Da Inger Støjberg delte et billede af en othellokage på Facebook, var svaret fra et utal af danskere at donere tilsammen hundredtusindvis af kroner til nødhjælpsorganisationer som Røde Kors.
Da Inger Støjberg opfordrede danskerne til at være angivere og anmelde pizzabagere, svarede danskerne ved at dele gode anmeldelser af deres yndlingspizzabagere. Dermed gjorde de igen et hadefuldt udfald fra en repræsentant for landets regering til håbefulde og samlende handlinger.
Smukt, tiltrængt og inspirerende. Det er sådan noget, der giver én tro på fremtiden. Nu vil jeg selv gøre mit. Det har jeg prøvet i mit liv generelt og særligt i mit politiske virke.
Derfor dette brev til alle jer, der er kommet til Danmark – for at søge tilflugt, for at arbejde, for at søge lykken eller for at være sammen med dem, I elsker.
Brevet er selvfølgelig også til alle jer, der er efterkommere af disse nye danskere og som – ligesom jeg – aldrig har kendt andet hjem end Danmark.
Jeg vil starte med at sige noget, som bliver sagt alt for sjældent – eller i hvert fald bliver sagt alt for lavt:
HVOR ER JEG BARE GLAD FOR, AT I ER HER. I GØR DANMARK IKKE SÅ LIDT RIGERE OG KLOGERE.
Tænk, at der overhovedet er brug for at sige det, råbe det, men der er der. For I må ikke være tvivl. I må simpelthen ikke være i tvivl.
Jeg ved godt, at der er nogen, hvis ord har mere vægt end mit. Jeg er ikke statsminister her i landet, jeg er heller ikke minister (men det har jeg været), men jeg er leder af Danmarks 6.-største politiske parti, og jeg har respekt for dig. Og det betyder noget. Det er jeg ikke bange for at sige. Det betyder noget, at jeg fra min magtposition, hvor skrøbelig den så er, siger, at jeg er glad for, at I er her.
Jeg repræsenterer via mit mandat i Folketinget og som leder af et politisk parti med folkelig opbakning mange, mange tusinde danskere.
Da jeg i går læste Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsens voldsomme og grænseoverskridende angreb på humanister i Information, tror jeg, han blandt andet tænkte på mig. Det er jeg ret overbevist om
Uffe Elbæk
I må og skal ikke være i tvivl om, at masser af danskere ser på tingene på samme måde, som jeg ser på tingene. Danskerne er over en bred kam ikke sure på jer eller bange for jer. Nogen er. Og andre er ikke. De danskere, der er sure på jer, er ret tit også sure på andre danskere. F.eks. sådan nogle danskere som mig.
Da jeg i går læste Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsens voldsomme og grænseoverskridende angreb på humanister i Information, tror jeg, han blandt andet tænkte på mig. Det er jeg ret overbevist om.
Jeg tænkte, at han nærmest lød som Le Pen. Han lød til gengæld ikke som en socialdemokrat, for jeg kender så mange gode socialdemokrater, der ikke abonnerer på den slags hadretorik, men som hver eneste dag fremmer humanismen.
Jeg ved godt, det kan være svært at lukke ørene for Støjberg og Sass; de repræsenterer trods alt to af de typiske regeringspartier i Danmark, og måske nytter det heller ikke at lukke ørene helt. Men sikkert er det – og det er mit budskab til jer – at I også skal høre på alle de, der siger det stik modsatte af de to og deres ligesindende.
Vi siger det måske ikke så højt, som de siger det, de siger. Medierne er også mindre tilbøjelige til at bringe de budskaber, der samler os, end de budskaber, der skiller os ad. Jeg bilder mig f.eks. ikke ind, at dette brev til jer får samme opmærksomhed som Støjbergs othellolagkage. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl. Det håber jeg.
Indiskutabelt er det, at Danmark ikke kan undvære alle jer, der er kommet hertil. Vi kan heller ikke undvære jeres børn eller børnebørn. I er blevet vores klassekammerater, vores kolleger, vores venner, vores kærester.
I bidrager, og det burde vi være taknemmelige for, ligesom vi burde være det over for alle de andre, der bidrager til at gøre Danmark dejligt, virksomt og generelt set et af de bedste lande i verden.
Mit Danmark er et mangfoldigt Danmark, og der har brug for alle, der kan bidrage – uanset hvor talentet kommer fra. Og det Danmark skylder vi også jer. Håndværkeren fra Østeuropa, den pakistanske kirurg, den tyrkiske taxachauffør, den indiske biotechspecialist, den tunesiske sygeplejerske, det somaliske studerende, den koreanske rengøringsassistent. Alle jer.
Danmark er kun blevet, hvad vi er blevet takket være vedvarende og uafbrudte relationer og udvekslinger med resten af verden.
Vi er selv taget ud og blevet klogere, og I er kommet hertil og har gjort os bedre. Ideer har spredt sig over landegrænser og er blevet krydsbefrugtet med andre gode ideer og har sammen skabt fundamentet for det samfund, vi er blevet.
Derfor skal vi ikke lade Støjberg og Sass splitte os ad. Hvis vi gør det, gør vi Danmark ondt.
De fokuserer på problemerne og de brodne kar. De fokuserer på de problemer, der rigtig nok også eksisterer.
Selvfølgelig er der sociale problemer, selvfølgelig er der problemer med integrationen, selv om det går langt bedre, end de fleste aner. Men den slags problemer er naturlige, og vi løser dem ikke ved at tale dem større, end de er. Vi er så langt fra ved at undergrave vores velfærdssamfund, at vi skal droppe humanismen, glemme menneskerettighederne og kaste tilliden til hinanden over bord.
Jeg ved, mange af jer står et sårbart sted. Usikre og i tvivl om det land, I bor i. Alt for mange af jer er blevet talt ned under gulvbrædderne af en version af Danmark, der går i så små sko, at vi får vabler på tæerne. Intellektuelle, følelsesmæssige og politiske vabler.
Det her er mit modsvar til alt det. Jeg er en mikrofon for alle de, der lige som jeg siger, at vi er glade for, at I er her. At vi ikke kan undvære jer. Jeg er en mikrofon for alle de, der gør othellokager til en indsamlingsfest til fordel for verdens mest udsatte, der gør opfordringer til angiveri til en hyldest til landets pizzabagere.
Jeg håber, I kan høre os. For vi er jo lige her. Og her bliver vi. Sammen med jer.