Lad mig komme med en indrømmelse: Jeg har et svagt punkt for statsminister Lars Løkke Rasmussen. Nogle vil måske kalde det en form for stockholmssyndrom. Andre bare tage sig til hovedet. Hvad ved jeg. Det er også ligegyldigt, for han fascinerer mig.
Således studsede jeg over en artikel i BT for en uges tid siden, hvor tre headhuntere testede statsministerens arbejdsmarkedsparathed. Og det var slet ikke venligt ment. Der var en masse palaver om internationale topjobs, kanapeer og den slags.




























