Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Befriet. De første 300 englændere under general Dewings kommando får en kærlig modtagelse  i Kolding.
Foto: Tage Christensen

Befriet. De første 300 englændere under general Dewings kommando får en kærlig modtagelse i Kolding.

Peter Skov-Jakobsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi blev befriet fra den afsindige tanke om racerenhed og herrefolk

For 70 år siden blev Danmark befriet fra at være besatte.

Peter Skov-Jakobsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var en politisk pest, der gik over Europa i form af fascisme og nazisme. Historisk set er det stadigvæk frygtindgydende, for hvad var det egentlig der skete?

Hvordan kunne sådan et politisk vanvid springe ud i Tyskland?

Vel var demokratiet stadig en meget ny styreform i størstedelen af Europa og i Tyskland. Men det handler ikke om en politisk bevægelse, der blot afveg en smule fra normalen. Det handler om et politisk vanvid og en fanatisme, der ikke blot modsagde spæde demokratier, men gjorde op med hele den jødisk-kristne tradition og oplysningens tradition.

Der rullede en afsindig tanke over Europa. I spidsen for tanken stod en Fører. Han brændte bøger, hvis tanker, han ikke fattede. Han afskaffede love, der havde opretholdt agtelsen mellem mennesker i hundreder af år. Han hævdede sit eget lands fortrin hele tiden. Der var ikke noget bedre argument end hans lands og hans folks overlevelse. Det var et herrefolk. De var den rene race. De forvandlede sproget. De tog det i besiddelse og lavede deres eget tredje-riges-sprog og det fik forbrydelserne til at glide ned.

Der gik en pest over Europa, og den var besat af tanken om, at det var de andres skyld! Der var altid et eller andet mindretal enten religiøst, nationalt, kulturelt, seksuelt eller politisk som skulle holde for

Det var det blinde hads sprog og det endte i folkemordet på de europæiske jøder, romaer, handicappede, sindssyge og hærene førte totalkrig.

Der gik en pest over Europa, og den var besat af tanken om, at det var de andres skyld! Der var altid et eller andet mindretal enten religiøst, nationalt, kulturelt, seksuelt eller politisk som skulle holde for. Det var skrumpehorisont så det battede!

Man spurgte sig selv, hvor respekten og agtelsen for den fremmede, den fattige og enken var? Hvor var hjælpsomheden, barmhjertigheden, tilgivelsen og viljen til forsoning blevet af? Støvletramp og skrål var svaret på alt.

Hvis historien ikke bare skal blive til fortid, skal den ind i folkets og folkenes fortælling om sig selv. Det kan den kun komme, hvis vi tør erindre. Erindringen aktiverer nemlig hele tiden, hvad der skete og skaber derpå vores vilje til at forstå og forandre verden.

For 70 år siden blev Europa befriet fra den afsindige tanke om racerenhed og herrefolk. Føreren havde glemt, at hans afsindighed ville vække ethvert frihedselskende menneskes modstand. Han havde glemt, at mennesker ville gå til friheds- og modstandskamp. Han troede, at han kunne gøre det frihedselskende menneske tavs.

Det tusindårsrige, han havde drømt om, varede i 12 år. Hans propagandaminister, Joseph Goebbels, lovede den tyske nation, at når Føreren var færdig med sin vision, ville de ikke kunne kende deres land! Han fik ret. Ikke engang medfølelse med eget folk kunne Føreren og hans håndlangere præstere. Ikke alene havde de fængslet og myrdet deres tyske modstandere, selv deres egne tilhængere måtte undgælde.

Det er værd at erindre vores eget folks og andre folks friheds- og modstandskamp for det førte til, at den politiske afsindighed, totalitarismen blev lyst i band. Den fred som kom ud af krigen mod det totalitære har frembragt et Europa, som er velstående og hvis bidrag til verdenshistorien bør være ånd, demokrati, menneskerettigheder og velfærd.

Det er værd at sætte et lys i vinduet og sende dem en tanke, der bliver martret af krig og forfølgelse. Det er værd at tænde et lys for de forfulgte og minde os selv om, at der blev gjort op med den politiske kynisme for 70 år siden.

Siden da har vi ubevidst haft det i tankerne, at ethvert demokrati, enhver kultur skal bedømmes på holdningen til mindretallene. Vi har siden da vidst, at et demokrati altid er kendetegnet ved sin udstrakte hånd og sin imødekommenhed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Siden da har vi vidst at vi ikke kan ignorere det lidende menneske.

Vi kan ikke gøre os blinde for de andres naturkatastrofer. Vi kan ikke vende ryggen til det menneske, der får tøndebomber i hovedet, flygter pga. ulidelig fattigdom, og vi kan slet ikke leve med at Middelhavet skal være Dødens Hav.

Der er nok at tænde lys for i verden. Der er nok at ønske friheden for. Jeg håber aldrig at vi bliver besat af tanken, at vi bare skal vende ryggen til de andre og lade dem sejle deres egen sø og drukne, hvis det skal være.

Jeg håber virkelig at den frihed, der sejrede for 70 år siden altid vil omsætte sig i politisk, kulturel og social hjælpsomhed og medfølelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden