For en del år siden læste jeg Karen Jespersens bog ”Opgør med den ny fattigdom”. Bogen beskriver, hvordan fattigdommen har forandret sig fra at handle om økonomi til at blive et spørgsmål om muligheder. Sagt på en anden måde: Folk ligger ikke og rådner op i rendestenen. Men de ligger til gengæld hjemme på sofaen med ”manglende færdigheder, lavt selvværd og følelsen af at stå udenfor”. Det var sandt. Dengang. I dag står bogen som et mindesmærke over en tid, hvor det var lykkedes at afskaffe den materielle fattigdom, og hvor vi derfor kunne ”nøjes” med at tale om bløde ting som muligheder, potentialer og livskvalitet. Tiderne er for længst skiftet: Nu har vi igen rigtig fattigdom. God gammeldags fattigdom. Ikke i form af manglende fladskærme, færdigheder, charterrejser eller valgmuligheder – nej: Nu har vi fattigdom, som vi kender den fra lande, vi normalt ikke vil sammenligne os med. Fattigdom som i USA. Som i Rusland. Som i Brasilien. Vi har fattige forældre, der ikke kan brødføde deres børn. Vi har fattige gamle, som ikke har råd til at tænde for varmen.
Men så er der alligevel noget nyt over den gammeldags fattigdom. For i modsætning til tidligere, så er det en fattigdom, som har hudfarve, kultur og religion. Og det er en fattigdom, som er resultatet af snart et årtis målrettet lovgivning.
