”Ja, vi har ikke andet valg”. Sådan svarede den franske præsidentSarkozy, adspurgt om, hvorvidt Grækenland kan overstå krisen. Ja, EU har malet sig op i et hjørne. En aftale blev ganske vist forhandlet på plads, og Grækenland har fået eftergivet en stor del af sin gæld. Markederne glæder sig, og på de fleste børser er aktiekurserne steget markant. Men nøjagtigt det samme skete, da Grækenland fik de sidste milliardindsprøjtninger i 2010 og i foråret. Efter et stykke tid blev markedets eufori over redningspakken atter vendt til skuffelse og bekymring i takt med, at krisen fortsatte med at gnave. Midt i jubelen glemmer man desuden, at det er de europæiske banker og almindelige borgere, der betaler regningen. På den baggrund er glæden nærmest surrealistisk. Europas ledere har desværre stadig ikke indset, at den sydeuropæiske gæld ikke er krisensårsag, men derimodvirkning. Euro-samarbejdet er den direkte årsag til, at krisen fortsætter, og at eurolandene formentlig meget snart igen må rykke op med pengepungen. Det store spørgsmål er så, om pengene overhovedet rækker, hvis lande som Spanien eller det politisk ustabile Italien kommer i problemer. Grækenland er i sammenligning med disse to lande det rene ingenting, og den græske økonomi forsvindende lille i europæisk sammenhæng. Europas ledere reagerer fortsat ikke på den reelle udfordring – nemlig at euroen ganske enkelt ikke kan fungere som fælles valuta i et Europa, hvor afstanden mellem eksempelvis Tyskland og Grækenland, hvad angår produktivitet og vækster afgrundsdyb. Hvordan kan et fornuftigt tænkende menneske overhovedet bilde sig ind, at et økonomisk svagt land som Grækenland kan have samme valuta som det stærke vækstlokomotiv Tyskland uden at knække halsen. Grækenland er via eurosamarbejdet blevet bevilget lån, som landet aldrig havde opnået med en egen valuta. Dermed har euroen i det hele taget muliggjort, at Grækenland er havnet i en dyb krise. På TV3 kører det populære program Luksusfælden. Det handler om familier, der har gældsat sig selv, fordi alt for mange banker og lånefirmaer har solgt billige lån som slik – og uden at undersøge, om kunden overhovedet har mulighed for at forrente sit lån, endsige afdrage på det. Grækenland kan i europæisk sammenhæng sammenlignes med en sådan gældsat familie. Men mens en familie kan gå konkurs og blive insolvent, forholder det sig anderledes med landene inden for eurozonen. En familie får typisk ikke andre familier til at gå ind og dække underskuddet. Hvorfor i alverden skulle de dog også gøre det? Grækenland har fået en del af sin gæld saneret, men landet er ikke sluppet af med euroen, som fortsat indebærer høje renter og dermed reelt fungerer som en vækstbremse. Og intet land kan forrente og afdrage en gæld uden vækst. Så længe euroen fungerer som fælles valuta for totalt forskellige lande, vil krisen ikke blive overvundet. Børser verden over vil stadig være overordentligt påpasselige og holde et vågent øje med udviklingen i Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og Italien. Så snart et af disse lande kommer i problemer, reagerer markederne negativt. Det er ikke et spørgsmål ”om”, men ”hvornår”. Mvh Peter Skaarup