Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Måske er vi blevet en indadskuende nation - mest optaget af os selv

Millioner og atter millioner at mennesker på flugt. Både internt i landene, i nærområderne samt på flygtningeruterne på vej mod Europa.

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har brugt det meste af september på at rejse Danmark tyndt. På min tur nåede jeg at besøge følgende byer: Frederikshavn, Thisted, Klitmøller, Silkeborg, Ry, Vrads, Them, Esbjerg, Sønderborg, Ærøskøbing, Maribo, Vordingborg og Nykøbing Sjælland.

Det blev en bemærkelsesværdig rejse. Ikke bare fysisk. Men også holdningsmæssigt i kraft af rækken af samtaler med vidt forskellige mennesker, der bestrider tilsvarende vidt forskellige roller i deres lokalsamfund.

Fra havnedirektøren over ungdomsaktivisten til iværksætteren. Fra den socialt engagerede frivillige over den økologiske landmand til lederen af det lokale asylcenter. Formålet med Danmarksrejsen, som jeg gennemførte sammen med gode kollegaer fra Alternativet, var at tage pulsen på vores land.

Med os havde vi to centrale spørgsmål: Hvorfor er der nogen og noget, der mod alle odds lykkes? Og omvendt: Hvorfor er der noget, der ikke fungerer, selvom alle betingelserne burde være til stede for, at det kan fungere?

Resultaterne af vores lille selvbestaltede undersøgelse af ”rigets tilstand” vil vi snart fortælle meget mere om. Derfor er ovenstående rejsebeskrivelse blot en lille teaser.

Men når jeg alligevel her i klummen tager afsæt i vores Danmarks-tur, skyldes det, at mine mange personlige samtaler med engagerede borgere i alle hjørner af Danmark fandt sted i en tid, hvor Danmark for første gang for alvor oplevede den humanitære undtagelsessituation på nærmeste hold.

Derfor så jeg med mine egne øjne, hvordan ganske almindelige dansker reagerede overfor de mange flygtninge på vej igennem Danmark, og ikke mindst hvilke løsningsforslag de selvsamme borgere kom med. Deres ideer og anbefalinger kommer jeg tilbage til lige om lidt. Men først skal vi en tur til Padborg, hvor mine rejsekammerater og jeg gjorde holdt på vej fra Esbjerg til Sønderborg.

Det var den uge, hvor flygtningestrømmen (i første omgang) toppede, men hvor der også var kommet gang i at få de mange flygtning til København med tog, så man kunne undgå scenerne med vandrende flygtninge på landets motorveje.

Denne formiddag på perronen i Padborg sad en større gruppe flygtninge og ventede på at komme med næste tog mod København (i håbet om at komme videre derfra til Sverige).

Rundt om dem stod journalister, betjente og bekymrede borgere som jeg. Journalisterne var optaget af at sende levende billeder tilbage til studiet, politibetjentene var optaget af at holde situationen nogenlunde under kontrol, mens jeg selv var optaget af få et personligt indblik i, hvordan Danmark som samfund reagerer på, at den største flygtningestrøm fra Europa siden 2. Verdenskrig nu er nået frem til os.

Stemningen på den solbeskinnede perron var kontrolleret afdæmpet. Gruppen af tilbageværende flygtninge var nemlig netop blevet fortalt, at de nok skulle komme med næste tog mod København og samtalerne mellem dem og de udstationerede betjente var gensidigt respektfulde.

Så meget, at jeg fik spontant lyst til at rose de tre betjente der stod tættest på mig. Jeg fortalte dem, at jeg var glad for at opleve, at de gjorde alt for at holde konfliktniveauet så lavt som muligt.

De tre betjente tog høfligt imod mine verbale roser, men returnerede dem med følgende kontante bemærkning: 'Tak for det. Vi skal nok gøre vores arbejde, men kunne du så ikke tage tilbage til Christiansborg, og gøre det samme, sammen med dine kollegaer'.

Den bemærkning ramte. For betjentene havde jo ret: I de første uger af flygtningekrisen var det manglede - eller i bedste fald famlende - politiske lederskab fra Christiansborg åbenlys for enhver. Det var som om, at både regering og opposition var taget på sengen. Men når vi folkevalgte ikke kunne finde ud af at handle, kunne borgerne det heldigvis – og resten er 'history' som man siger.

Men hvorfor kom den humanitære undtagelsestilstand egentlig som en overraskelse for os? Havde man fulgt bare lidt med i situationen i Nordafrika og Mellemøsten gennem de seneste 10-15 år, havde det ikke været svært at forudsige, at de mange millioner udsatte mennesker før eller siden ville sætte sig i bevægelse. Væk fra krig, terror, overgreb og klima-katastrofer (læs: Syrien, Libyen, Afghanistan og Somalia) mod fred, sikkerhed, mad og muligheder for et nyt anstændigt liv (læs: Europa og ikke mindst Nordeuropa).

Det er sådan mennesker handler. Vi søger mod de sikre vandhuller. Og os i Europa burde være de første til at kunne sætte os ind i det, der lige nu sker. Vi var for 150 år siden nemlig selv der, hvor nutidens flygtninge fra Mellemøsten og Nordafrika er i dag. Alene i perioden fra ca. 1850 til 1914 forlod over 50 millioner europæere deres fædrelande og søgte mod USA. Vi var drevet frem af nød, fattigdom og undertrykkelse. Med øje for de muligheder som lå og ventede på os på den anden side af Atlanten. USA var for os dengang, hvad Europa er i dag for de millioner af flygtninge fra de krigshærgede lande i Nordafrika og Mellemøsten.

