Der har igennem de seneste uger været meget stor fokus på Socialistisk Folkepartis formandsvalg. Villy Søvndal opgav for nylig kampen for at genoprette partiet efter den fatale deltagelse i en regering, der på lange stræk fører reformpolitik, frem for velfærdspolitik. Nuvel, Folkesocialisterne opsagde selv kontraktpolitikken før valget, hvilket jeg også påpegede på denne plads ville kunne gå hen og få vidtrækkende konsekvenser. Dem ser vi så nu. SF’erne og Socialdemokraterne står til at miste ca. en tredjedel af deres mandater, hvilket i parlamentarisk forstand er at sammenligne med et blodbad. Man kan beskrive SF’s kamp for at blive regeringsparti med et rammende gammelt citat: Operationen lykkedes, men patienten døde.
Ret skal være ret, SF er ikke døde, men partiet lider under at have solgt sin sjæl til den Radikale formand, Margrethe Vestager, for at få rådighed over seks ministerbiler. Det nuværende formandsopgør skal naturligvis ses i det perspektiv. De seks ministre støtter alle den nuværende ledelses kandidat, Astrid Krag, men det synes som om, at det oprindelige mere fodformede SF er mere end træt af den nuværende ledelses nærmest selvudslettende og neoliberale tilgang til regeringsdeltagelsen.
