Dansk Folkeparti har kæmpet en lang sej kamp for at få sat 5 milliarder kr. af til de lavest lønnede offentligt ansatte i omsorgssektoren. Regeringen har hele tiden været afvisende og er blevet støttet af andre, der heller ikke for alvor har turdet ”udfordre den danske model”. Resultatet trods den massive modstand mod at forbedre forholdene for de lavtlønnede offentlige ansatte er, at regeringen trods alt er kommet Dansk Folkeparti i møde i erkendelse af, at vi står overfor en stor afvandring fra lavtlønsfagene, hvis der ikke sker noget. Der er således sat ca. 5 milliarder kr. af over de næste tre år til de offentligt ansatte, før de endelige forhandlinger. Det betyder, at det nu er op til overenskomstforhandlerne at gøre arbejdet færdigt og fordele midlerne imellem de offentligt ansatte således, at de lavest lønnede får en god bid af kagen som også angivet i LOs kongresbeslutning. Regeringens udspil på en 4 procent lønstigning er ikke så ringe endda, når man påtænker, at fagforeningerne naturligvis forlanger ekstra penge. Spændende bliver det. På forhånd er der ingen tvivl om, at budskabet fra et flertal af de politiske partier nemlig Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti er blevet noteret både hos arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden. En meget central udtalelse fra LO’s 36. kongres i oktober måned 2007 skal man hæfte sig ved: ”Alle offentligt ansatte skal have bedre aflønning med vægt på en solidarisk prioritering af de lavtlønnede, som ikke mindst findes indenfor for de typiske kvindefag.” Bedre og mere klart kan det ikke siges. Det er nu op til fagbevægelsen at udvise den nødvendige solidaritet med de lavtlønnede. Hele fagbevægelsens fundament hviler på den fornemme tanke, at lønmodtagere skal udvise solidaritet med hinanden, og især de svageste og dårligst stillede. Forårets vigtige forhandlinger, der må og skal føre til, at det bliver mere gunstigt at være ansat i hjemmeplejen og i offentlige lavtlønsjobs generelt, bliver den store lakmusprøve på denne solidaritet. Endelig vil jeg bemærke, at solidariteten med de offentligt ansatte synes at mangle fra nogle gruppers vedkommende. Medens det mange steder kniber med at finde nok ansatte til eksempelvis rengøringsjob og plejejobs, har 8000 indvandrerkvinder i en nylig undersøgelse svaret nej til, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet på trods af, at de får en offentlig ydelse betinget af, at de netop skal stå til rådighed. Det betyder, at mange indvandrere i stedet for at give en hånd med og hjælpe til med at få samfundet til at fungere, har valgt at sidde med armene over kors - måske dikteret af deres mænd...... Det er højst bemærkelsesværdigt, at kommunerne ikke gør mere ud af at få de sidste ledige, herunder mange indvandrere i beskæftigelse, i en situation, hvor der mangler hænder. Det er ikke særligt solidarisk med de offentligt ansatte, der går ned med stress pga. travlhed, at ikke alle frivilligt giver en hånd med. Derfor er det ekstra afgørende, at det bliver mere lønsomt at være ansat i plejesektoren, så også de manglende stillinger kan blive besat og de mange dygtige medarbejdere fastholdt. Glædelig jul og godt nytår!