Det er altid interessant at debattere politik på Politikens blog. Ikke sjældent er der mange indlæg, som er yderst kritiske overfor Dansk Folkepartis kernepositioner. Det er således udviklende at diskutere med politiske modstandere, fordi det skærper evnen til at argumentere og giver nye vinkler på debatterne. Desværre lider nogle af debattørerne under den illusion, at jeg kan sidde dagen lang og besvare indlæg; det tillader min tid så langt fra, derfor svarer jeg generelt en gang imellem. Ydermere agerer en del af debattørerne ved at påklistre mig og Dansk Folkeparti totalitære mærkater og forventer derefter i ramme alvor, at deres indlæg får et sagligt svar. I dette indlæg ønsker jeg dog at forklare, hvorfor Dansk Folkeparti er et midterparti eftersom nogle debattører benytter vilkårlige ytringer som" den yderste højrefløj " og påklistrer os diverse ismer, der heldigvis for de flestes vedkommende er endt på deres rette plads, nemlig historiens rummelige mødding. Under den kolde krig – i de gode gamle dage, hvor verden var noget simplere - blev den politiske skala opgjort i en højre-venstre akse. På den yderste venstrefløj befandt sig de utallige marxistiske smågrupperinger, der via en voldelig revolution ville eliminere den eksisterende samfundsorden og erstatte den med proletariatets diktatur. I takt med, at man bevægede sig fra VS over mod socialdemokraterne, blev de revolutionære toner mildere og vægten blev i højere grad lagt på demokrati frem for socialisme. På den såkaldte højrefløj var der Venstre og de Konservative, der ønskede noget mere økonomisk frihed, og således også lagde mindre vægt på ligheden. I slutfirserne kollapsede det sovjetiske imperium og hundrede af millioner af østeuropæere fik mulighed for at vandre ud i friheden, og på blot to årtier er velstanden steget enormt i disse lande. Den totalitære marxisme mistede pusten som konsekvensen af dette sammenbrud, om end ekstreme grupperinger stadig hærger i ny og næ, som det ses i forbindelse med mange topmøder rundt om i verden. I firserne blev verden mere globaliseret og indvandringen fra meget kulturfjerne lande til Danmark tog til. Problemerne tog også til og mange socialdemokratiske borgmestre gjorde opmærksom på, at integrationen var både dyr og vanskelig samtidig med, at en stigende kriminalitet fulgte i hælene på den nye indvandring. I 1973 havde den daværende venstrefløj, herunder Socialistisk Folkeparti, fået stemt et indvandringsstop igennem i Danmark, eftersom, at det var tydeligt med stigende arbejdsløshed in mente, at indvandringen af ufaglærte indvandrere ikke længere var ønskelig, hverken udfra indvandrernes eller danskernes synspunkt. Det stoppede dog langt fra den begyndende folkevandring. De utallige konflikter, der præger især den muslimske verden førte til store flygtningestrømme og med den unge mand som fortrop fulgte ofte en storfamilie i hælene. Kædeindvandringens tid var begyndt. I 1983 tog fanden ved Folketinget. Et stort flertal i Folketinget vedtog verdens mest liberale asyllov, der reelt sparkede portene på vid gab for alle, der orkede at tage turen hertil. Senere det årti fulgte Murens fald og de mange konflikter i den tredje verden og på Balkan, som var blevet holdt i ave af supermagterne under den kolde krig, poppede op til overfladen. Flygtninge og familiesammenføringsbølgen tog voldsomt til op gennem 1990’erne, hvor store dele af den traditionelle venstrefløj nu var blevet inkarneret grænseåbnere. Væk var bekymringen for arbejdsløsheden og sammenhængskraften. Missionen blev at få så mange indvandrere herop på så kort tid som muligt, selvom spæde røster begyndte at advare mod udviklingen, herunder ikke mindst de socialdemokratiske Vestegnsborgmestre og enkelte modige socialdemokratiske dissidenter som Karen Jespersen. Den daværende socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, agtede ikke at tage problemet seriøst. Samtidig udsprang Dansk Folkeparti fra ruinerne af Fremskridtspartiet. Vores mission blev at stå vagt om det danske samfund, som vi kender det og i stedet for at lade Danmark overvælde af langt flere indvandrere fra overvejende ikke-demokratiske og præmoderne muslimske lande, ønskede vi en reguleret indvandring med fokus på individer, der kan og vil integreres. Mennesker, der accepterer danske værdier så som ligestilling mellem kønnene, demokrati, ytringsfrihed og religionsfrihed og fravær af politisk vold, skal kunne vandre hertil i det omfang, at samfundet har brug for dem og kan sige farvel til dem igen, hvis de ikke holder sig fra kriminalitet