes du om Blachmans nye talkshow?

Sofie Buch Hoyer

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her