”Problemet med Dansk Folkeparti er deres tone. Dansk Folkeparti taler om emner og mennesker på en måde vi ikke bryder os om, og derfor bør de stoppes. Danmarks renommé i udlandet tager dyb skade, fordi vi i Danmark taler om problemer med indvandringen, særligt den fra de muslimske lande. Alene det at trykke en annonce med en dommer i en burka er en provokation”. Fortsæt selv rækken af vrede, afmægtige og usaglige angreb på Dansk Folkeparti. Jeg skal ikke nøjagtigt kunne sige, hvorfor det er blevet en folkesport i dele af det politiske spektrum at tale vredt og fordømmende om Dansk Folkeparti, men noget siger mig, at en årsag kan være, at det har udviklet sig til en art pænhedens mantra at sige noget nedsættende om Dansk Folkeparti. Sådan kan det godt se ud, når man kigger lidt ude fra. Ikke sjældent, har jeg erfaret, agerer kritikere af Dansk Folkeparti som om de hører, hvad vi siger, men ikke bryder sig om at drage den eneste mulige konklusion af vores udmeldinger. Derfor har jeg ikke sjældent mødt og talt med mennesker med de ”rigtige” holdninger og ”pæne” synspunkter, der handlede noget anderledes end de prædiker. Jeg har således udviklet en folkeskoletest, der passende kan bruges som erstatning for den efterhånden noget misvisende og fortærskede jødetest. Det er således blevet en kulturradikal traver at skrive et forarget indlæg i Politiken eller Information, hvor man langer ud efter Dansk Folkeparti. Her forsøger man at afsløre partiets dårlige sider ved at erstatte ordet muslim med ordet jøde. Jeg har nu aldrig været særligt imponeret af jødetesten, da jeg aldrig har hørt om en jødisk jihad, en jødisk burka eller jødisk selvmordsterror. Når det er sagt vil jeg dog anerkende originaliteten i idéen; den er slet ikke dårlig, hvorfor jeg således tillader mig at kopiere den. Min idé går i al sin enkelhed ud på at erstatte udsagnet: ”jeg er tolerant og tilhænger af et multikulturelt samfund” med udsagnet: ”jeg har indskrevet mit barn i en folkeskole med et flertal af indvandrerelever, primært fra muslimske lande”. Idéen er ikke opstået af det rene ingenting. Det sker nemlig nu og da, at jeg bliver mødt med kritiske kommentarer til mit engagement i indvandringspolitiske spørgsmål, ofte af pæne mennesker med pæne meninger, synes de selv. På et tidspunkt gik der en prås op for mig, da jeg igen blev konfronteret med en mor eller far med et skolesøgende barn, der var på vej i privatskole. Det slog mig, at det selv samme menneske, der mente, at Dansk Folkeparti ikke var et pænt parti, åbenbart ikke selv ville sætte sin lille Hugo eller Emilie i eksempelvis en københavnsk folkeskole, hvor den helt store integrationstest uden tvivl foregår hver dag hele året rundt, med ofte svingende resultater til følge. Det selv samme menneske som øjeblikket for inden mente, at jeg skabte skel og forhindrede integration med min retorik, kunne øjeblikket efter meddele mig, at lige netop hendes lokale folkeskole ikke helt levede op til hendes og Hugos faglige idealer, hvorefter eneste mulige konsekvens var at flytte lille Hugo til en privatskole i et område af landet, hvor kun meget få ikke-vestlige indvandrere kan drømme om at få råd til at bosætte sig. Nu kan der uden tvivl være mange gode grunde til ikke at sætte sit barn i den lokale folkeskole, eller på anden vis tillade sig selv og sine nære at blive en del af det store integrationsprojekt, der ofte er koncentreret omkring områder som Vollsmose, Gellerup og store dele af Nørrebro (sådanne områder synes i øvrigt at brede sig med eksplosiv hast). Det medgiver jeg gerne. Endvidere findes der idealister som Keld Albrechtsen, der bor i Gellerup og tager del i det lokale beboerdemokrati. Min påstand er blot, at jeg synes at spore en endog meget klar tendens til, at mange mennesker med de ”rigtige meninger”, der ofte helt rutinemæssigt vinder medietid på nærmest rituelle afsværgelser af essensen i Dansk Folkepartis budskab, - nemlig at integrationen af ikke-vestlige indvandrere med overvejende muslimsk baggrund, ikke har været nogen succes, men tværtimod sat vores samfund under et enormt pres -, tit undviger ethvert tilløb til selv at blive fedtet ind i integrationsprocessen og dertilhørende problemer. Prøv selv, kære læser, næste gang du møder et pænt menneske med nogle pletfri og politisk korrekte holdninger til indvandring og integration at høre vedkommende om, hvad han eller hun selv gør for at fremme integrationen. Står du overfor et ”multikulturelt” og meget tolerant menneske, som rent faktisk har indskrevet sine børn på en skole med mange indvandrere fra Mellemøsten og omegn, så vil jeg tro, at det hører til sjældenhederne. Ofte vil de mest frelste have dusinvis af gode argumenter for, at lige netop deres børns helt særlige behov desværre medfører, at de ikke kan tage del i integrationsudfordringen, ved at lade lige netop deres lille Emilie indskrive på en multikulturel skole med mange spændende bekendtskaber fra hele (den muslimske) verden.