eller eksempelvis engagerer sig i ekstremistiske aktiviteter. Modstanden mod i det hele taget at diskutere konsekvenserne af indvandringen var og er enorm. Ethvert tilløb til en sådan diskussion blev stoppet med usle betegnelser og mærkater så som, at man var racist, fascist og ekstremt højreorienteret, hvis man så meget som turde overveje at foreslå at ændre på det bestående indvandringsregime. Værst var modstanden på den gamle venstrefløj, hvor selvbestaltede ”antiracister”, ofte kampklare revolutionære marxister, der med murens fald havde mistet deres mål med tilværelsen, kastede sig over alle, der tillod sig at mene noget andet end dem - ikke sjældent ved brug af vold og trusler om samme. Da den danske befolkning havde fået nok af den socialdemokratiske laden stå til i 2001, og satte Nyrup Rasmussens SR regering på porten med et brag, trådte Anders Fogh Rasmussen til med sin VK regering, støttet af Dansk Folkeparti. I Dansk Folkeparti lagde vi os på midten af den velfærdspolitiske dagsorden. Velfærdsstaten skal bestå og de justeringer, der skal til undervejs skal ske i et jævnt og for vælgerne acceptabelt tempo. De ældre, som vi skylder tak for manges års slid og slæb for at etablere et moderne mønstersamfund, skal have en værdig alderdom. Det er Dansk Folkeparti blevet garant for. På den klassiske velfærdspolitiske højre-venstreskala ligger Dansk Folkeparti omtrent på midten. Vi garanterer velfærdsstatens opretholdelse, hvilket må betyde, at grænserne ikke må være åbne på vid gab for store grupper af mennesker, der ikke kan og eller vil bidrage til velfærdstatens fortsatte opretholdelse. Nogen kalder det ”højreorienteret”, hvilket så må betyde, at også socialdemokraterne efterhånden er ved at blive godt højreorienterede og det samme kan siges i varierende grad om alle partier i Folketinget minus Enhedslisten og det Radikale Venstre. Men, hov vent. Er det ikke de Radikale der ønsker lavere skatter, afskaffelse af efterlønnen og i det hele taget fremstår økonomisk ret højreorienterede? Og hvad med miljøet? På det område er det Radikale Venstre parat til store reguleringer? Hvor placerer man så partiet? Er det et ekstremt højreorienteret økonomisk parti med stærke miljøpolitiske holdninger og en ekstrem venstreorienteret indvandringspolitik? Det er ikke nemt længere blot at bruge højre-venstre udtrykket så firkantet som mange gør. Måske burde man således gøre sig selv og borgerne den tjeneste at definere mere præcist, hvad man mener i stedet for at benytte billige genbrugsmærkater. Dansk Folkeparti er således et socialt bevidst parti, der ønsker at opretholde velfærdsstaten via en kontrolleret indvandringspolitik. Det Radikale Venstre ønsker fri indvandring og lavere skatter, hvordan det så end hænger sammen, og mere miljøpolitisk regulering etc. etc. Den gamle højre – venstre skala i det politiske spektrum er uddateret. Det burde være tydeligt for de fleste. En stor majoritet af den danske befolkning ønsker at opretholde en velfærdsstat baseret på ideen om det klasseløse samfund, hvilket ikke kan kombineres med masseindvandring fra den tredje verden. Det betyder naturligvis ikke, at vi nogensinde kan og vil tillade, at der bliver diskrimineret på nogen folks hudfarve, som nogle debattører spørger. Dansk Folkeparti taler i øvrigt aldrig om ”racer”. Det er mig bekendt kun såkaldte antiracister i Antifascistisk Aktion og lignende ekstreme organisationer, der gør det. Senest er der kommet nogle til, der kalder sig ”white pride”, som åbenbart finder fornøjelse i at slås med de såkaldte antiracister. Ingen af grupperne har den ringeste sympati i mit univers, og jeg håber politiet får sat en stopper for begge gruppers udemokratiske og voldelige adfærd. I Dansk Folkeparti ekskluderer vi alle potentielle medlemmer, om hvem vi erfarer, at de støtter antidemokratiske ideer og/eller politisk vold. De stadig færre politiske ekstremister, der sætter urigtige mærkater på om, om at vi skulle være dit eller dat, må valg efter valg konstatere, at en hidtil stigende del af vælgerbefolkningen støtter os. Måske det ville være klogere om vores politiske modstandere holdt sig til at beskrive os fair og ædrueligt, som det velfærdsorienterede midterparti, Dansk Folkeparti vitterligt er? I Dansk Folkeparti ønsker vi et bredt parlamentarisk samarbejde med alle andre politiske partier, hvilket vi også har bevist i Folketinget. Det er et samarbejde, der er kommet for at blive og som fungerer, også med repræsentanter fra Enhedslisten fra den yderste venstrefløj, som vi betegnede det i gamle dage.