Så hvorfor så vi det ikke komme?

Er det måske fordi, vi er blevet en indadskuende nation mest optaget af os selv med den konsekvens, at vi har valgt at placere os med ryggen imod de åbenlyse udfordringerne, der er på vej imod os udefra?

I så fald gælder det paradoksalt nok ikke mindst de udfordringer, vi selv har en åbenlys aktie i. Her tænker jeg på konsekvenserne af de sidste 15 års aktivistiske udenrigspolitik, hvor vi spillede en aktiv rolle i krigene i Irak, Afghanistan og Libyen og aktuelt i dag i krigen mod IS.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alle håbede selvfølgelig på, at vi med vores militære indgriben ville skabe stabilitet og demokrati i de omtalte lande. Men resultatet blev det stik modsatte. Og konsekvensen er derefter: Millioner og atter millioner at mennesker på flugt. Både internt i landene, i nærområderne samt på flygtningeruterne på vej mod Europa.

Og det er vel at mærke kun toppen af isbjerget, vi har set indtil nu. Når klimakrisen først for alvor slår igennem vil millioner og atter millioner af mennesker sætte sig i bevægelse. De har nemlig kun én mulighed for at komme væk fra sult, hede og tørke: At sætte kurs mod vores del af verden.

Det er den udfordring vi i Europa står overfor. Nu. Og ikke mindst i de kommende årtier. Mit eget parti har som bekendt kommet med vores bud på en fempunktsløsning: En ordentlig og værdig akutmodtagelse her i landet, oprettelse af ankomstcentre på den afrikanske og mellemøstlige side af Middelhavet, massiv økonomisk og politisk støtte i nærområderne, kvoteordning EU-landene imellem og endelig en langsigtet Marshallplan for Nordafrika og Mellemøsten.

Men hvad sagde så de borgere, som vi mødte på vores tur rundt i landet, når vi snakkede flygtningene? De sagde nøjagtig det sammen som politibetjentene på Padborg Station: Hvorfor har I på Christiansborg ikke en plan?

Deres frustration med Christiansborg var tydelig. Men da de først havde fået afløb for den, kom de med det ene hverdagspraktiske løsningsforslag efter det andet.

Nogle fremhævede, at der jo står masser af tomme huse i ydre-Danmark, så hvorfor giver vi ikke de tomme huse til de flygtninge, der vælger at søge om asyl her i Danmark, i stedet for at rive dem ned? Andre fremhævede, at mange af flygtningene fra Syrien har gode uddannelser med sig, og der mangler kvalificeret arbejdskraft i yderområderne af Danmark. Og andre igen, at det kun er godt, at der kommer unge flygtningefamilier ud i landdistrikterne. Der mangler nemlig børn i den lokale børnehave og folkeskole. Og hvis den lokale skole først dør, dør landsbyen.

Det var udsagn som disse, jeg hørte på min tur gennem Danmark. Igen og igen. Derfor kom det overhovedet ikke bag på mig, at mens vi politikere forsøgte at finde en løsning sammen inde på Christiansborg, handlede danskerne på hverdagsniveau. Og de gjorde det vel at mærke ikke bare i byerne. De gjorde det overalt i landet.

Hvis det ikke var den bedste politiske nyhed i september, så ved jeg ikke, hvad det så skulle være. Lad os derfor for et øjeblik glæde os over den spontane medmenneskelige reaktion danskerne udviste, da flygtningene bankede på vores dør. Og lige derefter: Gøre os klar på næste flygtningebølge. For den kommer.

Jeg mener selvfølgelig, at vi - både Europa og Danmark - både kan og skal løse den organisatoriske, økonomiske og sociale udfordring den næste flygtninge-bølge rummer. Og jo før vi går i gang med at finde en model for at håndtere den, jo bedre.

Men endnu vigtigere: Vi må erkende, at et fremgangsrigt og fredeligt Nordafrika og Mellemøsten er den eneste holdbare løsning på sigt. Ellers vil den allerede dybe ulighed mellem det "rige Europa" og det "fattige Nordafrika og Mellemøsten" blot eskalere, med alle de konflikter denne ulighed rummer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Svaret bør være en ambitiøs økonomisk, politisk, uddannelsesmæssig og kulturel Marshallplan for landene omkring Middelhavet, hvis sigte er at befolkningerne i de respektive lande reelt oplever at det 21. Århundrede også er deres århundrede.

Ansvaret for sådan et politisk initiativ er ikke bare Europas, Mellemøstens og Nordafrika's ansvar og forpligtigelse, men i den grad også USA’s. Og måske har timingen aldrig været bedre. For befolkningerne på begge sider af Middelhavet ønsker bæredygtig forandring. Nu venter de bare på de centrale politiske ledere. Lidt ligesom de tre betjente på Padborg Station og de mange borgere, jeg har mødt på min tur gennem Danmark de sidste tre uger. De venter på deres folkevalgte.

Spørgsmålet er, hvor længe deres tålmodighed afholder dem fra at sige: Nok er nok.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden