Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Peter Skov-Jakobsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tilgivelse er vores største udfordring

Angrebet i Bruxelles har igen givet os et indblik i, hvad det menneske, som er båret af hadet, kan finde på at gøre.

Peter Skov-Jakobsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

’Så glemmer vi det’, hører man mennesker sige. De mener vist nok, at glemsel og tilgivelse er forbundet med hinanden.

Tilgivelse og glemsel har intet med hinanden at gøre. Dér, hvor der virkelig er brug for tilgivelse, er glemslen kun et latterligt forsøg på at skabe en hel tilværelse.

LÆS MERE

Mennesker bliver udsat for nedværdigelser, som aldrig kan glemmes. Det sker, at vi kommer til at læne os så meget op ad den andens liv, at vedkommende vælter, og faldet ødelægger den anden.

Hans liv bliver præget af min skyld, min fejltagelse, min manglende forståelse, min manglende disciplin, mit begær.

Mon ikke enhver, der har skullet lære et barn at være menneske, også har oplevet at måtte sige, at dette virkelig var over grænsen, og at det aldrig nogensinde måtte ske mere? Mon ikke også enhver, der har opdraget, har oplevet, at det værste man kan gøre, er at fastholde sin vrede eller endnu værre hævde tavsheden og insistere på kold ignorance?

Der findes en kærlighed, der godt kan blive godt gal i hovedet, men som ikke kunne drømme om at skyde hverken barnet eller den unge fra sig

Barnet eller den unge har brug for at vide, at nu er der talt om denne ting. Den er sat på plads. Den er overgivet til historien. Måske er vi så heldige, at vi en dag kan le ad det, der skete. Det er livsvigtigt for barnet eller den unge at mærke, at nu går livet videre. Der findes en kærlighed, der godt kan blive godt gal i hovedet, men som ikke kunne drømme om at skyde hverken barnet eller den unge fra sig. Der er ikke noget, der ikke kan nås med tilgivelse. Der findes en relation mellem mennesker, der er stærkere end vreden.

Denne relation er den vigtigste for et menneske at lære og tro på, ellers stiger der kun kolde vinde fra fortiden. Hvis ikke tilgivelse er en mulighed, bliver vi fastholdt på vores historie, og for de fleste af os vil det betyde, at vi ikke tør gå med ret ryg, hvis ikke et dumt ord, ubetænksomheden, fejltagelsen kan blive overgivet til tilgivelse. Man skal være usædvanlig selvovervurderende, hvis man tror om sig selv, at det nok går an.

Når jeg selv tænker på, hvilke ubetænksomheder, jeg bærer videre, som uudslettelige sætninger i min opdragelse, ville det dog være ganske selvforherligende at tro, at man ikke selv er kommet til at lange ud efter et andet menneske med en ubetænksomhed, og måske har ødelagt mere, end man troede.

Jeg håber i hvert fald på at tilgivelse er kommet for at blive mellem mennesker, ellers kan jeg ikke se, hvordan vi skal få fortrolige relationer til hinanden.

Tilgivelse er noget, man må tro på. Det senmoderne menneske har en idé om, at ens liv er opbygget af viden og alt det, der ligger til grund for vores menneskelighed, kultur, civilisation er noget, vi erhverver ved viden.

Læs nu ikke dette som et generalangreb på oplysningsprojektet. Det er ikke sådan ment. Mennesker skal selvfølgelig vide så meget som muligt – også helst lidt mere end de selv fandt muligt. Sagen er bare, at det, der virkelig betyder noget i ens liv, ikke er omfattet af en viden, som kan påvises. Man bliver nødt til at tro på kærligheden, tro på tilgivelsen, tro på tilliden, tro på friheden.

Jeg kan aldrig vide, om den anden elsker mig, om hun virkelig har tilgivet mig, om hun stoler på mig. Men jeg kan tro det.

Det, man tror på, har man tillid til, og med det forsøger man at bygge tilværelsen op og skabe det fælles liv: samfundet.

I samfundet må vi også finde tilgivelsen frem velvidende, at det kan være vanskeligt og nærmest umuligt.

Hvis ikke tilgivelse er en mulighed, bliver vi fastholdt på vores historie, og for de fleste af os vil det betyde, at vi ikke tør gå med ret ryg

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For nogen tid siden stod jeg på Utøya og læste navnene på de 69 myrdede. Aldersmæssigt kunne de fleste have været mine børn.

De fleste læsere kan sikkert forstå, at på Utøya sker det samme, som sker på andre steder, hvor mennesker er blevet slæbt igennem store ydmygelser. Man bliver magtesløs! Ordene hamrer rundt i én. De fleste af de ord slår tilbage! Det er vredens ord. De forstår sig alle sammen. Man ville vel nærmest være umenneskelig, hvis man ikke blev grebet af vreden og forfærdelsen.

’Det mindste jeg kan gøre er at læse deres navne’, tænkte jeg, men opdagede, at jeg ikke mange navne længere henne ikke kunne se mere. Selv som fremmed, udenforstående, ikke direkte berørt mærkede jeg magtesløsheden, som jo må have været helt uforlignelig lille i sammenligning med forældrenes, vennernes, familiernes følelser.

Nu skal vi så sidde og se på Anders Behring Breivik, morderen fra Utøya og Oslo, fordi han har lagt sag an mod den norske stat for at overtræde menneskerettighederne – altså dem, der kunne komme ham til gode.

LÆS MERE AF SKOV-JAKOBSEN

Jeg indrømmer gerne, at den mand anstrenger min tålmodighed. At høre ham tage menneskerettighedsbegrebet i munden efter at have myrdet så mange mennesker egenhændigt og nu tilmed forbinder sig selv med én af historiens største politiske vanvidsteorier og forbrydelser, nemlig nazismen, forekommer at være… ja, skal vi bare sige løjerligt.

Tænk sig, hvad det ville betyde, hvis han bare viste en smule anger – en smule fortrydelse. Men nej! Hans politiske vanvid forbyder ham den følelse, som vi andre kender som medfølelse.

Én ting ved jeg: Tilgivelse kan ikke beordres. Den skal komme indefra.

Breivik står for en totalitarisme, som jeg finder ubeskrivelig afskyelig og menneskefjendsk, og jeg bliver rasende, når jeg ser hans matte blik, ser hans hævede heile-arm, hører hans ufattelige menneskehad udtalt, men jeg hører også ekkoerne af ’du skal elske din fjende’, og jeg hører Antoine Leiris ord efter at hans hustru var blevet myrdet i Paris ved terrorangrebet i november: Du skal ikke få mit had! Derefter beskriver han, hvordan fanatikeren, den radikaliserede ikke skal trække ham ind i sit had og forme hans liv og hans 17 måneder gamle søns liv. Han vil ikke bære videre på den radikaliseredes vrede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Angrebet i Bruxelles har igen givet os et indblik i, hvad det menneske, som er båret af hadet, kan finde på at gøre. Terroristens blinde had rammer nådesløst i flæng. Fanatikeren kender ikke begrebet medfølelse, for han er bundet af en ulidelig vrede, som afskærer ham fra det at kunne genkende et andet menneske og respektere den andens integritet.

Jeg er bange for følelsen: Giv dem tilbage af samme mønt - svar dem på deres eget sprog. Jeg tror ikke, der er anden vej end at forsøge at dæmpe sin afmagt og sin vrede ellers vil den pløje ens sjæl op resten af ens dage. Tilgivelsen er også vores største udfordring, og det vil nærmest være umenneskeligt at forestille sig at forældrene, vennerne, familien til de myrdede skal præstere den. På vejen væk fra hæsligheden og ondskaben har jeg dog ikke noget imod at blive mindet om tilgivelsen.

’Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere’ bliver der bedt tusindvis af gange hvert minut på denne klode. Jeg gad nok vide, hvordan her ville se ud, om ikke det var tilfældet. Mon ikke det ville være et ragnarok af arrigskab og blodtørst?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden