I fredags kom jeg hjem efter en uge i Washington. Jeg blev mødt af både medier og en indbakke, der var ved at sprænges af protester over udsendelsen af den syvårige pige, Phatteera. Hun har fået afslag på familiesammenføring, fordi Udlændingeservice vurderer, at hun ikke er egnet til vellykket integration. Det på trods af, at Phatteeras mor taler dansk, har fast arbejde i Danmark og er gift med en dansk mand. Phatteera selv går i dansk skole og taler godt dansk. Det er komplet vanvid. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at der blot var sket en beklagelig fejl i sagsbehandlingen, som hurtigt kunne redes ud. Men afgørelsen er ikke en fejl. Den ligner til forveksling en lang række tidligere afgørelser, som har ført til at over 800 børn siden 2005 er blevet sendt ud af landet, væk fra de forældre, som elsker dem og passer på dem. Afgørelser, som Højesteret - til daværende Integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs store tilfredshed - blåstemplede i 2010. Det er ganske enkelt ubærligt. At nægte børn retten til at leve med deres forældre er ubetinget VKO's største svinestreg. Og at det overhovedet er juridisk muligt vidner desværre om, at vores demokrati trods alt ikke er bedre, end at et følelsesforladt flertal på fuldstændig legal vis kan fratage et sårbart mindretal helt basale rettigheder. Jeg forstår derfor de frustrerede appeller i min indbakke. Jeg deler vantroen, vreden og følelsen af magtesløshed. Og jeg forstår, hvorfor folk nu ser bebrejdende på os: "De sagde, at de ville lave det om, hvorfor har de så ikke gjort det endnu?" Svaret er: Fordi det tager tid at lave lovgivning. Gennem ti år er udlændingeloven blevet strammet igen og igen og igen. Den lovgivning er som et fæstning, der er bygget og forstærket gennem et årti. Det tager tid at brække det juridiske murværk fra hinanden og opbygge noget nyt. Men lovgivning skal laves om, og det vil den blive så hurtigt som det overhovedet er muligt. Vi regner således med at kunne fremsætte nye regler for familiesammenføring af børn i marts 2011. Men ind til da, bliver vi nødt til at administrere efter den gældende lovgivning. Vi må og skal efterleve demokratiets og retsstatens spilleregler. Hvis vi begyndte at administrere efter love, som endnu ikke er vedtaget, ville vi ikke være en retsstat, men en bananrepublik. Det ville være det samme som at åbne døren på klem til et helvede af fremtidigt statsligt magtmisbrug. Mange spørger, om man i det mindste ikke kan stille sager i bero, indtil der er vedtaget ny lovgivning. Det samme spørgsmål har jeg stillet til Justitsministeriet, der har svaret, at det vil ikke være lovligt at gøre. Det kan først komme på tale, når der er fremsat ny lovgivning, eller i det mindste er indgået en detaljeret politisk aftale. Måske tager ministeriet fejl - i så fald vil vi påvise det. Måske er der et hul i den rædselsvækkende lovgivning, som vi kan bruge - i så fald vil vi finde det. Alt skal prøves for at finde en løsning. For børn skal bo med deres forældre. Den sandhed er så gammel og selvfølgelig som mennesket selv. Tænk at vi i Danmark har haft en regering, der har tilladt sig at lovgive imod dette naturgivne faktum.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























