Tegning: Mikkel Sommer

Tegning: Mikkel Sommer

Pelle Dragsted

Den privilegerede middelklasse aner ikke, hvad de ledige udsættes for

Vi der har vores på det tørre, kender stort set intet til livet på kanten. Og nu vil arbejdsgiverne gøre ondt værre.

Pelle Dragsted

Hvad fanden er det, der sker med mit land? Sådan tænker jeg oftere og oftere, når jeg hører om, hvordan vi behandler mennesker, der er ramt af arbejdsløshed eller sygdom.

Efter at jeg i offentligheden har blandet mig i debatten om de arbejdsløses vilkår, har jeg modtaget mange breve fra mennesker, som selv er kommet i klemme, og som har delt deres historie med mig. Historier om et Danmark, som de fleste af os, der har vores på de tørre, intet kender til. Om et Danmark, hvor mennesker, der har bidraget til samfundet hele deres liv, bliver svigtet.

Et af de breve, der har berørt mig dybt, var fra Susanne. Hun er højtuddannet og havde indtil for få år siden en vellønnet mellemlederstilling i en produktionsvirksomhed i Nordsjælland. Hun boede med sine børn i et hus uden for Frederikssund og var glad for sit arbejde.

Susanne kom for nogle år siden ud for en alvorlig faldulykke, der førte til både en mindre hjerneskade og kroniske smerter. Hun blev sygemeldt, men da hendes tilstand ikke blev bedre, mistede hun efter en periode retten til sygedagpenge og blev smidt ud i kontanthjælpssystemet.

Her gælder andre regler. For at modtage kontanthjælp var hun nødt til at sælge sit hus, og hun måtte sammen med sine børn flytte til et socialt boligbyggeri uden for København. Hendes læge mente ikke, at hun nogensinde vil genvinde arbejdsevnen, og at hun uden tvivl er berettiget til førtidspension. Men kommunen var af en anden mening, så Susanne endte ligesom tusinder af andre i et limbo i kontanthjælpssystemet; for syg til at arbejde, men efter kommunens opfattelse for rask til at modtage førtidspension.

Her har hun nu været i tre år. Livet på kontanthjælp er benhårdt. Der er aldrig penge i slutningen af måneden, og hun må flere gange fravælge medicinen for at have råd til mad, med stærke smerter til følge. Først efter et langt tovtrækkeri vil kommunen give støtte til medicinen, og gælden til familie og netværk vokser.

Susannes første store sorg er selvfølgelig tabet af arbejdsevne, identitet og kolleger. Dernæst kommer chokket over at møde det system, som hun forventede var til for at hjælpe hende, men som i stedet møder hende med mistænkeliggørelse, træghed og bureaukrati. Og med en økonomi, der umuligt kan hænge sammen.

Har vi så ondt i røven over nogle få snydepelse på kontanthjælp, at vi er parat til at straffe det store flertal af arbejdsløse og syge, som ikke har noget større ønske end at kunne bidrage på arbejdsmarkedet?

Oven i dette melder skammen sig. En skam, som dagligt næres af den fordomsfulde debat om de arbejdsløse, som politikere og medier bidrager til. Frygten for den næste avisforside eller det næste dokumentarprogram om de dovne ledige. Eller for en ny partikampagne om ’flere krav til de arbejdsløse’.

Susannes historie er bare en af flere, jeg har modtaget fra mennesker i lignende desperate situationer. Mennesker, der som Susanne har arbejdet og bidraget til samfundet, og som er dybt chokeret over de vilkår, de oplever, når de uforskyldt er blevet ramt af arbejdsløshed eller sygdom.

Disse vilkår er ikke kommet af sig selv. De er konsekvensen af to årtiers social- og arbejdsmarkedspolitik, der har haft som sin klare målsætning at gøre livet som arbejdsløs så hårdt og ubehageligt som muligt for at ’motivere til arbejde’. Det er konsekvensen af en række såkaldte reformer, som brede flertal i Folketinget – fra DF til SF – står bag, og som øjensynligt ingen ende vil tage.

I går foreslog Dansk Arbejdsgiverforening gudhjælpemig at sænke de i forvejen lave ydelser for mennesker ramt af arbejdsløshed og sygdom markant. Applauderet af såvel højrefløjen som de radikale.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hvorfor accepterer vi det? Er den lille skattelettelse virkelig så vigtig for os, at vi er villige til at acceptere, at en ulykke skal føre til en social deroute som den, Susanne har oplevet?

Har vi så ondt i røven over nogle få snydepelse på kontanthjælp, at vi er parat til at straffe det store flertal af arbejdsløse og syge, som ikke har noget større ønske end at kunne bidrage på arbejdsmarkedet?

Jeg tror grundlæggende, at det handler om manglende viden. Vi – de privilegerede – ved simpelthen ikke, hvad vores medborgere udsættes for. Ligesom Susanne gjorde, lever vi i lykkelig uvidenhed, indtil den dag vi selv bliver ramt.

Og de, der kan fortælle os historierne, tør ikke. Af frygt for at blive udråbt som den næste Fattig-Carina eller Dovne Robert – eller for at skulle lægge ryg til de perfide angreb fra f.eks. Liberal Alliances politikere, der har ramt andre arbejdsløse, der har fortalt deres historie.

Men vi andre har et valg. Vi kan lukke øjnene, glæde os over vores stigende forbrugsmuligheder og friværdi og krydse fingre for, at vi ikke selv ender som Susanne. Eller vi kan vågne op af tornerosesøvnen, sige klart fra og genskabe et samfund, hvor vi ikke vender ryggen til de mennesker, der rammes af arbejdsløshed eller sygdom.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden