Jeg er lige hjemvendt fra en uges ferie med familien i Marokko. I dagene op til vores afrejse fulgte vi interesseret med i den gryende demokratiske revolution i Tunesien. Vi forestillede os, at Jasminrevolutionen ville være et varmt samtaleemne i Marokko, men vi tog fejl.
Marokko er et vidunderligt rejseland med åbne og gæstfrie indbyggere – men det er også et af regionens mest censurerede regimer. Så billeder af begejstrede unge, der lægger grundstenen til et demokrati i Nordafrika er ikke noget, man taler højt om på de kanter. Men det er bestemt noget, man bemærker. Og frygter. For revolutioner har det med at smitte. Når nogle kræver deres magt og ret, bliver andre inspireret. Vi så det både i Europa i 1800-talet, i afkolonialiseringen efter anden verdenskrig og i Østeuropa efter murens fald. Og måske er det dét, vi kommer til at se i den arabiske verden de kommende år.
