Jeg føler mig kaldet til at dele en lille hemmelighed med Politikens læsere. Jeg har stor fornøjelse af at læse Politiken. Jovist er jeg ofte uenig i mange af de vinklinger, der foretages i avisen. Sjældent, næsten aldrig benyttes lederpladsen i bladet til at skamrose Dansk Folkeparti, endsige blot rose partiet det mindste. Det er ikke derfor jeg nyder at læse Politiken. Derimod har jeg stor fornøjelse af at følge Tøger Seidenfadens slingrekurs i den pågående værdidebat. Til at begynde med nægtede Politiken at trykke Muhammedtegningerne, heller ikke i sympati med kollegaerne på Jyllands-Posten, der levede under konstant belejring i månedsvis efter, at en flok danske imamer var rejst til Mellemøsten for at fremprovokere Muhammedkrisen. Kritikken af provokationen og ufølsomheden fra Jyllands-Postens side, - (chefredaktør Tøger Seidenfaden skrev sågar med sin tro væbner, partistifter Rune Engelbrecht, en bog om fortrædeligheden ved det danske samfund i al almindelighed) - og af Dansk Folkeparti og Jyllands Posten i særdeleshed, ville ingen ende tage. Siden trykte Politiken nogle af tegningerne, da krisen syntes at være løjet af. Endelig, da det viste sig, at tegneren Kurt Westergaard og flere af hans kollegaer levede i konstant livsfare, og var i konkret fare pga. to herboende tunesiske islamister, trådte Politiken i karakter og trykte den herostratisk berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Efterforskningen i det stærkt terrorplagede Pakistan, hvor islamister forleden sprængte en musikbutik i luften, fordi musik i de kredse vurderes at være uislamisk, tyder på, at terrorgruppen al Qaeda står bag bomben mod den danske ambassade. Motivet til terrorbomben mod den danske ambassade i Pakistan, ud over den galskab, der synes at være en indbygget del af organisationens eksistensberettigelse, er således, at man i det kristne Danmark har tilladt sig at publicere en tegning af en mand, der skulle forestille mennesket Muhammed, der i modsætning til eksempelvis Jesus - ikke har guddommelig status – ej heller indenfor islam. Når al Qaeda således vælger at dræbe otte muslimer, alle pakistanere, må forklaringen således søges blandt andet på det danske dagblad Politiken, hvor man hele to gange har tilladt trykning af tegninger, der i fundamentalistiske kredse anses som ”blasfemiske”. Skal man følge Tøger Seidenfadens egen logik, eller mangel på samme, er Politiken derfor direkte medskyldig i terrorbomben i Pakistan. Politiken har valgt bevidst at træde på muslimernes religiøse følelser ved at udsætte deres elskede profet for spot og spe. Det har Politiken gjort vel vidende, at konsekvenserne kunne blive fatale, som de blev for otte mennesker, hvis eneste brøde var, at de befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Nu har jeg ingen større forventning om, at Tøger Seidenfaden overfor offentligheden vil erkende sin brøde. Tværtimod svarer han således i Politiken den 3. juni 2008: Mens Berlingske Tidende og Lisbeth Knudsen tager afstand fra ansvaret, mener Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, at alle har et medansvar. »Intet kan retfærdiggøre den terroristiske vold, men selvfølgelig har alle, der har ansvar for den samlede udvikling i det danske samfund, der her tegner sig, en form for medansvar for, at Danmark er mere truet og sårbart end før«, siger han. Samtidig understreger han, at det var med god grund, at Politiken genoptrykte tegningerne: »Jeg mener, at det er med god grund, at vi mange gange har bragt Muhammed-tegningerne som en del af vores nyhedsjournalistik, samtidig med at vi har kritiseret Jyllands-Postens oprindelige initiativ og regeringens håndtering af sagen. Men ja, også den beslutning er en del af den samfundsudvikling, vi taler om«. Citat slut. I min og Dansk Folkepartis optik er forklaringen nu ikke, at Tøger Seidenfaden i modstrid med egne principper, har valgt at trampe på religiøse menneskers følelser. Terroren mod Danmark, USA, Israel og såmænd utallige civile i mange muslimske lande, handler primært om en ting: udbredelsen af islam for enhver pris. Jeg mener bestemt ikke, at alle muslimer støtter brugen af terror, så langt fra. Hvad, der derimod bekymrer mig dybt i denne terrortid, er den nærmest totale fravær af et selvopgør i den muslimske verden med fundamentalismen og den deraf afledte brug af terror som et politisk middel til at opnå det i koranen klart definerede mål om verdensherredømme. Det er muligt at diverse forskere, radikale politikere og andre mennesker med et tvivlsomt forhold til de vestlige frihedstraditioner, mener, at en mindre aktivistisk dansk udenrigspolitik vil tilfredsstille terroristerne og føre Danmark tilbage til en status som en uskyldig nation, helt uden for radaren for internationale terrorister og andre tilhængere af tvivlsomme ismer. Det er desværre udtryk for en bund-naiv holdning og et udslag af intellektuel dovenskab. Der er skrevet dusinvis af glimrende bøger, der forklarer hvorfor verden pt. udsættes for et massivt pres fra islamister, og andre med muslimsk baggrund, der hærger ved hjælp trusler, pression og brug af åben vold og terror. Desværre vælger mange at gøre som den britiske premierminister Neville Chamberlain i 1938, nemlig at underskrive mere eller mindre fiktive fredsaftaler med mennesker, der hverken officielt eller uofficielt tilbyder andet end vilkår, der i bedste fald kan kaldes uacceptable, men i realiteten blot er et udtryk for, at vi kan sælge alt det arvesølv vi orker. Eneste resultat er, at vi fremmer tidspunktet for det endelige nederlag.