Professor Jørgen Goul Andersen i Ugebrevet A4:
»Vi får en gruppe, som vi kræver, skal arbejde i meget lang tid, og som vi meget nødig vil give førtidspension. Når de så endelig slipper, har de meget få leveår tilbage. Det er næppe tilsigtet, men objektivt set er det en grim gang klassekamp fra oven. Det er en social udfordring, som man under alle omstændigheder kommer til at se på«. Sommerhus, Asserbo, 1992. En forårsmorgen kl. 6.44. Jeg havde mit eget værelse med en Kim Larsen-plakat på væggen og en kasse myresoldater og biler under sengen. Min farfar byggede sommerhuset sammen med min far i ’85. Sommerhuset skulle indramme det otium, der var blevet sparet op til gennem alle de arbejdsomme år: fra bred fattigdom i 30’erne, rationeringsmærker under krigen og en efterkrigstid med genopbygning.
LÆS OGSÅ Flere håndværkere skades på byggepladser
Og så efterfulgt af en utrolig materiel fremgang i 50’erne og 60’erne, hvor selv en gammel kommunist havde svært ved at brokke sig over de kæmpe fremskridt, hans klasse tog. Med en årlig vækst på mellem 4 og 10 procent i industrien rykkede den lille arbejderfamilie fra en 1-værelses loftslejlighed på Amager til en 3-værelses på 1. sal i samme ejendom.
